Historiker: Ritt Bjerregaards socialministerpost var blandt de allervigtigste i Ankers regering

Via en række markante taler og kronikker i 1980 satte Bjerregaard nogle generelle socialpolitiske spørgsmål til debat, som også rummede synspunkter om hele velfærdsstatens fortid, aktuelle stade og fortsatte udvikling. I den forbindelse foreslog hun også nye veje i det sociale arbejde, samtidig med at disse nye tanker typisk blev sat ind i et besparelsesperspektiv.

Dette sidste kunne give næring til mistanken om, at nytænkningen ikke handlede så meget om borgernes og de sociale klienters ve og vel, men om bundlinjen på den årlige finanslov. Denne mistanke var socialministeren bevidst om, men ikke villig til at lade sig påvirke af. Man kan sige, at hun i sine principielle socialpolitiske markeringer demonstrerede både den stædighed og det politiske mod, hun efterhånden havde gjort til sit politiske varemærke.

Økonomien og de begrænsede ressourcer var under alle omstændigheder et vilkår, som ikke skulle afholde hende fra såvel nytænkning som at tilstræbe det bedst mulige sociale system for pengene. Der var tydeligvis tale om et bevidst forsøg på at sætte en ny socialpolitisk dagsorden. Det formede sig som en tretrinsraket, affyret fra maj til november 1980.

Første trin affyredes i Aalborg i maj 1980 på årsmødet for Sammenslutningen af Sociale Udvalg, hvor hun konstaterede, at de sociale udgifter var blevet femdoblet på de 10 år siden 1970, og at udgifterne alene til børnepasningsområdet var tidoblet i samme tidsrum. Når der samtidig var en opfattelse i befolkningen – og vedrørende børnepasningen blandt forældre og pædagoger – af, at der var blevet sparet og sparet, så var det tegn på, at man ikke kunne komme længere ad de forøgede bevillingers vej.

Der var ingen, sagde socialministeren, ”simpel sammenhæng mellem øgede bevillinger og forbedret funktion”. Socialministeren rejste endvidere spørgsmålet, om det nødvendigvis alene var skatteyderne, der skulle betale for de sociale ydelser. Måske, ræsonnerede hun, kunne man ikke blot spare offentlige udgifter, men også undgå ”sociale tilfælde”, hvis der blev en tættere forbindelse ”mellem de dele af produktionen, der forårsager ulykker, nedslidning, psykiske sammenbrud og betalingen for at rette disse skader op igen”. Ved at pålægge virksomhederne udgifter i tilfælde af, at deres medarbejdere blev skadet på arbejdet, ville man således både spare offentlige midler, men også give virksomhederne et incitament til at undgå, at medarbejderne overhovedet blev skadet.

Aalborgtalen rummede bemærkelsesværdigt nye toner på det socialpolitiske felt fra en minister på området. Dels fordi der så markant blev sagt fra i forhold til at lade de sociale udgifters himmelflugt fortsætte, dels fordi Bjerregaard åbnede op for et opgør med det skattefinansierede princip i den danske velfærdsstat ved at lade virksomhederne betale en del af de sociale udgifter, som de selv – så at sige – var skyld i. Tankegangen ligner den, man kender fra miljøpolitikken: Forureneren betaler.

Nogle måneder senere, i oktober, fortsatte Ritt Bjerregaard i samme spor i en kronik i Politiken kaldet ”Så hellere nogle flere håndsrækninger”. Kronikken var en fortsættelse af synspunkter, som Bjerregaard et par dage tidligere havde givet udtryk for på efterårets møde i Sammenslutningen af Sociale Udvalg.

I kronikken påpegede hun, at socialvæsenet som sådan var sundt og godt i Danmark. Tiden var ikke inde til de store reformer, men man skulle arbejde på at få ”en højere grad af menneskelighed” i systemet. Der skulle være ”mindre bureaukrati, mindre administration, mindre kontrol og mindre mistillid”. Man havde lagt urimelige bånd på det kommunale selvstyre med de mange bekendtgørelser og cirkulærer, der var fulgt i kølvandet af bistandsloven, for at administrationen af denne ikke skulle blive for dyr. Man burde gå i retning af ”en nedtoning af det professionelle indslag i det sociale arbejde” og undgå den fortsatte omfattende institutionsopbygning i den sociale sektor, så den sociale klient ikke blev omklamret og umyndiggjort af professionel omsorg.

I stedet skulle man ”indføre faste og klare takster”, fordi den sociale klient i mange tilfælde ville kunne nøjes med en økonomisk ”håndsrækning” og tillid fra det offentlige til, at han eller hun i øvrigt kunne klare sine egne problemer med denne kontante håndsrækning. Til supplement af den økonomiske håndsrækning skulle man tilskynde klienten til at bruge sit eget sociale netværk. Her var der modsat hos de professionelle socialarbejdere mulighed for at give den ”nære kontakt, den simple sag, det at tage sig tid”. Det ville føre til en højere grad af ”medmenneskelig ansvarlighed” – både hos klienten, i dennes netværk og i det sociale system.

Igen var der tale om uortodokse socialpolitiske tanker. Ønsket om at fremme deltagelsen hos de nære sociale netværk blev en ny tendens i dansk socialpolitik, som fortsatte gennem 1980’erne. Bjerregaards kronik er et af de første politiske udtryk for tendensen. Disse nye tanker er af velfærdshistorikere blevet betegnet som ideen om, at den sociale ekspertise skulle fungere ”som katalysator for de ressourcestærke borgeres selvforvaltning”.

Det var dog ikke kun nytænkningen i relation til inddragelse af de nære sociale netværk, der var bemærkelsesværdig ved Bjerregaards kronik. Med ønsket om ”klare og faste takster” og nedtoning af den professionelle socialarbejders rolle var der tale om et opgør med det skønsprincip, der var et bærende element i den mindre end fem år gamle bistandslov. De ”klare og faste takster” lød mere som gamle dages rettighedsprincip tilbage ved Steinckes socialreform fra 1933.

Som sådan var talen i foråret såvel som kronikken i oktober udtryk for, at der med den stadig forværrede nationaløkonomiske situation var ved at opstå en erkendelse af, at bistandslovens vidtrækkende ambitioner om, at skøn og behov stod i centrum af socialsektorens arbejde, var sværere at leve op til i krisetider.

Kronikken faldt en række socialdemokratiske gruppemedlemmer for brystet, og Ritt Bjerregaard fik det at vide på gruppemødet dagen efter. Hvad var egentlig socialministerens dybere mening, blev der spurgt. Nytænkning var på sin plads, men synspunkterne i kronikken og på mødet for de kommunale socialudvalgsmedlemmer var ikke i overensstemmelse med partiets politik, lød kritikken.

Det var ”belastende” for parti såvel som regering, at ministeren uden forudgående debat i partiet ønskede at rejse en debat om emnet i offentligheden. Man måtte i gruppen nå frem til en afklaring af, om man skulle bevæge sig væk fra bistandslovens skønsprincip og tilbage mod rettighedsprincippet. Fra Henry Grünbaum fik Bjerregaard dog noget, der mindede om opbakning, da han mindede om, at de seneste mange forbedringer på det sociale område var indført under fuld beskæftigelse, og nu ”havde den store arbejdsløshed væltet mange problemer over på dette system.”

I sit svar på kritikken afviste Ritt Bjerregaard, at hun med sine betragtninger om bistandsloven var gået længere i justering af lovens principper, end en række allerede gennemførte besparelser havde gjort.

Den tredje og sidste del af Ritt Bjerregaards kampagne for en ny dagsorden i socialpolitikken var en tale holdt på OECD’s konference om socialpolitik (af alle steder) i Paris. Talen lå i forlængelse af årets tidligere markeringer, men den rummede også endnu mere kontroversielle elementer.

Den var nemlig lagt op som en grundlæggende marxistisk analyse af det socialpolitiske element. Bjerregaard sagde, at hun – for argumentets skyld – ønskede at se bort fra socialpolitikkens økonomiske og etiske dimension og i stedet se på dens politiske funktion. Grunden til, ”at vi i de kapitalistiske lande har socialpolitik og velfærdsforanstaltninger, er, at vi ikke ville kunne sikre offentlig ro og orden uden”.

Socialpolitik krævede desuden meget færre ressourcer end regulær voldelig undertrykkelse, så det måtte også ud fra et økonomisk synspunkt være at foretrække. ”Socialsektorens politiske funktion i 1980’erne og 90’erne er således den samme, som den altid har været, nemlig at skabe et acceptabelt alternativ til den organiserede voldsanvendelse.” Og så anbefalede Bjerregaard atter involveringen af de sociale netværk og lokalsamfundene.

En sådan form for nytænkning ville imidlertid støde på modstand, forudså hun. Med noget, der mindede om et ekko af Jørgen S. Dich og hans bog fra 1973, Den herskende klasse, sagde hun, at ”den største hindring for disse nye veje vil være de professionelle, der har deres levebrød af og definerer deres tilværelse ud fra det at vide bedst”. Her var tale om en stramning af Politiken-kronikkens kritik af de fagprofessionelle medarbejderes rolle i det sociale system.

Paristalen var skrap kost. Talen var bevidst ensidig og brutal. Bjerregaard havde selv valgt som præmis at fokusere på det politiske, frem for det økonomiske og etiske. Det sidste blev ikke blot underspillet, men totalt ignoreret.

OECD-talen havde næppe chokeret en gruppe sociologer, der ville have accepteret præmissen og trukket på skuldrene af resten af analysen og spurgt, ”hvori ligger det nye?”. Men som socialministeren burde vide, så var OECD ikke et auditorium på Den Sociale Højskole, eller på Sorbonne for den sags skyld, og derfor var det kun forventeligt, at talen ville gøre et mere provokerende indtryk på den hjemlige politiske scene end på deltagerne i OECD-mødet. I det perspektiv står det stadig ikke klart, hvad Ritt Bjerregaard egentlig ville med sin parisertilgang til det socialpolitiske område.

De negative reaktioner på Paristalen lod da heller ikke vente på sig – i Danmark, da kronikken denne gang optryktes i Information. Men der knyttede sig ikke til debatten nogen større interesse for, hvad den selvvalgte analytiske præmis for talen var, eller eventuelle principielle demokratiske reservationer over for hendes analyse. Opstandelsen tog som udgangspunkt, at Bjerregaard førte socialpolitik for at undertrykke befolkningen. Slet og ret. Hvordan kunne en socialdemokratisk socialminister tale sådan, spurgte kritikerne?

Trods modstand i gruppen og kritisk modtagelse af OECD-talen lagde Ritt Bjerregaard ikke de nye socialpolitiske tanker i mølposen. Hun oprettede i slutningen af 1980 et Socialstyrelsens Forsøgsudvalg, som – efter Schlüter-regeringens tiltræden i september 1982 – den konservative socialminister Palle Simonsen arbejdede videre med i forlængelse af de tanker, Bjerregaard gav udtryk for i efteråret 1980.

Såvel Bjerregaard som Simonsen gik til forsøgsarbejdet med den præmis, at den sociale sektors arbejde risikerede at stivne i kold professionalisme, som fastholdt klienten i systemet, mere til gavn for systemet (og de professionelle) end for klienten selv. Det var deres håb, at man kunne frigøre kræfter i nære netværk, lokalsamfund og foreningsliv, som i højere grad ville være i stand til at løse de grundlæggende sociale problemer gennem en ”menneskeliggørelse” af det sociale arbejde. Gerne, naturligvis, mens man samtidig forbedrede de offentlige budgetter. Professionelle koster i sagens natur penge; netværk og foreninger nærer interesse og omsorg for deres medborgere, fordi de ikke kan lade være.

Forsøgsvirksomheden igangsat af Ritt Bjerregaard og videreført af de efterfølgende socialministre i Schlüters regeringer har flyttet hegnspæle i det socialpolitiske landskab og i den daglige praksis på det sociale område. Inddragelse af netværk og i bredere forstand civilsamfundet er blevet mere omfattende siden 1980’erne, men omfanget berettiger dog ikke til at kalde det en strukturel forandring af det socialpolitiske område.

Teksten er et uddrag af Thorsten Borring Olesen (under medvirken af Niels Wium Olesen): Anker Jørgensens tid 1972-1982. De danske ministerier, Gads Forlag 2017, s. 462-466.