Forbyg kriminalitet med mentor i skoleår

Hvis vi ser på de unge, som bliver kriminelle, viser undersøgelser, at der er en klar sammenhæng mellem de unge, der bliver kriminelle, og de unge, der ikke kan klare skolen. Jo bedre de unge synes om at gå i skole, desto større lovlydighed.

Kim Hansen
Formand for udvalget for børn og unge, Det kriminalpræventive Råd.

Af Kim Hansen
Formand for udvalget for børn og unge, Det Kriminalpræventive Råd.

Hvad skal der til for at bryde den negative sociale arv? Det er et godt og meget stort spørgsmål, som ligger op til komplekse svar og mange delløsninger.

I mit job har jeg arbejdet med forebyggende og tværfagligt samarbejde i forhold til unge kriminelle, og det er den vinkel, jeg vælger at se på spørgsmålet fra.

Skolen er omdrejningspunkt
Hvis vi ser på de unge, som bliver kriminelle, viser undersøgelser, at der er en klar sammenhæng mellem de unge, der bliver kriminelle, og de unge, der ikke kan klare skolen. Jo bedre de unge synes om at gå i skole, desto større lovlydighed.

Et godt skoleforhold mindsker risikoen for alvorlig og hyppig kriminalitet og øger sandsynligheden for, at unge afholder sig fra tyveri, hærværk, vold m.m. Lovlydigheden øges altså markant, jo bedre forhold man har til skolen.

De sidste mange år har børne- og ungekriminaliteten været faldende, og derfor bliver det at være ung og kriminel endnu mere stemplende. Hvor der tidligere kunne være unge, der befandt sig i ”gråzonen” mellem gruppen af stærkt kriminelle og den ikke-kriminelle ungegruppe, er der i dag stort set ingen i denne mellemgruppe.

De ikke-kriminelle vil ikke have noget at gøre med de kriminelle, så derfor opstår der en mere tydelig marginalisering. Det gør det endnu sværere for den kriminelle unge at komme tilbage til et almindeligt ungdomsliv.

Kan vi gøre noget for at afhjælpe dette? Da vi kan se, at de unges skolegang har en stor betydning for, hvordan det går dem, vil det være naturligt at se på folkeskolen og ungdomsuddannelsernes rolle. De vil sikkert sige, at de allerede i dag er ”fyldt op med” at være inkluderende og ikke kan gøre mere. Men hvis vi skal gøre noget, er vi nødt til at gøre det i fælleskab og med skolerne som omdrejningspunkt.

Mentorordninger
Men hvordan når vi de unge og deres forældre? Et af de initiativer, som har været forsøgt i en del år, er anvendelse af mentorordninger. Det er spørgsmålet, om man ikke i højere grad kan bruge denne ordning i forhold til at fastholde de unge i skolesystemet.

Kan det lade sig gøre at tilknytte en mentor, som har kontakten til både den unge, familien og skolen? En mentor som sørger for, at den unge i højere grad bliver involveret i skolernes sociale liv og på den måde også giver den unge et håb om at kunne bruge skolen til noget. En mentor som også kan bringe forældrene mere på banen både i forhold til den unge, men også til skolen.

Det Kriminalpræventive Råd har foretaget en undersøgelse af mentorordninger. Konklusionen af undersøgelsen peger på, at der er nogle faktorer, der skal være tilstede, hvis ordningerne skal fungere med god effekt:

• Mentorforløb skal være lange, mindst 1 år

• Det skal være en voksen, som den unge får en tillidsfuld relation til

• Mentoren skal være veluddannet og stabil

• Der skal være kontakt mellem mentor og den unge minimum 1 gang ugentligt, og ”mødet” skal vare flere timer per gang

• Der skal være fokus på at styrke den unges personlige og sociale færdigheder.
  

Så hvordan kan vi kombinere den viden om skolens rolle som kriminalitetsforebyggende faktor og mentorers evner til at danne relationer til unge der har det svært?