Indvandrer Kvindecentret: Minoritetskvinder har ikke brug for nytteindsatser, men rummelige arbejdspladser

Regeringens reformudspil er gammel vin på nye flasker; stramninger, sanktioner, virksomhedspraktikker, løntilskud og nytteindsatser. Alt sammen er redskaber, som man har brugt i årtier uden de store resultater.

Reformudspillet beskriver særligt tilrettelagte nytteindsatser som indsatser, der minder mest muligt om at gå på arbejde.

Alene ordet nytteindsats viser en eklatant mangel på ambitioner, når det handler om at få minoritetsetniske kvinder ud på arbejdsmarkedet. Kvinderne har ikke brug for nytteindsatser, der minder om arbejde.

De har brug for et rummeligt og et rimeligt arbejdsmarked, der tager dem seriøst og giver dem et rigtigt arbejde.  

Så skulle vi ikke hæve barren og fokusere på at skabe reelle jobs?

Vi ved, det kan lade sig gøre, og vi ved, hvad der skal til.

Match med lokale arbejdspladser

I de socialøkonomiske spiserier Send Flere Krydderier har vi udviklet en model, der tager hensyn til den enkelte kvindes kompetencer og ressourcer og til den enkelte virksomheds behov.

Det kræver en håndholdt og tilpasset indsats med tæt opfølgning – at man taler med den enkelte kvinde og den enkelte arbejdsgiver og følger aftalen til dørs. Også efter ansættelse.

Mirka Mozer
Direktør i Send Flere Krydderier og Indvandrer Kvindecentret

Vores erfaring er, at særligt mindre virksomheder leder og søger efter ansatte, der vil arbejde mindre end 37 timer om ugen. Disse virksomheder ansætter gerne minoritetsetniske kvinder.

Der er brug for at matche kvinderne og de relevante lokale arbejdspladser.

Det kræver en håndholdt og tilpasset indsats med tæt opfølgning – at man taler med den enkelte kvinde og den enkelte arbejdsgiver og følger aftalen til dørs. Også efter ansættelse. Det er netop det, vi gør i Send Flere Krydderier. Alene i september har tre kvinder fået arbejde gennem Send Flere Krydderiers model.

Afklares til flexjob

Alle de aktivitetsparate kvinder, der visiteres til Send Flere Krydderier, gennemgår et opkvalificeringsforløb. For mange af kvinderne er udsigterne til en fuld 37 timers arbejdsuge ikke stor. Det kan for eksempel skyldes sygdom.

Men de vil gerne arbejde alt det, de kan. De vil gerne ud af hjemmet, møde andre, bidrage og lære nyt. Disse kvinder skal have en chance for at blive afklaret til for eksempel flexjob, så de kan slippe ud af kontanthjælpssystemet og opbygge en arbejdsidentitet.

Vi har derfor ikke brug for nytteindsatser, som regeringens reformudspil lægger op til.

Vi må holde op med at gøre mere af det samme, når vi nu ved, at det ikke virker. I stedet skal vi have et rummeligt og et rimeligt arbejdsmarked, der giver plads til alle.'