Kommentar af 
Lars Olsen

Lars Olsen: Integrationen giver stadig massive problemer. Vi tør bare ikke tale om det

Berøringsangsten fra 1990'erne, når det gælder indvandrere og integration, er tilbage efter mange års hidsig – ja, nærmest brutal – debat om emnet og gentagne lovstramninger. Det er et problem, for der er stadig massive integrationsproblemer i Danmark, og det skal vi turde snakke om, skriver Lars Olsen.

Otte kriminelle familier fra Vollsmose-området har siden 2009 kostet kommunen en kvart milliard. For det beløb kunne Odense i ti år hæve normeringerne i børnehaverne med 49 pædagoger. Men det snakker vi ikke om, skriver Lars Olsen. Arkivbillede fra Vollsmose i Odense.
Otte kriminelle familier fra Vollsmose-området har siden 2009 kostet kommunen en kvart milliard. For det beløb kunne Odense i ti år hæve normeringerne i børnehaverne med 49 pædagoger. Men det snakker vi ikke om, skriver Lars Olsen. Arkivbillede fra Vollsmose i Odense.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Lars Olsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Vi har lagt 2000’ernes hidsige udlændingedebat bag os, men er havnet i den modsatte grøft. Integrationsproblemerne er forsvundet fra dagsordenen, mens udenlandsk arbejdskraft er det nye credo for borgerlige og arbejdsgivere.

Hele min hjemby, Holbæk, er én stor visitationszone. Sådan har det været i månedsvis. To kriminelle grupperinger bekriger hinanden med skudattentater, knive og masseslagsmål i Holbæk Ret.

Politiet har gennemført adskillige razziaer i det udsatte boligområde Ladegårdsparken og fundet store mængder våben.

Vi har lagt 2000’ernes hidsige udlændingedebat bag os, men er havnet i den modsatte grøft.

Lars Olsen

Grupperne har base i hver sit af byens belastede boligområder – Ladegårdsparken og Vang-kvarteret – to områder med mange indvandrere og høj kriminalitet, der ryger ind og ud af den årlige ghettoliste.

I sidste uge havde vi så sagen fra Odense. Otte kriminelle familier fra Vollsmose-området har siden 2009 kostet kommunen en kvart milliard.

For det beløb kunne Odense i ti år hæve normeringerne i børnehaverne med 49 pædagoger.

I marts diskuterede vi Det Jødiske Samfunds rapport om dramatisk stigende antisemitisme efter krigen i Gaza.

Ikke mindst jødiske børn i skolerne er udsat for trusler og chikane – folketingsmedlemmer med sympati for Israel beretter om det samme. Ofte kan chikane og trusler føres tilbage til unge og voksne med rødder i Mellemøsten.

Sagerne handler selvfølgelig om uacceptabel chikane og kriminalitet, men også om noget andet: At vi også i anden og tredje generation har massive problemer med at integrere en del af indvandrer- og flygtningefamilier fra Mellemøsten og Afrika.

Vi taler bare ikke om det.

Læs også

Tavsheden er et dramatisk brud med den hidsige – ja, til tider brutale – udlændingedebat, der prægede politik og medier i 2000’erne og 2010’erne.

Da Venstre og Dansk Folkeparti vandt regeringsmagten i 2001, skete det ved mobilisering af en massiv folkelig utilfredshed med de integrationsproblemer, som stadig flere oplevede i hverdagen.

I 15 år satte dét dagsordenen. Det var smykkelovens og stramnings-lagkagernes tid. For toneangivende borgerlige var udlændingepolitikken et wunderwaffe, der konstant bragte centrum-venstre i defensiven.

Inger Støjberg (DD) og Dansk Folkeparti er tro mod den gamle latin, men den borgerlige mainstream – og dets bagland i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer – har mildt sagt lagt kursen om.

Den borgerlige mainstream har mildt sagt lagt kursen om. Nu handler det om udenlandsk arbejdskraft – jo flere, desto bedre.

Lars Olsen

Nu handler det om udenlandsk arbejdskraft – jo flere, desto bedre.

I efteråret foreslog topchefen i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, at Danmark importerer tusindvis af indvandrere fra Tunesien, Ghana og Kenya.

Forslaget fik medløb af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). At Brian Mikkelsen og Lars Løkke Rasmussen som borgerlige toppolitikere i 2000’erne stod for det stik modsatte og var hårde »strammere«, nævnes kun for en god ordens skyld.

Den borgerlige kovending kan stadfæstes ganske præcist.

Da Mette Frederiksen i 2015 blev socialdemokratisk leder, udstak hun en ny strategisk kurs: Stram udlændingepolitik er et forsvar for velfærdsstaten.

Vores samfundsmodel kan ikke holde til store grupper, der står udenfor arbejdsmarkedet og presser velfærdssamfundets sociale samhørighed.

S-toppen begrundede ikke længere stramninger med taktiske hensyn, det var et forsvar for selve kronjuvelen i den socialdemokratiske samfundsbygning.

Det blev socialdemokratisk politik i sin egen ret.

Ganske hurtigt mistede det borgerlige vidundervåben sprængkraft og interesse. I dagens SVM-regering er det ikke Venstre og slet ikke Lars Løkke Rasmussen, der værner om den stramme udlændingepolitik.

Det er statsminister Mette Frederiksen og udlændingeminister Kaare Dybvad Bek (S).

Venstre, Konservative, Moderaterne og Liberal Alliance er i dag et helt andet sted; de er anderledes lydhøre overfor arbejdsgiverne, som har en indlysende egeninteresse: Import af arbejdskraft skal trykke lønningerne - ikke mindst i de nedre dele af arbejdsmarkedet.

Samtidig har en ny berøringsangst vundet indpas hos medier og meningsdannere.

Med identitetspolitik og Black Lives Matter har en mondæn anti-racisme bredt sig fra de angelsaksiske lande – at tale om etniske grupper og samfundsproblemer er igen blevet politisk ukorrekt. Akkurat som det var i 1980’erne og 1990’erne.

Berøringsangsten skabte en folkelig vrede, som var politisk brændstof i årevis. Er historien ved at gentage sig med andre aktører?

Lars Olsen

Jeg boede i 1990’erne på Nørrebro, hvor min datter gik i den lokale folkeskole.

Det gjorde mig bevidst om de store problemer med kriminalitet, utryghedsskabende kliker og stor koncentration af tosprogede elever på enkelte skoler. I 2005 fik jeg mit gennembrud som forfatter med Det delte Danmark.

Der var i 1990’erne en massiv berøringsangst. Stadig flere oplevede som jeg problemerne i familiens hverdag, men toneangivende politikere og medier ville nødig tale om dem.

Resultatet blev en kløft mellem den folkelige livsverden og de definerende lag. Det førte i 1995 til det nye succesrige Dansk Folkeparti og i 2001 til VKOs valgsejr. Berøringsangsten skabte en folkelig vrede, som var politisk brændstof i årevis.

Er historien ved at gentage sig – blot med andre aktører?

De toneangivende politikere og mediefolk bor ofte i attraktive bydele, hvor naboen måske nok er amerikansk it-specialist, men ikke ufaglært fra Somalia eller Syrien.

Det er de underprivilegerede kvarterer og skoler, der nu som før står med den svære del af integrationen. Og nok engang vokser kløften mellem den folkelige livsverden og de definerende lag.

Indvandrerkriminalitet, belastede skoler og parallelsamfund handler stadig om det delte Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Olsen

Journalist, forfatter, foredragsholder
cand.phil. i samfundsfag (Københavns Uni. 1983)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

0:000:00