K: Er satspuljen nødvendig?

Af Mai Mercado (K)
Socialordfører

Hvorfor skal de svageste have færre penge i svære økonomiske år – og er statspuljen i det hele taget et unødigt sats for samfundets mest sårbare?

Her 25 år efter at satspuljen til gavn for særligt udsatte grupper i samfundet blev etableret, er der god grund til at se ordningen efter i sømmene. Umiddelbart kan logikken være svær at følge. I gode år er der flere penge at dele ud af, mens kassen bliver mindre i takt med, at økonomien skrumper. Det skyldes, at der hvert år – siden ordningen blev indført ved et bredt forlig i 1990 - reserveres en særlig procentdel af den automatiske regulering af overførselsindkomsterne til de særlige tiltag.

Traditionelt har det betydet mellem 400-700 millioner ekstra til puljen årligt, når man korrigerer for inflation. Men de seneste år har lave lønstigninger tørlagt puljen for nye penge. Og i år kom der udelukkende nye penge til puljen som en engangsbevilling, fordi Finansministeriet havde gennemtrawlet puljen og fundet ud af, at der ikke var tilbageført penge korrekt fra udløbne projekter.

De knap 2 milliarder kroner i år til fordeling til nye indsatser for psykisk syge, hjemløse og voldsramte kvinder i 2015 står derfor i skærende kontrast til 2016, hvor der ifølge Finansministeriet ingen nye penge kommer, fordi genopretningen af dansk økonomi forventes at blive forholdsvis langsom. At puljen varierer så meget fra år til år, gør det sværere at tænke langsigtet og udnytte midlerne optimalt og undgå hovsaløsninger.

Nytænkni medng og stabilitet
Løsningen er imidlertid ikke at flytte satspuljemidlerne over på finansloven, som blandt andet ønsket af SF og Dansk Folkeparti. Formålet med satspuljen er jo netop at prioritere udviklingsprojekter og nye projekter. Og jeg kan godt være bekymret for, om det i samme grad vil blive prioriteret. Vil det ikke være besnærende let at hapse midler til eksempelvis en stor infrastrukturinvestering, hvis blot pengene ligger på finansloven? Pengene vil i al fald ikke være så godt beskyttet som i satspuljeregi. Derfor er der brug for en model, som på samme tid sikrer nytænkning og stabilitet. Og som i højere grad tilgodeser socialt udsatte voksne, som man de seneste år har haft en tendens til at nedprioritere, når satspuljemidlerne på det sociale område skulle fordeles.

At puljen varierer så meget fra år til år, gør det sværere at tænke langsigtet og udnytte midlerne optimalt og undgå hovsaløsninger.

Mai Mercado (K)
Socialordrører

Hånden på hjertet er der nok en tendens til, at vi politikere kommer til at nedprioritere voksne udsatte - i bestræbelserne på at rette kursen op for børn, der lider under miserable vilkår under opvæksten. Eller som i år, hvor vi på konservativt initiativ fik afsat midler til hjælp til at få oprettet et hospice for uhelbredeligt syge børn – eller et andet konservativt initiativ, som var hjælp til børn i misbrugsfamilier. Vigtige og nødvendige opgaver, men ikke holdbart i længden, hvis prioriteringen sker på bekostning af udsatte voksne – dem må vi ej heller glemme. Så lad os fejre 25 års-jubilæet med en politisk debat om satspuljens fremtid, når regeringens bebudede serviceeftersyn af området er færdigt.