Af Leena Eskelinen,
docent lic.phil, AKF - Anvendt Kommunal Forskning. 

Der er igen stærkt fokus på kontanthjælpsmodtagerne. Igen stilles spørgsmålet: Hvordan kan det være, at så mange mennesker er uden for arbejdsmarkedet? Ønsker disse mennesker overhovedet at tage et arbejde, og gør de selv noget for at komme ud af offentlig forsørgelse?

Der er i de senere år foretaget flere kulegravninger af kontanthjælpsområdet. Disse analyser har gang på gang vist, at hovedparten af kontanthjælpsmodtagerne har en svag tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis nogen overhovedet, og at de typisk har ganske massive problemer i flere henseender: Helbred, økonomi, familie, misbrug osv. Men der stopper det - der synes ikke at være sket en væsentlig ændring af indsatsen over for gruppen og heller ikke i deres arbejdsdeltagelse.

Indsatsen over for kontanthjælpsmodtagerne har fulgt to gennemgående linjer. Den ene har handlet om økonomiske incitamenter og sanktioner - kort sagt, at kontanthjælpsmodtagerne skulle mærke på deres pengepung, at det kan betale sig at arbejde og deltage i aktivering. Den anden har handlet om at prioritere virksomhedsrettet aktivering direkte i stedet for blødere former for indsatser - ud fra den logik, at deltagelse i arbejde giver en succesoplevelse, som er med til at løse andre problemer end arbejdsløshed.

Det helt grundlæggende dilemma i den nuværende situation er, at løsningerne ikke er relateret til problemerne: Altafgørende må det være at identificere problemet, før man beslutter, hvordan problemet skal løses.

Leena Eskelinen
Docent lic.phil, AKF

En tilgang, der virker
Problemet med begge tilgange er imidlertid, at de kun har vist sig effektive over for de mere velfungerende ledige og ikke for den eller de grupper, som størstedelen af kontanthjælpsmodtagerne tilhører. Ingen af de to tilgange er velegnede til at hjælpe kontanthjælpsmodtagere hen mod selvforsørgelse.

Sjældent stilles således spørgsmålet, hvad det er, der reelt skal til for at hjælpe og støtte kontanthjælpsmodtagerne, hvoraf hovedparten trods alt giver udtryk for, at de gerne vil have et arbejde. Det burde ellers være det bedste udgangspunkt for indsatsen.

Det helt grundlæggende dilemma i den nuværende situation er, at løsningerne ikke er relateret til problemerne: Altafgørende må det være at identificere problemet, før man beslutter, hvordan problemet skal løses.

Usammenhængende indsats
For det første er hjælpesystemet over for kontanthjælpsmodtagerne opsplittet og specialiseret. De forskellige dele af hjælpesystemet arbejder med meget afgrænsede problemer og løsninger - og de forskellige dele taler ikke sammen. Denne problematik bliver særdeles synlig, når man som forsker vælger at følge en kontanthjælpsmodtagers forløb gennem systemet. Så viser systemet sig indefra, og det bliver klart, hvor kompliceret og usammenhængende indsatsen er. Dette gælder både inden for det kommunale system og mellem det sociale system og sundhedssektoren.

For det andet er indsatsen meget tilbudsstyret. Resultatet er placering i 'meningsløs aktivering', aktivering for aktiveringens skyld eller for refusionens skyld, men ikke som hjælp til den enkelte borger på længere sigt.

Der er bestemt behov for mere viden om, hvordan mennesker, der befinder sig relativt langt fra arbejdsmarkedet, hjælpes bedst. En sådan viden opnås ikke ved at måle effekter af enkeltstående aktiveringstilbud alene af den grund, at denne gruppe typisk har behov for en længerevarende 'håndholdt' indsats, hvor den beskæftigelsesrettede, de sociale og de sundhedsmæssige tiltag kombineres og koordineres.