KL: Der skal mere tryghed og støtte til for at kickstarte sociale investeringer

Men en hel reel bundlinje fra konkrete projekter er svær at pege på – indtil videre.

Det er gået langt hurtigere med det, vi i mindst 10 år har kaldt for socialøkonomiske virksomheder.

Den socialøkonomiske succes
Jeg har selv oplevet et beskæftigelsesprojekt på Bornholm blive til Bornholms Mosteri, hvor over halvdelen af medarbejderstaben består af psykisk sårbare borgere, og hvor virksomheden havde forpligtelser til at skabe gode beskæftigelsesmuligheder for socialt udsatte på øen.

Den Sociale Kapitalfond og en række private er med i projektet. Men det er ikke længere en del af den offentlige sektor.

Det viser, at bundlinjen er bæredygtig på egen hånd. Det er der efterhånden en del socialøkonomiske virksomheder, der er lykkedes med.

Der er flere grunde til, at går lettere med de socialøkonomiske virksomheder end sociale investeringer.

For det første kan kommunen samarbejde med de socialøkonomiske virksomheder gennem et almindeligt køb af en ydelse, for eksempel en beskæftigelsesindsats.

Sociale investeringer indebærer derimod et tungere og foreløbigt ret uprøvet juridisk og administrativt setup, som kan få det til at virke som at gå over åen efter vand.

En anden forskel er, at investeringer på det sociale område ofte er kendetegnet ved en lang tilbagebetalingshorisont – effekten af tidlige indsatser viser sig jo først mange år senere.

Derfor bliver effekterne også svære at følge.

Hvordan ville barnet have udviklet sig uden projektet, hvordan ville barnet havde klaret sig i skolen, i fritiden, sundhedsmæssigt og i ungdomslivet, hvis der ikke var blevet investeret? Og hvad med de andre ting i barnets liv, der ændrede sig undervejs – hvilken indflydelse havde det?

Penge og politisk ansvar
Herudover er sociale investeringers lokkemiddel om ”no cure, no pay” ikke så relevant for kommunerne.

Dels fordi kommunerne jo har begrænsninger på brugen af pengene i kommunekassen, uanset hvornår betalingen falder.

Dels fordi kommunerne fortsat har det politiske ansvar for indsatsens indhold og resultater – uanset resultat.

For ikke at tale om det økonomiske ansvar for, at borgernes penge bliver brugt fornuftigt, så man ikke betaler for noget, der ville være sket alligevel.

Men vi vil gerne investere.

Kommunerne har i en årrække arbejdet med investeringstankegangen ved at prioritere betydelige beløb til at arbejde forebyggende og derigennem ”spare penge” på den lange bane.

Og investeringstankegangen vinder da også stadig større indpas både på børne-, unge-, beskæftigelses- og socialområdet, hvor flere evalueringer peger på, at indsatserne har båret frugt for eksempel med at forebygge anbringelser af børn.

Samarbejde og sociale investeringer
I KL er vi gået meget positivt ind i arbejdet med at modne både leverandører og kommuner til et samarbejde, der kan resultere i sociale investeringer.

Vi indgår i aftalen om Den Sociale Investeringsfond, vi har etableret netværk, konferencer, workshops og er tilknyttet et forskningsprojekt for udsatte børn.

Alt dette, fordi vi trods af udfordringerne ser et potentiale for innovation i de sociale indsatser og for at udbrede de bedste indsatser til endnu flere borgere blandt andet gennem et større fokus på indsatsernes effekter.

Derfor bidrager vi gerne til den opbygning af kapacitet og viden, der er på vej. Og som er nødvendig for en videre udvikling.

Investeringer i social sundhed
I Den Sociale Investeringsfond er man for eksempel i et partnerskab med Forebyggelsesalliancen, hvor blandt andre Aarhus Kommune er med lige nu ved at undersøge, om der med inspiration fra udlandet kan laves sociale investeringer, der kan være med til at forebygge overvægt og type-2-diabetes.

Er det hos børn, gravide, i det boligsociale områder eller i den brede befolkning, det bedst kan betale sig at sætte ind?

Hvordan påvirker det trivsel hos borgeren og dennes familie, og er det på sundhedsområdet eller i arbejdsmarkedstilknytning, at budgeteffekter og tilbagebetalingshorisonten er mest lovende?

Måske lidt teknokratiske spørgsmål, men ikke desto mindre vigtige at kende svarene på, hvis kommuner og investorer trygt skal gå ind i sociale investeringer på området.

Vi kan se, at der skal et langt sejt træk til, før modningsarbejdet er i mål, og bureaukratiet er klar til, at de lokale og regionale myndigheder er trygge ved at lægge borgere til projekterne.

Men vi er så heldige, at enkelte kommuner har valgt at afsætte midler til at gå i gang og være foregangskommuner på området.

Det, tror jeg, vil give en stor demonstrationseffekt og få ”ketchup ud af flasken”.