Knud Aarup advarer: Nutidens mangel på arbejdskraft er blot en beskeden generalprøve på fremtiden

Udsatte børn og unge tabes på forhånd

Det var et velplaceret indspark i en aktuel debat, men det tager ikke fat på det største problem: At velfærdssamfundets mange fagprofessionelle ikke formår at give den nødvendige støtte til børn og unge, så de kan bryde et mønster. Mønsterbrud er sjældne, og det er ikke, fordi vi ikke har ansat flere hundrede tusinde med opgaven at skabe større mulighedslighed i samfundet.

Lidt kynisk brugte jeg i min bog fra 2017 betegnelsen ”de sociale dræbere” om den række af livsudfordringer, som man helst ikke skulle lide af, fordi man så endte i udenforskab, ekskluderet af samfundet på overførselsindkomst. Jeg taler her om de godt 10.000 børn og unge, som i hver ungdomsårgang er anbragt uden for hjemmet, har ADHD eller autisme, er ordblinde eller har en ikke-vestlig baggrund.

De unge kommer ikke i gang med noget, som kan sikre dem fodfæste i livet.

Det er unge, som utvivlsomt med den rette fagprofessionelle bistand kunne gennemføre en ungdomsuddannelse og bidrage til samfundet igennem livet i forskellige arbejdsfunktioner. Det udviklingspotentiale og arbejdskraftpotentiale er enormt, og det kan kun lykkes at forbedre situationen og dermed livet for de mange, hvis velfærdssamfundets fagprofessioner begynder at kigge indad og forstå, at de skal have langt større fokus på de ”svære” unge frem for de ”lette”.

Velfærdssamfundets mange fagprofessionelle formår ikke at give den nødvendige støtte til børn og unge, så de kan bryde et mønster

Knud Aarup
Debattør

Det handler om at øge den sociale effekt af fagprofessionernes arbejde og jeg tror, at et væsentligt element har at gøre med at flytte fokus fra ”professionel distance” til ”professionelt nærvær” og med større vægt på relationskompetence i praksis.

Civilsamfundets organisationer skal gøres mere medansvarlige

Også her har civilsamfundet en vigtig rolle at spille. Langt hovedparten af civilsamfundets organisationer er nemlig båret af værdier. Det gælder den frivillige idræt, spejderbevægelsen, og det gælder helt klart de kirkelige og humanitære sociale organisationer. Man er bærere af værdier som inddragelse, rummelighed, næstekærlighed og medmenneskelighed. Det er gode almenmenneskelige udgangspunkter for at kunne hjælpe andre mennesker.

Sådan var det også tidligere for langt de fleste af fagprofessionerne. De er udsprunget i civilsamfundet på baggrund af værdier. De er ikke opfundet på en professionshøjskole eller i ministeriernes eller politikernes lønkamre. Derfor har civilsamfundet med sine klare værdier en særlig mulighed for at finde nye veje for velfærdssamfundet.

Civilsamfundet viser allerede vejen, og jeg vil illustrere det med to konkrete eksempler. Det første eksempel er Lær for Livet. Det er et lærings- og støtteprogram rettet mod anbragte børn fra de er 9 år, til de er 16 år. Hvert barn får igennem alle årene en frivillig mentor tilknyttet. Mentorerne er i løbende kontakt med den anbragte og støtter imellem de læringscamps, som har til formål at give intensiv læringsudvikling.

Der allerede i dag er en lang række personer, som er parate til at tage et arbejde, men hvor arbejdsmarkedet ikke ønsker eller har vilje til at tilpasse arbejdssituationen

Knud Aarup
Debattør

De første resultater viser, at de unge i langt højere grad end andre anbragte børn består folkeskolens afgangseksamen. Gennemsnitligt klare anbragte børn sig dårligt i skolesystemet. Kun omkring hver tredje anbragte unge får folkeskolens afgangseksamen. Men for de unge i Lær for Livet er andelen 8 ud af 10, og resultaterne er positive både for unge i plejefamilier og på døgninstitution.

Frivillige gør det bedre end ”systemet”

Det andet eksempel er Røde Kors-projektet Primus Motor. Det er en mentorordning for fængslede med en dom på mere end et år, som skal støtte overgangen til et liv uden for fængslet.

To måneder før løsladelse tilbydes den fængslede at få tilknyttet to mentorer, som skal støtte efter løsladelsen med alt fra praktiske gøremål til det at få en anden omgangskreds. Mentorforløbet varer i et år efter løsladelse, og Røde Kors udvælger og støtter de frivillige mentorer under hele forløbet.

Det offentlige i form af kommunerne og Kriminalforsorgen har sidste mange år uden held forsøgt at forbedre overgangen fra fængsel til et liv i frihed. Det sidste mislykkede projekt blev kaldt ”den gode løsladelse”, og fokus har været at mindske tilbagefald i kriminalitet, men recidivprocenten ligger stadig omkring 70 procent. Det vil sige, at mere end to tredjedele genoptager deres kriminelle liv efter løsladelse.

Primus Motor derimod har vist, at frivillige mentorer kan gøre det bedre end ”systemet”. Resultaterne fra den forskningsmæssige evaluering af Primus Motor taler et tydeligt sprog: Blandt de løsladte, som har været en del af Primus Motor, og som har størst risiko for tilbagefald, var der 29 procent, der har begået ny kriminalitet indenfor to år efter løsladelse. Blandt de løsladte i samme risikogruppe, der ikke var en del af mentorordningen, begik 67 procent ny kriminalitet indenfor to år.

Civilsamfundet kan bidrage med noget, som velfærdssamfundets institutioner ikke selv formår

Knud Aarup
Debattør

De to projekter viser, at civilsamfundet med brug af frivillige og nogle klare værdier om støtte i øjenhøjde, medmenneskelighed og fokus på at se den enkeltes ressourcer kan bidrage med noget, som velfærdssamfundets institutioner ikke selv formår. De er begge eksempler på frivillige agerer, som brobyggere mellem velfærdssamfundet og samfundets mest udsatte. Det vil utvivlsomt være en væsentlig rolle for civilsamfundet i fremtiden og vi ser brobyggerindsatser pible frem mange steder.

Vi skal øge den sociale effekt af velfærdssamfundet

Jeg tror imidlertid ikke at vi kan begrænse os til brobygningsprojekter, hvis vi skal bevare et offentligt velfærdssamfund i 2030.

Vi skal forbedre den sociale effekt af velfærdsprofessionernes arbejde, for vi er nødt til at give mange flere af de personer, som vi i dag henviser til et liv på samfundets bagperron, en bedre mulighed for fodfæste tidligere i deres livsforløb. Vi må og skal øge den sociale effekt af velfærdssamfundet.

Her er jeg overbevist om, at de ansvarlige civilsamfundsorganisationer skal spille en helt anderledes aktiv rolle. Civilsamfundet skal drive en større andel af velfærdssamfundets institutioner end de gør i dag – for eksempel fem til ti procent. De har nemlig muligheden for at udvikle de skatteyderbetalte dagtilbud, skoler og uddannelsesinstitutioner, som giver samfundets mest udsatte en mulighed for at få fodfæste i livet. De skal drive de plejehjem og dagcentre, hvor de dårligst stillede ældre befinder sig.

Kun ved at flytte medansvaret for velfærdssamfundet over i civilsamfundet kan vi finde og udvikle de nye måder, som får de enkelte professioner til at udvikle deres fag og koble sig til de mange frivillige på nye måder.

Alternativet er skræmmende: De offentligt ansatte bliver fordelt efter markedet til de institutioner, hvor man kan betale ekstra eller til de dagtilbud, skoler og plejehjem, hvor arbejdsbelastningen er ”lettest”. Resten kommer Fanden til at tage sig af, og de ender livet i udenforskab!