Mai Mercado: Vi skal løfte den sociale indsats gennem viden

Af Mai Mercado (K)
Børne- og socialminister 

Dokumentationen skal opleves som meningsfuld for alle involverede. 

Mai Mercado
Socialminister

For mig handler socialpolitik – helt grundlæggende – om at give udsatte mennesker og mennesker med handicap et bedre liv.

Personer med misbrug, dem, der er blevet hjemløse, mennesker med autisme eller uden hørelse, børn, der må anbringes i en plejefamilie, voldsramte på krisecentre.

Det er mennesker som dem, jeg arbejder for at give større livskvalitet. For nogle er målet et liv med uddannelse og job, for andre er målet at blive mere selvhjulpne og få et stærkere socialt netværk. For alle tager målet udgangspunkt i den enkeltes situation og det konkrete behov for støtte og hjælp.

Men for at kunne gøre en forskel er vi nødt til at vide, hvad der virker for den enkelte. Hvor skal vi tage fat, og hvordan vi skal gøre det? Hvordan får vi den hjemløse i egen bolig – ikke bare et par måneder, men varigt? Hvordan hjælper vi plejefamilien til at skabe et trygt hjem og en god skolegang for den pige, der ikke kan bo hos sin svært psykisk syge mor? Og hvordan åbner vi døren til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet for den unge mand med ADHD, der ikke rigtig har passet ind før?

Store forandringer kræver tålmodighed
Det kræver dygtige fagfolk, engagerede frivillige og politisk vilje til et samfund, der også tager sig af sine mest udsatte og sårbare borgere.

Men det er ikke nok. Det gælder både i ministeriet, hos socialrådgiverne, i kommunerne og blandt civilsamfundsorganisationer og øvrige interessenter og aktører på socialområdet, at der er brug for viden om, hvad det er for værktøjer og redskaber, der kan gøre forskellen for det enkelte menneske.

De samlede udgifter til sociale indsatser udgør cirka 45 milliarder kroner om året, og regeringens sociale mål viser, at de penge i mange tilfælde ikke gør en tilstrækkeligt stor forskel. Og vi mangler fortsat viden om, hvad der skal til for at gøre det bedre. Viden om, hvad der virker, har derfor længe været efterspurgt bredt blandt aktører og interessenter på området, både lokalt i kommunerne og på nationalt niveau.

Arbejdet med en mere vidensbaseret socialpolitik er derfor blevet væsentligt opprioriteret over en bred kam med de seneste to regeringsgrundlag.

Det er et ambitiøst arbejde, som jeg har i sinde at fortsætte. Det kræver tålmodighed, og det, der over årene bliver til store sociale forandringer til det bedre, kan her og nu syne af små skridt.

Den samlende ramme for arbejdet med strategierne på socialområdet er regeringens 10 mål for social mobilitet, der har som overordnede pejlemærker, at flere skal være en del af arbejdsfællesskabet, og at færre skal være socialt udsatte.

Ny strategi sikrer større afkast af investeringer
I Børne- og Socialministeriet kommer det styrkede fokus på en vidensbaseret socialpolitik blandt andet til udtryk i arbejdet med at forbedre datagrundlaget på hele socialområdet, ligesom der er kommet et markant større fokus på at anvende data i analyser. Blandt andet i ministeriets årlige Socialpolitiske Redegørelse og i de analyser, som ministeriet løbende offentliggør.

Analyserne kan blandt andet pege på, hvor der er behov for nye måder at gøre tingene på, for eksempel ved at organisere og implementere indsatsen bedre eller samarbejde om indsatsen på tværs af myndigheder og forvaltninger.

Et centralt element i arbejdet med en mere virksom socialpolitik er ligeledes arbejdet med at udvikle og udbrede metoder på socialområdet, hvor vi i 2017 har lanceret en strategi for udvikling af sociale indsatser, som skal sikre et større afkast af investeringerne i at udvikle indsatser med dokumenteret effekt.

Samtidig udvikler vi nye redskaber og strukturer, der skal understøtte en mere vidensbaseret og omkostningseffektiv indsats på socialområdet fremover.

Det gør vi med de nye sociale investeringspuljer, lanceringen og videreudviklingen af den Socialøkonomiske Investeringsmodel og ved etableringen af den nye Sociale Investeringsfond.

Mere samarbejde på tværs af forvaltninger og myndigheder
Jeg har også lyttet til Rigsrevisionen – og taget deres kritik til efterretning – når de i deres rapport fra november 2017 har kritiseret, at puljer på Børne- og Socialministeriets område hidtil ikke i tilstrækkelig grad har sikret viden om effekt af sociale indsatser.

For jeg er meget enig med Rigsrevisionen i, at det er vigtigt, at vi får mere viden ud af de puljemidler, vi uddeler på socialområdet.

Samtidig er jeg glad for, at Rigsrevisionen er enig med mig i, at vi ikke kun skal se på effektmålinger af borgerrettede metoder, når vi taler om at arbejde vidensbaseret, men at det er vigtigt med et bredere fokus.

Dokumenteret effektfulde metoder over for forskellige grupper af borgere er nemlig kun én side af sagen.

Den anden side handler blandt andet om at udvikle vidensbaserede samarbejdsmodeller, organisationsformer og styringsredskaber. Det vil ofte ske med udgangspunkt i en lokal praksis. Og en succesfuld social indsats kræver i mange tilfælde et tæt samarbejde på tværs af kommunale forvaltninger og myndigheder, der kan sikre en sammenhængende indsats, for eksempel i beskæftigelsessystemet, uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet.

Et eksempel kan være en hjemløs borger, der – ligesom tre ud af fire hjemløse – har en psykisk sygdom og/eller et misbrug.

Det sociale system hjælper med det akutte behov for en bolig, mens det er jobcentret, der hjælper personen med at få et job eller komme tættere på arbejdsmarkedet. Og den psykiske sygdom skal først og fremmest behandles i sundhedssystemet, samtidig med at der bliver taget hånd om misbruget.

Derfor er det også centralt, at data på socialområdet kan kobles med andre data. Det giver ikke bare et grundlag for at generere tal og analyser, som kan fortælle, hvad problemerne er – og hvor der skal sættes ind. Det giver også kommunerne bedre muligheder for at sammenligne sig med hinanden og udveksle erfaringer.

Meningsfuld dokumentation
Viden om sociale indsatser kan kun tilvejebringes på en systematisk måde, hvis der foreligger dokumentation om, hvem der modtager indsatserne, og hvad der kommer ud af indsatserne for den enkelte borger.

Dokumentationen skal opleves som meningsfuld for alle involverede. Derfor er det godt, at der er ved at blive ryddet op i de statslige indberetningskrav som led i Børne- og Socialministeriets datastrategi for socialområdet.

Strategien har resulteret i færre krav til indberetning af oplysninger. Der er lagt vægt på at fjerne krav til indberetning af oplysninger, der ikke længere bliver brugt i tilstrækkelig grad eller som registreres andre steder. Og at sagsbehandlerne kun skal registrere den samme oplysning én gang.

For eksempel er halvdelen af kravene til indberetninger om anbringelser fjernet. Blandt andet skal nogle af de data, der vedrører processen frem for selve anbringelsen, ikke længere indberettes til statistikken. Og i forhold til underretningsstatistikken så fjernes 7 ud af 15 indberetningskrav.

Helt konkret betyder det, at kommunale sagsbehandlere bliver lettet for en byrde på tusindvis af årlige indberetninger. Det åbner for, at medarbejderne får mere tid til arbejdet med børnene.

Det er en markant og positiv ændring, der skal gøre dagligdagen lettere for alle, der dagligt arbejder med sagsbehandling på socialområdet.

Fra brandslukning til forebyggende indsats
Tal og analyser gør det ikke alene, men de giver et helt nødvendigt afsæt for prioritering, udvikling og nytænkning i socialpolitikken. Og for at sociale aktører kan lære af hinanden, ofte med udgangspunkt i lokal praksis.

Har eksempelvis socialrådgivere i én kommune en særlig vellykket tilgang til, hvordan de hjælper udsatte borgere, så er der god grund til at afprøve det andre steder.

Det kan også være en koordineret indsats, der giver bedre sagsgange. På den måde lærer kommunerne af hinanden, og staten kan være med til at udbrede de gode eksempler til god praksis flere steder.

Eksempelvis er mange kommuner i dag i gang med at ændre deres fokus.

I stedet for brandslukning og først at sætte ind med massiv støtte, når problemerne er eskaleret, så lægger de kræfter i en tidlig, forebyggende indsats. De investerer i en mere opsøgende, fremskudt og sammenhængende indsats, og de arbejder målrettet med at sikre samarbejdet på tværs af faggrupper og mellem forvaltningerne.

Det er ingen let forandring, men den giver alverdens mening. Og her er viden essentielt, hvis vi skal have mere ud af vores sociale engagement, og derfor er viden nøglen til et bedre liv for udsatte mennesker og mennesker med handicap.