Flere vil falde igennem velfærdsnettet

Den danske velfærdsmodel skal bruges til det, den er skabt til: At sikre lige adgang for alle, lige muligheder for alle og et fælles sikkerhedsnet, der er dér for de af os, som får brug for den hjælpende hånd.

Dennis Kristensen
Formand for FOA

Af Dennis Kristensen
Formand for FOA

Det er i stigende grad den universelle velfærdsmodel, som står for skud, når skiftende regeringer vil reformere den danske velfærd.

Den model, der bygger på rettigheder til alle. Og den model, som betyder, at danskere, der får brug for en hjælpende hånd, fordi tilværelsen slår knuder, med oprejst pande kan gå i ligeværdig dialog med den offentlige sektor i stedet for at stå med hatten i hånden og tale godt for sin syge moster.

Den danske velfærdsmodel træder til, når indtægten udebliver, eller evnen til at forsørge sig selv og sine svigter. De danske overenskomster sikrer grundlæggende en løn, man kan leve af, og hvis man bliver arbejdsløs eller syg, træder a-kassen eller sygedagpengekontoret til, så man fortsat kan betale de udgifter, som er nødvendige.

Aktive arbejdere kommer i klemme
Med den nye kontanthjælpsreform er maskerne i dette sikkerhedsnet blevet større, og mange vil desværre falde igennem og opleve den økonomiske rutsjetur, som kan slå mennesker og familier i stykker.

Også FOA-medlemmer, der år efter år har levet op til kravet om at tage aktiv del på arbejdsmarkedet og tage ansvar for sig selv og familien, vil opleve at blive skubbet ud på rutsjebanen.

En sådan økonomisk rutsjetur kunne eksempelvis se sådan ud:

Pia er en af de mange social- og sundhedsassistenter, der i mange år har været glad for sit arbejde på sygehusene. Men som nu oplever, at der spares igen og igen, og at sygehusledelser og sygeplejeledelser ofte peger på sosu-assistenter, når der skal gennemføres endnu en prikkerunde. Pia bliver en af dem, der bliver prikket på skulderen og står uden arbejde fra januar 2012.

Dermed er hun gået fra en løn, som i dag ville udgøre 25.000 kr. om måneden, til dagpenge fra a-kassen på 17.500 kr. om måneden.

Hun har under ledigheden deltaget i kurser og aktivering, uden at det er lykkedes hende at få et ordinært arbejde. Fra januar 2014 stopper dagpengene, og hun er henvist til at søge kontanthjælp.

Pia er gift med Erik, der tjener 28.000 kr. om måneden som chauffør med mange vagter hele døgnet. De har to børn på 17 og 19 år, der er under uddannelse. Familien bor i lejet bolig til 8.000 kr. om måneden.

Familien har sparet 35.000 kr. op til en fælles sommerferie, inden børnene flytter hjemmefra. På Jobcentret får Pia at vide, at hun vil være berettiget til 400 kr. brutto om måneden i kontanthjælp. Det lave beløb skyldes ægtefællens indtægt. Men da familien har formue på grund af opsparingen til ferie, som overstiger formuegrænsen på 20.000 kr., kan der ikke udbetales kontanthjælp overhovedet.

Vil vi som samfund virkelig være bekendt at sige til virkelighedens Pia'er: "Du har godt nok arbejdet i mange år, og der er godt nok nedlagt titusindvis af offentlige stillinger under den økonomiske krise, men nu må du altså sejle din egen sø"?

Vurderingen af uddannelsesparate slår fejl
Et andet eksempel på en økonomisk rutsjetur for et FOA-medlem kunne se sådan ud: Jette er 25 år og har arbejdet som pædagogmedhjælper, men er blevet opsagt på grund af fravær som følge af psykisk sygdom.

Hun har været sygemeldt på dagpenge i et år, og nu er retten til sygedagpenge løbet ud på grund af varighedsbestemmelsen. Jette har været i arbejdsprøvning, men hendes psykiske tilstand står i vejen for at gennemføre denne. Sygedagpengene udgjorde 17.500 kr. brutto om måneden. Hun søger kontanthjælp. Jette bor alene, men skal til foråret flytte sammen med kæresten i dennes lejlighed.

Da Jette er ufaglært skal jobcentret vurdere, om hun er uddannelsesparat. Jobcentret vurderer mod Jettes egen vurdering, at hun er i stand til at påbegynde en uddannelse. Jette kan derfor kun modtage uddannelseshjælp med 5.857 kr. brutto om måneden svarende til SU. Hvis jobcentret havde fulgt Jettes vurdering, skulle hjælpen udgøre 10.689 kr. om måneden. Kommunerne har en økonomisk interesse i, at flest mulige vurderes til at være uddannelsesparate.

Når Jette som planlagt flytter sammen med kæresten, der også arbejder som pædagogmedhjælper, mister hun uddannelseshjælpen, da hun skal forsørges af kæresten. En overgangsregel i 2014 redder hende dog på målstregen, så hun i år får halv hjælp svarende til 2.928 kr. om måneden, selv om hun flytter sammen med kæresten. Fra 2015 bortfalder hjælpen.

Skal virkelighedens Jette'r virkelig høre os som samfund sige: "Op på hesten igen, det dér psykiske går over, og lad da kæresten betale for den uddannelse, du ikke selv tror, du kan klare lige nu"?

Tilbage til et mere finmasket sikkerhedsnet
Der har sneget sig en kynisme ind i magthavernes holdning til den fælles ansvarlighed, som netop er velfærdens fundament. Og der har i toppen bredt sig en accept af, at stigende ulighed i det danske samfund ikke nødvendigvis er af det onde. I mine øjne er det helt modsat.

Den danske velfærdsmodel skal bruges til det, den er skabt til: At sikre lige adgang for alle, lige muligheder for alle og et fælles sikkerhedsnet, der er dér for de af os, som får brug for den hjælpende hånd.