Muskelsvindfonden om handicapregler: Vi står midt i en skrivebordskamp, som alle taber

Konsekvenserne rammer samfundets udsatte

Når samarbejdet er dårligt eller svært, oplever vi i Muskelsvindfonden i tiltagende grad, at mennesker med handicap ender som sorteper uden dækning af de merudgifter, der muliggør et liv på lige vilkår med andre, eller i mange tilfælde slet og ret et liv.

Når samarbejdet er dårligt eller svært, oplever vi i Muskelsvindfonden i tiltagende grad, at mennesker med handicap ender som sorteper uden dækning af merudgifter.

Simon Toftgaard Jespersen
Formand, Muskelsvindfonden

Fra 2016 til 2022 er antallet af voksne i Danmark, der modtager merudgiftsydelser mere end halveret fra 11.518 helårsmodtagere til blot 5.711.

Tallet er stort, og bag det gemmer sig mange ulykkelige skæbner. Den unge studerende, der har brug for handicapbil, fordi hun ikke er i stand til at tage kollektiv trafik. Hun har ikke råd til bilen uden sine merudgifter og må derfor stoppe på studiet. Det samme gælder også førtidspensionisten, der uden kompensation for sine merudgifter risikerer at blive holdt fanget i eget hjem.

Tallet dækker også over den unge, der drømmer om at kunne komme på sommerlejr med andre unge med handicap, nu hvor deres kørestol spænder ben for at deltage i den lokale fodboldskole.

Flere og flere mister deres merudgifter, selvom bureaukratiet ved ydelsen altid har været omfattende og af en karakter, der i mange tilfælde afskærer de mest udsatte for at kunne vinde eventuelle tvister med kommunen. I disse år oplever vi blot, at kommunernes pressede budgetter og deraf nidkærhed er med til at udstille, hvordan merudgiftsydelsen bliver en skrivebordskamp, hvor alle taber. 

Præciseringer er nødvendige

I Muskelsvindfonden kan vi desværre nævne mange eksempler på sager om merudgiftsydelser, der er trukket i langdrag i årevis, og hvor udgifterne til sagsbehandling i de forskellige instanser i ekstrem grad overgår de søgte merudgifter. Af samme årsag er der mange besparelser at hente, hvis reglerne omkring merudgiftsydelser bliver mere smidige og klare. 

I disse år oplever vi blot, at kommunernes pressede budgetter og deraf nidkærhed er med til at udstille, hvordan merudgiftsydelsen bliver en skrivebordskamp, hvor alle taber.

Simon Toftgaard Jespersen
Formand, Muskelsvindfonden

Første forudsætning for klare regler er en præcisering af hvem, der er omfattet af personkredsen for merudgiftsydelsen. Som det er i dag, skal borgeren have en varig funktionsnedsættelse, der er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger. Desuden skal merudgiften være en nødvendig følge af den nedsatte funktionsevne.

Det er altså ikke bare alle, der kan komme til kommunen og bede om at blive kompenseret for ekstra udgifter, der skyldes et handicap. Alligevel er der behov for, at politikerne præciserer, hvad der menes med sætninger som, "at der ofte sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger", så vi ikke længere skal opleve, at Ankestyrelsen løbende ændrer praksis, selvom lovgivningen forbliver den samme. 

Når gode råd ikke nødvendigvis er dyre

Er man omfattet af ydelsen, så arbejder man på merudgiftsområdet med en minimumsgrænse for, hvornår man kan få dækket sine merudgifter. Umiddelbart en god idé, men i praksis en slagmark, hvor alle kommuner kæmpe heroisk for at sandsynliggøre borgere til merudgifter under grænsen på 608 kroner om måneden, så de ikke at skal udbetale noget overhovedet.

Kampen frem og tilbage på små beløb er hele fundamentet for det, som Erik Kaastrup-Hansen kalder for et bureaukratisk helvede. 

Simon Toftgaard Jespersen
Formand, Muskelsvindfonden

Kampen frem og tilbage på små beløb er hele fundamentet for det, som Erik Kaastrup-Hansen kalder for et bureaukratisk helvede. I Muskelsvindfonden foreslår vi derfor helt at afskaffe bundgrænsen, så vi med et snuptag fjerner al administrationen ved langt størstedelen af alle merudgiftsager. Er du omfattet af ydelsen, får du udbetalt minimumsbeløbet, og har du større udgifter end det, så kan du søge på lige fod med i dag.

Samtidig drømmer vi om, at vi kan få en række nationale standardbeløb for nogle af de merudgifter, der forekommer oftest. Opladning af hjælpemidler, plastichandsker, øget varmeforbrug og så videre.

Desto bedre vi sætter en række realistiske og gennemarbejdede standardbeløb på området, desto mere kan vi komme unødigt bureaukrati til livs. På den måde behøver gode råd ikke nødvendigvis at være dyre.