Organisationer: Det virker ikke at pege fingre på handicapområdet

Mød Esben. Han er i dag skilt og på førtidspension. For år tilbage bad han kommunen om hjælp, da han blev syg med Parkinsons.

Desværre stod Esbens sag stille, og først da han havde været akut indlagt flere gange, og frustrationerne over hele situationen endte med en skilsmisse, kom hjælpen.

Esben er desværre ikke et enestestående tilfælde. Vores velfærdssamfund er ellers bygget op omkring tillid, og derfor skal vi selvfølgelig også have tillid til, at vi kan få den hjælp, som vi har behov for og ret til – når vi har brug for den. 

Hjælpen kommer ikke i tide

Men hjælpen kommer ofte alt for sent. Det viser en ny gap-undersøgelse fra Vive. Således vurderer 57 procent af de kommunale sagsbehandlere og 51 procent af borgerne med handicap, at hjælpen kommer noget sent eller så sent, at det giver problemer for borgeren.

Det kan give ekstra komplikationer og kan have store konsekvenser for den borger, som oplever, at systemet ikke griber en og hjælper, når der er brug for det. Det kan vi ikke leve med i et tillidsbaseret velfærdssystem som vores.

Men det virker ikke at pege fingre. Det har vi gjort i årevis, og hjælpen kommer stadig for sent.

Liselotte Hyveled og Mads Bilstrup.
Hhv. formand for Det Centrale Handicapråd og formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Der er behov for løsninger nu. Vi kan godt blive ved med at pege fingre og skyde skylden videre: Der er for stramme økonomiske rammer, området prioriteres ikke, og sagsbehandlingen er ikke altid optimal.

Men det virker ikke at pege fingre. Det har vi gjort i årevis, og hjælpen kommer stadig for sent. Med gap-undersøgelsen har vi dokumentation for dét, som der er behov for, og derfor har vi alle et ansvar for at finde fælles fodslag for at dæmme op for udfordringerne.  

Hvorfor kommer hjælpen for sent?

Lad os lige spole tilbage til dér, hvor hjælpen kunne være kommet tidligere.

Da Esben mødte op på kommunen og bad om hjælp, oplevede han ikke at få hjælpen hurtigt nok på grund af en række sammenfald mellem forskellige regler for sagsbehandling, som også fremføres i gap-undersøgelsen fra Vive.

I ethvert møde med kommunen er det afgørende med rettidig hjælp, men det er afhængigt af, at sagsbehandleren har tid og viden nok til at foretage et korrekt skøn første gang.

Men kommunen håndterer dagligt mange forskellige typer af handicap, og derfor kan der mangle specialiseret viden om for eksempel Parkinsons. Borgeren kan godt blive enig med sin sagsbehandler om én optimal indsats, men det kræver, at der er hjemmel for det i loven. Samtidig skal borgeren passes ind i en kommunal standardiseret problemprofil, og sidst, men ikke mindst, skal sagsbehandlerne tage hensyn til økonomi og budgetter.

Alle – både borgere, sagsbehandlere og ledere – kan dermed nok blive enige om, at den samlede kommunale koordinerende indsats bliver udfordret af ovenstående dilemmaer.

Vi skal opbygge et større råderum

Hvis man spørger sagsbehandlerne, så oplever de ofte, at de har ansvar for sagsbehandlingen for alt for mange borgere, hvorfor de presses på tiden og muligheden for at indsamle viden og for at have en løbende dialog, viser en rundspørge blandt tillidsrepræsentanter i Dansk Socialrådgiverforening. 

Vi ved ellers fra en undersøgelse foretaget af Institut for Socialrådgiveruddannelse på Københavns Professionshøjskole, at der i de kommuner, hvor de prioriterer et lavt antal sager per rådgiver, er en langt hurtigere indsats og højere grad af borgerinddragelse.

Vores samfund er baseret på tillid. Tillid til, at vi bliver grebet, når livet kaster os ud i det uvisse og får brug for hjælp. 

Liselotte Hyveled og Mads Bilstrup.
Hhv. formand for Det Centrale Handicapråd og formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Hvilket naturligvis afspejler sig i borgernes oplevelse af et bedre samarbejde og større tillid til sagsbehandlingen. Og der er allerede en række kommuner, som har held med at prioritere det her område.

Når vi nu sammen anbefaler et bedre råderum, så handler det dybest set om at skabe plads i hverdagen. Fra politisk hold skal vi derfor arbejde for at øge det handicapfaglige niveau på både uddannelserne og efteruddannelserne af vores sagsbehandlere. Dernæst skal vi fra kommunal side sørge for, at der er mere tid til den enkelte sag – til at indsamle viden, følge op, koordinere og inddrage borgeren.

Vores samfund er baseret på tillid. Tillid til, at vi bliver grebet, når livet kaster os ud i det uvisse og får brug for hjælp. Den tillid skal vi i samarbejde om at genoprette, så mennesker som Esben igen kan lande trygt i systemet.