Pædagog: Forsøg i institutioner spænder ben for børnene

REPLIK: Forskning bør tage udgangspunkt i de ansattes erfaringer, sådan at deltagelse i forsøgsprojekter ikke bliver på bekostning af børn i dagsinstitutionerne. Det skriver pædagog Lillian Redam.

Af Lillian Redam
Pædagog

”Vi hælder milliarder i børneområdet, og det hjælper alligevel ikke,” skriver Michael Rosholm, Simon Calmar Andersen og Dorthe Bleses i Altinget.

Nej, det gør det ikke. Men måske der er en årsag.

Som pædagog gennem rigtig mange år oplever jeg, at børneinstitutionsområdet i den grad er blevet udsultet, samtidig med at området er blevet tillagt flere og flere opgaver. At politiske interesser har afstedkommet millionbeløb til for eksempel diverse kæmpe sprogforsøg: Spell, Fart på sproget osv.

Sprogforsøg, som har sin basis i en meget teknisk sprogforståelse, som slet ikke medregner små børns udviklingsniveau og oplevelsesverden.

Nævnes kan også DUÅ (De utrolige år) og andre adfærdsreguleringstiltag, som er udtænkt af personer, som sjældent har deres gang i danske daginstitutioner, for eksempel en amerikansk metode, som nærmest minder om hundedressur med tre handlemåder: ignorering, ros og ”skammestol”.

Og der er mange andre tilsvarende tiltag, som slet ikke forholder sig til den tidligere ’berømte’ danske pædagogik, hvor barnets perspektiv ses som vigtigst, og udvikling handler om at se ’det hele barn’.

Tiltag vanskeliggør arbejdet
Fælles for alle disse tiltag er, at der er brugt oceaner af penge på at implementere disse ’metoder’/forsøg på danske institutioner.

Det har betydet, at konferencer, analyseinstitutter, konsulenter m.fl. har afholdt møder og arbejdet hårdt – på at få kommuner til at købe konceptet. Dernæst har kommunerne tvunget/presset institutioner til at deltage i kurser og til at bruge metoden i dagligdagen.

Så skal der selvfølgelig evalueres og rapporteres tilbage til konsulenterne, så analyseinstitutterne og ’forskerne’ kan få noget at lave.

Ude på Gul stue har det ikke haft den store betydning. Jo, ekstra arbejde. Og ofte en nødvendig tilpasning til virkeligheden. For eksempel når Spell-forsøget kræver, at alle børn i en lille gruppe med én pædagog og højst fire andre børn to gange om ugen i et halvt år skal læse de samme ti bøger (fordi så lærer børnene jo de ord, der står i de bøger).

Men det betyder, at alt andet må stå stille. Der er hverken ekstrapersonale eller ekstra rum, der skal stadig tages imod børn og spises frokost, på legepladsen, vaskes hænder, ydes omsorg og...

At deltage i et forsøg som dette sker på bekostning af det, som pædagogerne, ud fra deres viden og erfaring med netop disse børn, ellers kunne have lavet.

”Kan vi ikke bare gå en tur i solen i dag?” spørger barnet. Men nej, vi er med i et forsøg, og turen må udsættes til på fredag, hvor der ikke er Spell-grupper. Så må vi håbe, at det ikke regner.

Stort set alle disse penge og alle disse forsøg kommer styrtende ned over hovedet på institutionerne – hvis de når derud.

Lyt til institutionerne
Mit bedste bud på, hvordan man skal bruge alle de milliarder af kroner, er: Pengene skal bruges, så der er de nødvendige ressourcer til at lave det nødvendige pædagogiske arbejde, som pædagoger er uddannet til, brænder for og ønsker mere af!

Den nødvendige normering er grundlaget for at ændre på noget som helst. Og så kunne man bruge nogle penge på at bekoste grunduddannelsen og give større mulighed for efter- og videreuddannelse.

Og vi vil gerne have forskning på området. Men forskningen skal ske ud fra den viden, som de mennesker, der arbejder på området, har. Tal med os – vi ved faktisk en hel del om det, vi arbejder med.

Se på Center for Daginstitutionsforskning på RUC – de skaber forskning for og om hverdagen i institutionen.

For langt flertallet af børn går jo i institution, så det er i grunden underligt, at politikerne ofte understøtter forskning, som langt hen ad vejen ligger fjernt fra de værdier og viden, der arbejdes med i institutionerne.

Jeg ser for eksempel ikke sprog som en løsrevet ting, der skal indlæres ved at læse de samme ti bøger; jeg ser kommunikation som en integreret del af barnets udvikling.

Og man lærer at kommunikere ved at have nogen at kommunikere med. Derfor er det nødvendigt at bruge ressourcer, så både Louise, Ahmed, Emma, Mikkel og de 20 andre børn på Gul stue har de pædagoger, de har brug for til at støtte deres udvikling.

Så ja, der bliver brugt rigtig mange penge på forskerne, analyseinstitutterne og konsulenterne, men uendelig få penge på Gul stue og de børn, der har så meget brug for det.

Forrige artikel Ny debat om mistrivsel blandt anbragte børn og unge Ny debat om mistrivsel blandt anbragte børn og unge Næste artikel Psykiatrifonden: Vi har en handlingsplan mod børn og unges mistrivsel klar Psykiatrifonden: Vi har en handlingsplan mod børn og unges mistrivsel klar