SF og K: Tvangsanbringelser må kun være sidste udvej

Af Trine Torp og Birgitte Klintskov Jerkel
Hhv. psykolog & socialordfører for SF og socialrådgiver og socialordfører for Konservative 

Det var begge med stor glæde, at vi for snart et år siden så Mette Frederiksens nytårstale, hvor udsatte børn og unge kom i fokus. Et område, som vi som uddannet psykolog og socialrådgiver begge ser frem til at arbejde med at forbedre.  

Vi venter nu i spænding på at skrive næste kapital i fortællingen om barnets lov og se regeringens udspil. 

For det kan ikke handle om at skulle anbringe efter et bestemt antal. Vi må fortsat insistere på faglighed. Barnets lov handler også om meget mere end at skulle anbringe tidligere.  

Vi må ikke male fjendebilleder
For børn, unge og deres familier har ret til og mulighed for en række initiativer i dag. Og vi skal huske på, at forældrene faktisk er en del af løsningen.

Der må ikke blive malet et fjendebillede op mellem kommunen og forældrene. Hvis barnets trivsel skal sikres, skal vi nå forældrene og støtte dem – for det er også at støtte børnene. 

Derudover ved vi, at de nære relationer betyder meget. Eksempelvis mister mange anbragte børn kontakten med deres bedsteforældre, hvilket er meget ærgerligt, da det i mange tilfælde er deres ”family of heart”. 

Vi skal også arbejde for, at der bliver brugt tid og kræfter på, at barnet høres og inddrages. Det er trods alt barnets fremtid, der er på spil, og det må et ensidigt fokus på anbringelsen ikke skygge for. Derfor skal vi have børnene med i deres sag. Så der i langt højere grad bliver talt med dem – og ikke om dem.  

Mere faglighed
Når rådgiverne bruger mere tid på socialfagligt arbejde frem for på proceskrav, trives børn, unge og deres familier bedre. Det er vigtigt, at der følger ressourcer med til området, så der kan sættes ind hurtigt oven på en beslutning.

Vi har eksempelvis brug for at sætte spot på fagligheden blandt socialrådgivere, hvor der ofte er en stor udskiftning i kommunerne. Det kan ofte hænge sammen med, at det ofte er nyuddannede socialrådgivere, der bliver ansat til at varetage de her svære sociale sager, og så bliver man ramt af virkeligheden. Derfor skal vi have de hårde sager vedrørende børn ind som en aktiv del af uddannelsen. 

Selvfølgelig lukker vi ikke øjnene for, at der er sager med behov for at anbringe barnet eller den unge. Her er det netop vigtigt at huske på, at det handler om det enkelte barn. Der må aldrig på forhånd være skrevet manual. Det kan man ikke med mennesker. Kommunerne bør bruge mere tid på børnene og deres familier og ikke på proceskrav og bureaukrati.