Socialrådgivere klar til at fratage unge kontanthjælp

INTERVIEW: Uddannelsesparate unge, der ikke tager en uddannelse, skal kunne fratages kontanthjælpen. Det er Socialrådgivernes hovedstyrelse blevet enig om, efter at Bettina Post måtte trække i land efter en udtalelse om at nedsætte kontanthjælpen for velfungerende unge.
Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening måtte trække en udtalelse om at nedsætte unges kontanthjælp tilbage. Nu er fagforeningen endelig klar med et udspil til, hvordan flere unge på kontanthjælp kommer i uddannelse.
Bettina Post, formand for Dansk Socialrådgiverforening måtte trække en udtalelse om at nedsætte unges kontanthjælp tilbage. Nu er fagforeningen endelig klar med et udspil til, hvordan flere unge på kontanthjælp kommer i uddannelse.Foto: Dansk Socialrådgiverforening
Kasper Frandsen

Det er ikke for hårdt at sige til helt uddannelsesparate unge, der ikke vil tage en uddannelse, at de så ikke længere kan få kontanthjælp.

Bettina Post
Formand for Socialrådgiverne
Fakta

Sådan er uddannelsespålægget til 18-24-årige, som socialrådgiverne til udvide til de 25-29-årige:

Jobcenteret har særlige opgaver over for de 18-24-årige, der ikke har en uddannelse i forvejen:

  • Jobcenteret skal pålægge alle unge under 25 år uden uddannelse og uden forsørgerpligt at tage en ordinær uddannelse, hvis de er egnede til det.
  • Den unge pålægges - inden for en aftalt frist - at finde en eller flere uddannelser, som den unge kan søge ind på.
  • Jobcenteret tager stilling til den unges valg og pålægger den unge at søge optagelse på en eller flere af de valgte uddannelser.
  • Jobcenteret pålægger den unge at påbegynde og gennemføre en af de uddannelser, som den unge bliver optaget på.

l Aktive tilbud: Jobcenteret skal sørge for, at den unge senest efter 3 måneder påbegynder et aktivt tilbud af mindst 26 ugers varighed, der kan understøtte den unges valg eller forudsætninger i forhold til en ordinær uddannelse.

l Meldepligt: Jobcenteret skal underrette uddannelsesinstitutionen, hvor den unge optages, hvis den unge vurderes at kunne få særlige vanskeligheder ved at gennemføre uddannelsen.

Opfylder den unge ikke kravene, kan kontanthjælpen fjernes.


Kilde: Beskæftigelsesministeriet

Unge, der godt kan tage en uddannelse og er på kontanthjælp, skal i fremtiden kunne få frataget deres kontanthjælp, hvis de ikke går i gang med en uddannelse.

Det blev besluttet at være Dansk Socialrådgiverforenings officielle holdning på fagforeningens hovedstyrelsesmøde, der løb af stabelen mandag og tirsdag i denne uge.

Indsparket til debatten om unge på kontanthjælp kommer, efter at Socialrådgivernes formand, Bettina Post, måtte trække sin udmelding om, at hun ikke ville "slås for, at fuldstændigt velfungerende unge mennesker, som kunne gå i gang med en uddannelse, og som egentlig bare går og klør røv, fordi de ikke rigtig gider, skal have en højere ydelse end SU'en" tilbage. 

"Jeg troede, jeg havde opbakning fra baglandet bag min udmelding. Men det havde jeg ikke. Derfor tog vi diskussionen i hovedbestyrelsen. Der er enighed om, at de her unge og deres uddannelsesmønstre er et samfundsanliggende, som vi skal blande os i. Men vi er ikke enige om, at det skal ske ved at indføre en slags for-SU," siger Bettina Post.

Det, hovedbestyrelsen er blevet enig om, er, at man i stedet skal udvide uddannelsespålægget, som i dag findes for de 18-24-årige, så det også gælder for de 25-29-årige.

Bettina Post har ikke noget tal for, hvor mange unge det vil dreje sig om, men hun vurderer, at det er langt færre end de ca. 6.000 personer i aldersgruppen, som er i matchgruppe 1, da "der er forskel på at være uddannelsesparat og arbejdsmarkedsparat."

"De unge skal vurderes uddannelsesparate, før man giver dem et uddannelsespålæg. Vi skal bruge vores faglighed i en samtale med de unge til at vurdere den enkelte, så vi ikke rammer de forkerte, f.eks. unge med svære spiseforstyrelser eller ordblindhed. Unge med særlige problemer skal hjælpes mere bredspektret. Det er ikke for hårdt at sige til helt uddannelsesparate unge, der ikke vil tage en uddannelse, at de så ikke længere kan få kontanthjælp," slår hun fast.

Hvorfor er et uddannelsespålæg en god ide i forhold til at nedsætte kontanthjælpen til et SU-niveau?

"Målet er, at flere unge får sig en perspektivrig uddannelse. For hovedbestyrelsen er den anden forudsætning, at uddannelsessystemet bliver gearet til at give de her unge en uddannelse. Det kræver f.eks. flere praktikpladser og et bedre samarbejde mellem uddannelserne og jobcentre, så det her pres på de unge reelt kan udmønte sig i, at flere får sig en uddannelse," siger hun.

Umiddelbart lyder det som en meget konsekvent tilgang til de unge, at man tager deres kontanthjælp. Kan man bruge ordet tvang?

"Det er et pålæg. Vi vil gerne kunne sige til den unge, at: Nu skal du altså i gang med en uddannelse, hvis du ikke har nogen grund til at lade være. Jeg bryder mig ikke om at kalde det tvang," siger hun.

Er et uddannelsespålæg tilstrækkeligt til at få flere unge på kontanthjælp i uddannelse og job?

"Ja. Med den forudsætning at uddannelsessystemet har plads til dem og kan rumme dem. Nogle af dem her har behov for, at uddannelserne bliver skruet anderledes sammen, så de bliver hængende. Blandt andet skal de unge skal have mulighed uddannelsesvejledning fra UU, til de er 29 år.

Hvorfor har det her spørgsmål været så ømtåleligt for jer?

"Jeg ved ikke om, det er ømtåleligt. Ydelsesniveauer er noget, der deler vandene blandt socialrådgivere. Vi er en partipolitisk uafhængig fagforening, så vi har medlemmer fra hele det politiske spektrum. Vi er som regel enige om de socialfaglige indsatser og metoder, men når det kommer til ydelser, er der simpelthen uenighed om, hvilken vej vi skal gå," siger hun og slutter:

"Men jeg synes, vi er landet med et konstruktivt forslag til, hvordan vi kan hjælpe de uddannelsesparate unge til at komme i gang med en uddannelse."

0:000:00