Kronik

Socialrådgivere: Vi er den mest stressede faggruppe, og det går ud over udsatte børn

KRONIK: Skal forholdene for udsatte børn og unge forbedres, bør der ses på socialrådgivernes arbejdsvilkår, ligesom hvert barn bør tildeles en fast myndighedsperson, skriver formand og næstformand i Dansk Socialrådgiverforening. 

De fleste anbringelser sker med forældrenes samtykke, skriver socialrådgivernes formand og næstformand, der ønsker at aflive nogle misforståelser i debatten.
De fleste anbringelser sker med forældrenes samtykke, skriver socialrådgivernes formand og næstformand, der ønsker at aflive nogle misforståelser i debatten. Foto: Betina Garcia/Ritzau Scanpix
Marie Lagoni Pedersen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mads Bilstrup og Ditte Brøndum 
Formand og næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

Med sin nytårstale fik statsminister Mette Frederiksen for alvor sat anbragte børn på dagsordenen. Det er der al mulig grund til at glæde sig over, for det er en gruppe mennesker, som er blevet overset i alt for mange år.

Nogle mener, at talen fokuserede for meget på udsatte børn. Vi mener tværtimod, det er på tide, at politikerne og alle andre for alvor bekymrer sig om de børn i vores samfund, som har det allersværest.

Vi er helt enige med statsministeren i, at tryghed, kærlighed og stabilitet er helt afgørende for ethvert barn.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til debat@altinget.dk.

Debatten i medierne har primært drejet sig om anbringelser uden forældrenes samtykke – de såkaldte tvangsanbringelser.

Vi mener som fagfolk, at der er behov for en bredere diskussion af, hvordan vi kan forbedre vilkårene for alle anbragte børn og det sociale arbejde, der skal sikre dem de bedst mulige opvækstbetingelser.

Med de rette betingelser for vores arbejde med udsatte børn kan vi opspore sociale problemer i familier tidligere og i mange tilfælde arbejde med at forebygge, at de vokser sig større og måske fører til en anbringelse.

Mads Bilstrup og Ditte Brøndum , Formand og næstformand, Dansk Socialrådgiverforening

Anbringer vi for få?
Spørgsmålet, om hvorvidt vi i Danmark anbringer for få børn, har fyldt meget siden nytår. Vi er glade for, at statsministeren afviser at opstille måltal for antallet af anbringelser og understreger, at det kræver en faglig vurdering i hvert enkelt tilfælde.

Det handler om at sikre, at vi anbringer de rette børn tidligere, forbedrer deres vilkår, når de er anbragt, og sikrer dem ordentligt efterværn. Vi skal anbringe, når der er behov for at anbringe – hverken mere eller mindre.

Vi deler fuldstændig statsministerens ambition om, at samfundet skal skride tidligere ind, når børn svigtes. Det kræver, at vi socialrådgivere og andre fagfolk omkring børnene som sundhedsplejersker, pædagoger og lærere får tid til at samarbejde på tværs og inddrage børnene oftere og tidligere.

Med de rette betingelser for vores arbejde med udsatte børn kan vi opspore sociale problemer i familier tidligere og i mange tilfælde arbejde med at forebygge, at de vokser sig større og måske fører til en anbringelse.

Desværre arbejder mange socialrådgivere under meget svære betingelser. Socialrådgivere er den mest stressede faggruppe i landet, og de allermest stressede arbejder med udsatte børn og unge.

Dårlige arbejdsvilkår for socialrådgivere
Ifølge en rapport, som Cowi har lavet for Dansk Socialrådgiverforening, er 44 procent af de mange socialrådgivere, der arbejder med børn og unge i kommunerne, hele tiden eller ofte stressede.

Det er alarmerende høje tal, som underbygges af en lang række hårrejsende historier, vi har modtaget de seneste måneder.

En socialrådgiver skriver for eksempel:

”På almindelige arbejdsdage sidder jeg 80 procent af tiden med administrative opgaver. Når en familie så i desperation råber højt, og der sker en masse akutte ting som overgreb, vold, kriminalitet, hårde skilsmissesager og massive omsorgssvigt, så vælter det hele, fordi man er nødt til at rydde kalenderen og kun bruge tid på de akutte sager.

Man kommer bagud i notater, indstillinger, opfølgninger og så videre. Nogle familier venter længere tid, fordi de ikke er akutte, og det forebyggende arbejde, som skulle forhindre nye voldsomme sager, ryger bagerst i bunken.”

Læs også

Denne socialrådgivers beretning er langtfra enestående. Manglen på tid til det sociale arbejde går i første omgang ud over udsatte børn og familier – dernæst socialrådgiverne, der arbejder for at hjælpe dem, og derefter igen de udsatte børn og familier, når de på grund af sygemeldinger og opsigelser gang på gang skifter sagsbehandler.

Det er både urimeligt, uacceptabelt og uklogt, for med ordentlige arbejdsbetingelser kunne vi hjælpe langt flere børn og familier tidligere.

Grundlæggende misforståelser
Hvis diskussionen om anbragte børn skal være frugtbar, er det afgørende, at den tages på et sagligt grundlag. Derfor vil vi gerne rette op på nogle grundlæggende misforståelser om anbringelsesområdet.

For det første sker de fleste anbringelser af børn med forældrenes samtykke. Det betyder, at forældrene har sagt ja til at samarbejde med kommunen om en anbringelse af deres barn.

Selvom antallet af børn, der inden for det seneste år er anbragt uden forældrenes samtykke, er steget med 50 procent siden 2011 til godt 2.700 i 2018, er det stadig et stykke fra de cirka 10.600, der er frivilligt anbragt (tallene inkluderer alle børn, der var anbragt i 2018 – også dem, der blev anbragt i de foregående år).

Med andre ord lykkes det i mange tilfælde socialrådgiverne at skabe et samarbejde med forældrene til gavn for det enkelte barn.

Det betyder ikke, at forholdet mellem forældrene og kommunen er ligeværdigt, eller at det altid er nemt for forældrene at give samtykke til en anbringelse. Men i de mange sager, hvor forældrene kan spille en positiv rolle i barnets liv, arbejder socialrådgiverne altid benhårdt for det gode samarbejde.

Ankestyrelsen giver for det meste kommunerne ret
For det andet er Ankestyrelsen enig med kommunerne i stort set samtlige sager om anbringelse uden samtykke. I 2018 godkendte Ankestyrelsen 98 procent af de 726 sager, som havnede hos dem, efter børnenes forældre havde klaget.

Da langt de fleste sager om tvangsanbringelser havner i Ankestyrelsen, tør vi godt sige, at der i disse sager meget sjældent begås fejl. Det betyder ikke, at alt er godt, langtfra.

For eksempel begår kommunerne for mange fejl i sager om udsatte børn generelt. Ikke mindst fordi socialrådgiverne har alt for travlt og derfor ofte må vælge mellem at tage sig af et barn, der har brug for handling her og nu, eller udfylde skemaet fra det seneste møde – og så vælger de selvfølgelig barnet.

Men når det gælder tvangsanbringelser, er der meget langt mellem fejlene.

Anderledes ser det ud, når det gælder de akutte tvangsanbringelser, hvor formanden for kommunens børne- og ungeudvalg træffer en foreløbig afgørelse, inden udvalget kan nå at drøfte sagen samlet.

Det er typisk sager, hvor kommunen frygter, at barnet lider overlast, hvis det ikke anbringes her og nu. Her er Ankestyrelsen uenig i omkring halvdelen af afgørelserne, men det skal understreges, at det alene drejer sig om grundlaget for at anbringe akut – ikke for at anbringe i det hele taget.

Forældrene kan være en støtte efter anbringelse
For det tredje er forældrene en del af børnenes liv på godt og ondt.

Der findes tilfælde af omsorgssvigt og grove overgreb, som kræver, at kontakten til børnenes forældre afbrydes helt. Men ofte kan forældrene med den rette hjælp og indsats være en støtte for børnene, også når de er anbragt.

Formanden for De Anbragtes Vilkår, David Adrian Pedersen, har udtrykt bekymring over den hårde tone over for forældrene. Vi deler hans bekymring.

Når forældre til udsatte børn oplever, at der tales om mere tvang, risikerer vi, at flere vil forsøge at skjule problemerne, og at færre vil samarbejde med kommunen, når de bliver opdaget.

Samtidig ved vi, at forældrenes trivsel er en af de største bekymringer for anbragte børn, og derfor er samarbejde med forældrene typisk at foretrække, når det kan lade sig gøre – på nær i de mest ekstreme sager.

Anbragte børn bør hjælpes ud i voksenlivet
Selvom vi med gode rammer for det tidlige, forebyggende arbejde kunne hjælpe flere børn og familier bedre, end vi gør i dag, vil der selvfølgelig altid være børn, der skal anbringes. Det skal ske så tidligt som muligt, og vi skal sikre så få brud og skift i de anbragte børns liv som muligt.

Her er der også plads til forbedringer. Ressourcerne og støtten til anbringelsesstederne er for ringe. Alt for mange familieplejeanbringelser bryder sammen, fordi hverken plejeforældrene eller børnene får den hjælp, de skal have, når der opstår alvorlige problemer.

Desværre kan skift i anbringelser ikke helt undgås, og nogle gange er det også til barnets bedste, men vi kan afbøde konsekvenserne.

Vi mener, at barnet bør have en myndighedsperson, der følger barnet, og som kender systemet, forstår barnet og dets omgivelser og har tid til at skabe en tillidsfuld relation til barnet.

Endelig bør anbragte børn og unge hjælpes godt og forsvarligt videre ud i voksenlivet.

Alle anbragte børn og unge skal have ret til efterværn til og med det 25. år. Efterværn skal give mulighed for at tilbyde mange former for støtte til tidligere anbragte unge – herunder hjælp til bolig og økonomisk rådgivning.

Fattigdom er et væsentligt problem
Afslutningsvis er man også nødt til at se på nogle af de største og mest grundlæggende udfordringer for udsatte børn og deres familier. Det gælder først og fremmest fattigdom.

Vi ved, at fattigdom i sig selv skaber sociale problemer og gør dem sværere at overkomme.

Derudover har kommunerne hårdt brug for bedre økonomiske rammer, og endelig skal vi som samfund opfatte hjælpen til udsatte børn og familier, ikke som en udgift, men som en investering i det enkelte menneske og fremtiden.

Som vi indledte med at skrive, er vi begejstrede for, at statsministeren har sat udsatte børn på dagsordenen, og håber, at vilkårene for de udsatte børn og det sociale arbejde forbliver et højt profileret emne i dansk politik og samfundet som helhed.

Vi glæder os til at bidrage med vores viden og konkrete løsninger fra socialrådgivernes virkelighed.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mads Bilstrup

Formand, Dansk Socialrådgiverforening
socialrådgiver