Sociale aktører: Alder skal ikke være afgørende for støtte til anbragte unge

DEBAT: Det bør undersøges, om der er brug for at ændre lovgivningen, så den unge ikke kommer i klemme mellem børne- og voksenparagrafferne, skriver flere aktører om regeringens indsats i forhold til anbragte unge.

Af Rasmus Kjeldahl, Ditte Brøndum, Benny Andersen, David Adrian Pedersen og Søren Kaare-Andersen
Henholdsvis direktør i Børns Vilkår, næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, formand for Socialpædagogerne, formand for De Anbragtes Vilkår og direktør i Bikubenfonden

Det er stærkt, at regeringen vil styrke indsatsen over for udsatte børn og unge, der anbringes.

Et løft af indsatsen er påkrævet: Området er i dag præget af silotænkning og en stram økonomi, der betyder, at hensynet til økonomi ofte kan komme til at veje tungere end kvalitet i indsatserne og sagsbehandlingen – og ikke mindst den vigtige inddragelse af børnene og de unge. 

Alder må ikke være afgørende
Derudover vil regeringen særligt styrke støtten til anbragte i overgangen til voksenlivet. Skal vi lykkes med dette, er der særligt tre pejlemærker for de gode løsninger. 

Alder bør ikke være afgørende for, hvornår anbragte skal flytte hjemmefra. Der er brug for et system, der – uanset alder – ikke slipper de unge, før de har egen bolig, er i job eller uddannelse, har netværk og relationer samt kan mestre de praktiske aspekter af at bo hjemmefra som at vaske tøj, styre budget og lave mad. 

Det bør undersøges, om der er brug for at ændre lovgivningen, så den unge ikke kommer i klemme mellem børne- og voksenparagrafferne og dermed let tages som gidsel mellem to eller flere forvaltninger.

Systemet bør tage udgangspunkt i den unges behov – ikke den anden vej rundt. 

Kommunerne skal sikre, at civilsamfundet involveres mere systematisk i forbindelse med anbragte unges overgang til voksenlivet – herunder særligt bidrage til at styrke de unges relationer og mulighed for at indgå i fællesskaber.

Det frivillige engagement kan noget særligt for de unge, der typisk har været i systemet i mange år – men det kræver fokus på faglig kvalitet. 

30 år og på førtidspension
Netop overgangen er væsentlig for, hvordan unge i anbringelse kommer til at klare sig på sigt. Alt for mange mister fodfæste i overgangen i dag: Mere end hver tredje ung i hjemløshed er tidligere anbragt.

Kun 24 procent af unge, der er tidligere anbragt, har gennemført en ungdomsuddannelse senest seks år efter folkeskolen.

Og hver sjette ung, der er tidligere anbragt, er på førtidspension, når de fylder 30 år. 

Mens ikke-anbragte unge i gennemsnit flytter hjemmefra, når de er 21 år, har de fleste anbragte unge ikke et valg. De skal typisk flytte, når de fylder 18 år.

Her dikterer loven nemlig, at de er voksne og skal tildeles hjælp efter andre paragraffer. Der sker altså meget store omvæltninger på alle områder af de unges liv på en gang. 

Manglende relationer
”Jeg tænker meget på overgangen til voksenenheden. Hvis man ikke får efterværn, når man er 18 år, hvad skal der så ske? Den forudsigelighed, som vi tidligere anbragte har meget brug for, er ikke til stede.” 

Sådan lyder det fra en 19-årig kvinde, der indgår i rapporten ’Ung mellem anbringelse og eget hjem’, som Bikubenfonden står bag i samarbejde med Socialt Udviklingscenter, SUS.

Rapporten bygger på involvering af 18 tidligere anbragte unge og deres erfaringer sat i spil over for fagfolk, praktikere og forskere på området. 

De unge selv peger i rapporten på, at manglende relationer og ingen eller mangelfuld kommunal støtte er nogle af de barrierer, som gør det svært at stå på egne ben, når voksenlivet banker på.

Plads til forbedring
Heldigvis arbejder flere kommuner i dag med at udvikle nye metoder til at forbedre støtten og hjælpen til anbragte unge i overgangen mellem anbringelse og eget hjem.

Men vi skal turde tale om det, der står i vejen, for at de unge sikres den støtte, de har brug for i overgangen. Sætte spørgsmålstegn ved det eksisterende og gå nye veje. 

Når nye politiske løsninger i den kommende tid skal udvikles, skal vi involvere de unge i dem.

De kender deres historie bedre end nogen anden og ved, hvad der har virket for dem, og hvad der ikke har. Det skal vi lære af.

Der er plads til forbedring. 

Forrige artikel Forskere: Lad os tale om støtte til udsatte børn før tvangsfjernelse Forskere: Lad os tale om støtte til udsatte børn før tvangsfjernelse Næste artikel Selveje Danmark: Bredt politisk flertal bør fordele reserven Selveje Danmark: Bredt politisk flertal bør fordele reserven