Stramme programmer falder igennem i praksis

Af Susanne Katz
Faglig leder i CAFA

Manu Sareen har udmeldt to målsætninger, som i den aktuelle virkelighed er på kollisionskurs.

På den ene side er Sareen optaget af en evidensbaseret tilgang til arbejdet med socialt udsatte, hvilket han har tilfælles med flere af sine ministerforgængere. Det kan blandt andet ses på Socialstyrelsens hjemmeside, hvor en række evidensbaserede amerikanske programmer overvurderes og promoveres.

På den anden side ønsker Sareen, at der skal lyttes mere til udsatte børn og unge. Han skriver blandt andet, at kun ved at lytte til børnene kan de voksne leve op til deres ansvar for børnenes omsorg, og han forventer, at der via inddragelse vil komme nye vinkler på problemer og løsninger.

En effektforstærker
Ud over, at børn og unge - via lovgivningen - har ret til inddragelse, så er der også meget, der tyder på, at Sareen har ret i sine vurderinger. I en gennemgang af relevant forskningslitteratur (2010) fandt man, at inddragelse af børn og unge kan føre til mere hensigtsmæssige, realistiske tiltag og bedre hjælp.

Inddragelse kan være en ”effektforstærker”, fordi hjælpen bliver mere skræddersyet, når barnet inddrages. Standbu (2011) peger på, at inddragelse kan fungere som en sikkerhed for børn og unge, fordi de får lettere ved efterfølgende at sige fra over for omsorgssvigt og mishandling, fordi de har erfaringer med at blive inddraget.

Dette går direkte mod den praksis i de amerikanske programmer, som de sociale myndigheder er ved indføre i Danmark. Disse programmer (for eksempel DUÅ, MTFC, MST m.fl.) er kendetegnet ved, at de indeholder en detaljeret, systematisk metodebeskrivelse og en ramme, som sikrer, at metoden bliver fulgt nøje i praksis. Det betyder, at der ikke tages individuelle hensyn til børn og familier og ikke tages højde for forskellige kontekster.

Når evidens møder hverdagen
Krejsler og Buus (2014) beskriver i artiklen ”Når evidens møder den pædagogiske hverdag” et eksempel fra anvendelsen af et andet udbredt (støttet af myndighederne) amerikansk program i danske daginstitutioner og skoler - programmet Trin for Trin, som har til formål at udvikle børns emotionelle kompetencer.

I eksemplet sidder en gruppe børn i en børnehave i rundkreds med en medarbejder – en anden medarbejder kontrollerer, at rammen opretholdes. Børnene sidder, som de skal jf. programmet. Undervejs i samtalen åbner en dreng sig og fortæller om en frustrerende situation med sin far. I forbindelse hermed henter drengen en bamse. Men konceptet tillader ikke, at børnene har legetøj med under samtalen, hvorfor medarbejderne tager bamsen fra drengen med det resultat, at han bliver mere ked af det.

Det nævnte eksempel kan synes forenklet og simpelt, men det er ikke desto mindre illustrativt for, hvad der foregår i praksis i disse år. Inddragelsen af børn og forældre lider under indførelsen af evidensbaserede programmer.

I en dansk undersøgelse (2006) blev (blandt andet) de unges oplevelse af MST (Multisystemisk terapi - et familiebehandlingsprogram til familier med børn/unge med antisocial adfærd) afdækket. Det viste, at cirka 2/3 af de unge var neutrale eller direkte negative (1/3) over for behandlingen. Tendensen var, at de negative unge ikke havde følt sig inddraget.

På kompromis med fagligheden
Der er også eksempler på, at der bliver gået på kompromis med fagligheden. Et lille eksempel fra min egen praksis: I MTFC (Multidimensional Treatment Foster Care - et behandlingsprogram målrettet unge med adfærdsproblemer) anvender man specialuddannede plejefamilier, og her kunne man ikke anvende objektivt fagligt velkvalificerede plejefamilier, der boede uden for en fastsat km-radius fra familien.

Der er behov for, at den evidens, der lægges frem, vurderes kritisk, og at der i langt højere grad lægges op til debat om fordele og ulemper ved programmer og metoder.

Susanne Katz
Faglig leder i CAFA

Dette var et krav i programmet, og kunne ikke fraviges, uanset at intet i dansk praksis tilsiger, at dette skulle have betydning for samarbejdet. Mindre kvalificerede plejefamilier blev valgt, hvis de bedst kvalificerede ikke opfyldte bopælskravet.

Metoder skal tilpasses
Der er således behov for, at den retning, som de sociale myndigheder indtil nu har anvist - via evidensbaserede amerikanske programmer, som ukritisk overføres til den danske virkelighed - genovervejes.

Programmerne forudsætter, at fagfolk forventes at lægge deres hidtidige erhvervede viden bort og undlader at anvende deres intuition. Desuden og delvis på grund heraf virker disse programmer i høj grad negativt i forhold til børn og unges reelle inddragelse.

Der er behov for, at den evidens, der lægges frem, vurderes kritisk, og at der i langt højere grad lægges op til debat om fordele og ulemper ved programmer og metoder, således at dilemmaer og negative virkninger bliver belyst, inden anvendelsen af dem sættes i system.

Viden på et område kan i virkelighedens verden komme i konflikt med viden om noget andet og dermed komme til ”at virke forkert”!