Tidligere chefredaktør på Hus Forbi: Hjemløsereformen sender gadesovere og sofasurfere bagerst i køen

Intentionen er rigtig

Intentionen er helt rigtig: At hjemløse hurtigere skal have en bolig og derefter den nødvendige hjælp, så de ikke ender på gaden igen. Det er selve definitionen på Housing First. Som katalysator har man indført et midlertidigt huslejetilskud, som kan gøre flere boliger opnåelige for mennesker, der typisk er på kontanthjælp.

Der er bare nogle huller, som gør det svært at skrue forventningerne særlig højt op, og som får en hjemløs som Junior til at forudse kaos.

Et af de store er, at reformen ikke designet til at hjælpe alle hjemløse.

Målgruppen er mennesker, der har ophold på herberg eller forsorgshjem efter paragraf 110 i Serviceloven. Ifølge analyse- og forskningscentret VIVE’s seneste tælling gælder det knap halvdelen af de registrerede hjemløse, men det er velkendt, at der er et stort mørketal.

Og hvor det er relativt overskueligt at holde styr på dem, der overnatter på et herberg, er det noget sværere med unge, der sover hos kammerater og holder sig væk fra væresteder, varmestuer og andre tilbud, hvor man kan blive talt med.

Så reelt er det måske en tredjedel af de hjemløse, der kan få glæde af reformen – måske endnu færre. 

Uheldig genvej

Hvorfor laver man så ikke en reform, som hjælper alle hjemløse? It’s the economy, stupid! Der er groft sagt lavet en byttehandel, hvor staten tager nogle penge fra kommunerne med den ene hånd og leverer dem tilbage med den anden.

Så reelt er det måske en tredjedel af de hjemløse, der kan få glæde af reformen – måske endnu færre.

Peter Andersen
Journalist, redaktør og kommunikatør

Hvis du opholder dig på et herberg, er du garanteret hjælp, men kommer du fra gaden, en vens sofa, et psykiatrisk hospital, et fængsel eller alt muligt andet, er du ikke. Og Junior risikerer altså at skulle vente endnu længere på en bolig, fordi kommunen vil have incitament til først at hjælpe de hjemløse, der har et statstilskud med i baglommen.

Hidtil har staten refunderet halvdelen af kommunernes udgifter til ophold på de såkaldte paragraf 110-boformer, og det er blevet en dyr omgang. Antallet af herberger er vokset de seneste år, og det samme er antallet af overnatninger, for der er intet krav om visitation.

Har en hjemløs fået plads på et herberg, har hjemkommunen bare at punge ud, og så kan kommunen så sende halvdelen af regningen til staten.

Fra 1. oktober er der imidlertid sat en prop i. Kommunerne kan nu kun få statsrefusion i fire måneder – derefter skal pengene 'følge den hjemløse' ud i den nye bolig i form af bostøtte.

Dermed kan herberger og forsorgshjem blive en genvej for hjemløse, og det er ikke nødvendigvis supersmart. Det kan være et råt miljø med vold og misbrug, og Junior er en af dem, der meget nødig vil turen forbi et herberg. Han har prøvet det før, og er bange for, at han vil falde tilbage til gamle, dårlige vaner og med egne ord 'gå i hundene'. 

Utilstrækkelig bostøtte

Junior overvejer dog alligevel at tage genvejen for ikke at rykke tilbage i boligkøen og for at være sikker på, at han får hjælp til for første gang at skulle bo i en lejlighed for sig selv. Men vil han så også få den rigtige hjælp?

Dermed kan herberger og forsorgshjem blive en genvej for hjemløse, og det er ikke nødvendigvis supersmart. Det kan være et råt miljø med vold og misbrug.

Peter Andersen
Journalist, redaktør og kommunikatør

Der er to hovedforklaringer på, at hjemløsheden er steget, siden Folketinget i 2009 fik den første hjemløsestrategi, som også bekendte sig til Housing First: Mangel på billige boliger og utilstrækkelig bostøtte.

Kommunerne har over en bred kam valgt de billigste og mest ufleksible løsninger, men hjemløse har ofte komplekse problemer med misbrug, psykiske lidelser og somatiske sygdomme og skal derudover helt grundlæggende lære, hvordan man bor.

Seniorforsker ved VIVE, Lars Benjaminsen, som er tovholder på hjemløsetællingen, skrev et debatindlæg på Altinget i foråret. Han er i reglen en forsigtig mand, men her kom han med en kraftig opfordring til kommunerne om, at der skal skrues op for den specialiserede støtte, hvis hjemløsereformen skal lykkes. Og han pegede specifikt på den bostøttemetode, der forkortes ACT. Det er den mest intensive, men også den dyreste og mindst benyttede.

Jeg ser måske spøgelser, men belært af erfaringer med prioriteringerne i økonomisk pressede kommuner tvivler jeg stærkt på, at de vil lytte til seniorforskeren, selvom der nu er penge øremærket til formålet.

I øvrigt har flere kommuner på forhånd meddelt, at ACT slet ikke bliver en del af deres værktøjskasse.