Vive: Tværfaglig støtte og egnede boliger er afgørende for en vellykket hjemløsereform

Hvis hjemløsereformen skal lykkes, er det afgørende, at kommunerne får skruet op for de specialiserede støtteindsatser – og så kommer vi ikke uden om

Det er glædeligt at se, at hjemløsereformen for nyligt blev vedtaget i Folketinget. Reformen har mange gode takter, som potentielt kan løfte borgere ud af hjemløshed, men det kræver en fokuseret og vedvarende indsats på flere områder og fra flere aktører.

I dette indlæg vil jeg komme ind på tre faktorer, som, jeg mener, er særlig afgørende for, om hjemløsereformen kan lykkes. Det gælder tværfaglige, integrerede støtteindsatser og billige boliger for at understøtte Housing First-indsatsen samt behovet for permanente botilbud til en mindre gruppe af borgere i hjemløshed med en særlig høj kompleksitet i støttebehovene.

For det første kommer der med reformen kommer flere tiltrængte redskaber, som skal fremme iværksættelsen af langvarige bolig- og støtteløsninger til borgere i hjemløshed. Det gælder for eksempel, at kommunerne i en periode efter et herbergsophold får refusion fra staten til den specialiserede sociale støtte.

Denne støtte er helt afgørende for, at borgere i hjemløshed kan bo i egen bolig. Disse specialiserede støtteindsatser får samtidig deres egen paragraf i Serviceloven, hvilket understreger, at de er et afgørende element i indsatsen.

Samtidig reduceres den periode, kommunerne får refusion fra staten til et herbergsophold, hvilket efter en indkøringsperiode på nogle år herefter vil være tre måneder.

Dette ændrer afgørende på de økonomiske incitamenter for kommunerne til at skabe langvarige bolig- og støtteløsninger til borgere i hjemløshed fremfor at nøjes med langvarige midlertidige ophold på herberger og forsorgshjem.

Med andre ord understøtter reformen mulighederne for at hjælpe borgerne ud af hjemløshed og skabe mere varige løsninger for den enkelte borger.

Støtteindsatser er afgørende
Det er nu afgørende, at kommunerne får skruet op for disse specialiserede støtteindsatser, således at borgerne kan få den støtte og hjælp, de har behov for, når de tilbydes en bolig. Der er dog grund til en særlig opmærksomhed på, hvilke af de forskellige støttemetoder der benyttes.

Her kan man særligt hæfte sig ved, at mange borgere i hjemløshed både har en psykisk lidelse og et stof- eller alkoholmisbrug, og mange har samtidig også fysiske helbredsproblemer. En indsats, der bruges for lidt på hjemløshedsområdet i Danmark, er de tværfaglige, integrerede støtteteams – den indsats, der internationalt betegnes som Assertive Community Treatment (ACT).

Problematikken med manglen på billige boliger er dog massiv og skyldes mange års efterslæb i byggeriet 

Lars Benjaminsen

Her varetages støtten af et tværfagligt indsatsteam med både bostøttemedarbejdere, sygeplejersker, en misbrugsbehandler, en psykiater og en socialrådgiver. Dermed tilbydes borgere en indsats, der er skruet sådan sammen, at den kan give borgere med komplekse støttebehov en sammenhængene, helhedsorienteret indsats.

ACT-indsatsen er således udformet, at den hænger sammen for borgeren på forhånd, fremfor at borgeren skal hente den nødvendige støtte og hjælp mange forskellige steder rundt i velfærdssystemet. Når ACT-indsatsen kun benyttes i meget begrænset omfang i dag, skyldes det særligt to forhold.

Dels at de støttefunktioner, som teamet indeholder, i den almindelige indsats er placeret mange forskellige steder – i forskellige dele af kommunen – og i regionerne. Det er imidlertid den væsentligste årsag til, at vi netop har brug for ACT-indsatsen til dem med omfattende problematikker, som går på tværs af de eksisterende silo- og sektoropdelinger.

Dels opfattes ACT-indsatsen som forholdsvis dyr med en udgift på cirka 120.000 kroner om året per borger. Dette skal dog sammenholdes med, at den samlede udgift til for eksempel herbergsophold, akutindlæggelser, fængselsophold og så videre for samme målgruppe formentlig langt overstiger udgiften til en ACT-indsats.

Ud fra den viden, vi har om hjemløsegruppens sammensætning og indsatsernes virkemåde, kan man kun opfordre til, at kommunerne nu med udsigten til en bedre refusion i ryggen kommer i gang med at få etableret en ACT-indsats for de mest udsatte borgere i hjemløshed.

Boligerne mangler
For det andet så er en helt afgørende forudsætning – ud over den sociale støtte – for at kunne hjælpe borgere ud af hjemløshed, at det overhovedet er muligt at skaffe en bolig til dem.

En særlig kontekst for hjemløsereformen og indsatsen på hjemløseområdet generelt er den massive mangel på boliger i mange af landets store og mellemstore byer med en husleje, som borgere på en kontanthjælp – og særligt de unge på uddannelseshjælp – kan betale.

De tilhørende tiltag fra hjemløsereformens søsterpakke – ’boligpakken’ (Aftalen om Fonden for blandede byer) – blandt andet om tilskud til nedsættelse af huslejen i et større antal boliger, der benyttes til borgere i hjemløshed, vil formentlig give mulighed for at hjælpe mange borgere i hjemløshed i bolig.