Debat

Hjem til Alle alliancen: Der skal tænkes på tværs af faglige skel, hvis hjemløsereformen skal lykkes

Med omlægningen af hjemløseområdet står kommunerne overfor en stor opgave. Det kræver den samme villighed til at tænke på tværs af faglige skel og interesser, som har resulteret i den nye lovgivning, skriver Winni Grosbøll.

Omlægningen af hjemløseområdet repræsenterer en unik
mulighed for, at vi i fællesskab giver nogle af de mest udsatte i vores samfund
en håndsrækning, skriver Winni Grosbøll. 
Omlægningen af hjemløseområdet repræsenterer en unik mulighed for, at vi i fællesskab giver nogle af de mest udsatte i vores samfund en håndsrækning, skriver Winni Grosbøll. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Winni Grosbøll
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mere end et årtis arbejde for at forbedre rammevilkårene for nogle af de allermest udsatte i vores samfund blev vedtaget med et stort flertal i Folketinget den 4. maj. Det gælder nemlig de borgere uden fast tag over hovedet.

Den nye lovgivning er et resultat af stærke samarbejder og alliancer mellem civilsamfundets aktører, myndigheder og fonde, som alle har stræbt efter at finde de løsninger, der kan give mennesker i hjemløshed den hjælp, de har brug for.

Temadebat

Hvordan bliver hjemløsereformen en succes?

Det er hovedspørgsmålet i en ny temadebat på Altinget By og Bolig. I de kommende uger har inviteret aktører til at debattere, hvordan man skaber de rigtige rammer for, at hjemløsereformen bliver en succes. Hvad skal kommunerne gøre? Kan den private boligmasse aktiveres? Og er der andre oversete løsninger eller udfordringer?

Om temadebatter:
I Altingets temadebatter deltager en række aktører, som skriver debatindlæg om aktuelle emner.

Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes holdning, og indlæg i Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Har du et vigtigt input til debatten og vil deltage? Kontakt Altingets debatredaktion på [email protected].

For at nå dertil har vi alle sammen skullet gå på kompromis. Vi har hver især skullet indstille os på, at ikke alt i den nye lovgivning er lige præcis det, vores organisation ønskede sig. Vi har skullet sætte os ind i hinandens synspunkter. Og vi har hele tiden skullet holde os for øje, hvordan vi i samlet flok bedst kunne løfte flere personer ud af hjemløshed.

Det er jeg stolt af, at vi er lykkedes med. Ikke mindst, fordi at det er den samme tilgang, der skal bringe os helt i mål her i næste fase, hvor udfordringerne er meget håndgribelige, og hvor dagsordenen også handler om økonomisk prioritering, knappe ressourcer og planlægning i landets 98 kommuner.

Vi er lykkedes, fordi vi har været enige om, at Housing First princippet skulle være det bærende i indsatsen.

Det betyder, at social- og boligpolitik nu går hånd i hånd, og at flere borgere fremover bliver tilbudt egen bolig koblet med tilstrækkelig og specialiseret social støtte. Og som en væsentlige parameter; med reformen følger det økonomiske incitament med.

En stor opgave venter
Fra nu af vil det statstilskud, der hidtil er blevet givet til ophold på midlertidige herberg følge borgeren over i eget hjem. Der er således kun gode grunde til at speede endnu mere op i samarbejdet mellem de mange aktører, som er del af løsningen.

Formår vi det, kommer det til at gøre en verden forskel for de 5.800 mennesker i Danmark, der lever et liv på skiftende herberger, sofaer og gader - heraf er 1600 af dem under 30 år.

Omlægningen kræver lokalt mod, stærkt lederskab og evnen til at gå videre, selv om det ikke altid er den lige vej, man finder

Winni Grosbøll

Jeg ved godt, at der venter mange kommuner en stor opgave, når omlægningen af hjemløseområdet også skal virke i praksis. For der er stor forskel på de enkeltes kommuners udfordringer.

Nogle steder skal man arbejde en del for at komme i mål med nye måder til at sikre en systematisk praksis for at tilbyde borgere i hjemløshed, der flytter i egen bolig, social støtte.

Nogle steder er det højeste prioritet at skaffe tilstrækkeligt med gode billige boliger, men alle steder kræver det at, man skal finde nye samarbejdsformer mellem de relevante aktører, og at man får det til at virke på et felt, som er svært, stort og komplekst.

Behov for lokalt mod og lederskab
Mange steder er man rigtigt godt i gang, og de seneste hjemløsetal viste netop, at systematisk arbejde med Housing First belønner sig - det kan direkte aflæses i tallene. Men det er en stor opgave kommunerne står overfor, og det kræver den samme villighed til at tænke på tværs af faglige skel og interesser, som har resulteret i den nye lovgivning.

Et af de helt åbenlyse benspænd er, hvordan vi sikrer, at der er tilstrækkeligt med egnede billige boliger. Det er der heldigvis gode drøftelser i gang omkring. Her deltager både de almene boligorganisationer og private boligaktører, hvilket er en væsentlig forudsætning.

Læs også

For omlægningen af hjemløseområdet repræsenterer en unik mulighed for, at vi i fællesskab giver nogle af de mest udsatte i vores samfund en håndsrækning. Det skylder vi dem, og vi skal bare klø på, også selv om ikke alle indsatser virker i første omgang.

Omlægningen kræver lokalt mod, stærkt lederskab og evnen til at gå videre, selv om det ikke altid er den lige vej, man finder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Winni Grosbøll

Direktør, Friluftsrådet, formand, Hjem til Alle alliancen
cand.mag. i historie og samfundsfag (Københavns Uni. 2004)

0:000:00