Debat

Tidligere dommermedlem i børn- og ungeudvalg: Fire tiltag skal sikre retssikkerhed i anbringelser

Det nytter ikke at begynde at anbringe flere børn uden for hjemmet uden først at overveje, hvordan 'Børnene Først' kan gøres til konkret politik og dermed lukke de retsmæssige huller, der er i systemet. Her er fire tiltag, regeringen bør overveje, skriver Gerd Sinding. 

Regeringen bør grundigt overveje, hvordan udspillet "Børnene Først" gøres til konkret politik, skriver Gerd Sinding.  
Regeringen bør grundigt overveje, hvordan udspillet "Børnene Først" gøres til konkret politik, skriver Gerd Sinding.   Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Politiken bragte i påskeferien en serie om tvangsanbringelsen af pigen Kathrine. Sagen viser, at der kan være store udfordringer med retssikkerheden for både forældre og børn, når et barn anbringes uden for hjemmet.

Regeringen bør derfor grundigt overveje, hvordan udspillet 'Børnene Først' gøres til konkret politik, for det er ikke forsvarligt at lægge op til at anbringe flere børn uden for hjemmet uden først at lukke de retssikkerhedsmæssige huller, der er i det nuværende system.

Det svarer til at sætte endnu flere sejl til på en skonnert, der lækker fra skroget.

Som tidligere dommermedlem af flere børn- og ungeudvalg har jeg her fire forslag til, hvordan retssikkerheden i sager om tvangsanbringelser kan styrkes: børn og forældre skal have adgang til uvildig støtte tidligere i processen, de kommunale sagsbehandlere skal efteruddannes, børn- og ungeudvalgenes organisatoriske placering, kompetence, sammensætning og mødeform skal overvejes, og endelig skal den kommendes Barnets lov være nemmere at forstå og anvende.

Uvildig bistand til barn og forældre
Sagen om Kathrine, der fjernes fra hjemmet i Horsens, uden at sagsbehandleren har talt med hende, er ulykkelig.

Kathrine har sandsynligvis en diagnose, der gør det svært for hende at fungere i skolen, men det bliver ikke opdaget, fordi familiens forhold ikke bliver undersøgt til bunds, og Kathrine aldrig bliver taget med på råd.

Kathrines udfordringer i skolen bliver tolket som problemer i familien med den konsekvens, at Kathrine og hendes familien ikke får relevant og nødvendig hjælp til at håndtere dem, ligesom dialogen mellem forældrene og kommunen ”går op i en spids.”

Hvis Kathrine og hendes forældre tidligere havde haft adgang til uvildig bistand, kunne dette formentlig være undgået og have bidraget til at kvalificere processen. En uvildig bisidder eller advokat vil nemlig kunne sikre, at kommunen tidligere bliver bekendt med barnet eller den unge og forældrenes holdning til en mulig anbringelse.

Ligeledes vil en uvildig bisidder eller advokat kunne fremhæve oplysninger i sagen, som barnet, den unge eller forældrene måske ikke er opmærksomme på, er væsentlige, og påpege fejl i sagsbehandlingen, så fejlene kan blive rettet tidligere.

I forlængelse heraf bør der indføres et krav om uddannelse og en autorisationsordning for advokater på tvangsanbringelsesområdet. En sådan ordning findes allerede for blandt andet faste forsvarere i straffesager, der beskikkes efter ansøgning og på baggrund af en udtalelse om advokatens erfaring og dygtighed på området fra byretten.

De sager, som behandles i børn- og ungeudvalgene i dag, er ofte unødvendigt papirtunge og dermed svære at overskue, fordi der ikke er tilstrækkeligt fokus på, hvad der er relevant i sagen.

Gerd Sinding, Konsulent, Justitsia, fhv. dommermedlem i børn- og ungeudvalg

Efteruddannelse af rådgivere og sagsbehandlere
For det andet skal socialrådgivere og andre kommunale sagsbehandlere efteruddannes. Især er der behov for, at sagsbehandlerne får styrket evnen til at identificere og beskrive de faktuelle oplysninger i sagen, som taler for (eller imod) en anbringelse uden for hjemmet.

Det er det, som hedder ”juridisk metode”. De sager, som behandles i børn- og ungeudvalgene i dag, er ofte unødvendigt papirtunge og dermed svære at overskue, fordi der ikke er tilstrækkeligt fokus på, hvad der er relevant i sagen.

Et øget kendskab til reglerne om partshøring og praktisk efteruddannelse i, hvordan partshøring af socialt udsatte børn, unge og voksne, som måske har begrænsede personlige ressourcer, bedst gennemføres, er også en absolut nødvendighed.

Genovervej strukturen
For det tredje bør man overveje børn- og ungeudvalgenes organisatoriske placering, kompetence, sammensætning og mødeform. Skal kompetencen til at træffe midlertidige afgørelser overgå til dommeren, som aktuelt er det eneste medlem af udvalget, som skal være jurist? Hvilken rolle har forvaltningen på mødet i børn- og ungeudvalget? Hvem må være til stede, når barnet eller den unge udtaler sig? Hvordan og hvornår skal samtalen med barnet eller den unge foregå?

Dette er nogle af de spørgsmål, som bør overvejes, ligesom det bør overvejes at etablere et koordinationsudvalg for børn- og ungeudvalgene, ligesom for Ungdomskriminalitetsnævnene.

Forenkling af ”Barnets lov”
Det er positivt, at regeringen vil udforme en ”Barnets lov”. Imidlertid er det væsentligt, at der både med hensyn til lovens systematik og sprog gøres en indsats, der sikrer, at loven skaber klarhed for familierne og bliver et godt arbejdsredskab for sagsbehandlerne.

Loven skal være nemmere at forstå for ikke-jurister, og der skal skabes en entydig terminologi på området samt en klar adskillelse mellem materielle regler (betingelserne for tvangsanbringelse med videre) og processuelle regler (regler om sagsbehandlingen).

Justitia kom allerede i efteråret 2018 i sin rapport ”Tvangsanbringelser – retssikkerhed i en kompliceret beslutningsproces” med en række anbefalinger til styrkelse af retssikkerheden på anbringelsesområdet. Forhåbentlig vil regeringen nærstudere rapporten, inden den udarbejder Barnets lov.

Læs også

E-mail Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion