Tranæs-udvalget mangler at regne på de menneskelige konsekvenser af excelarkets logikker

Torben Tranæs fortsætter med at sige, at "velfærden udvikler sig bag om ryggen på politikerne", og det er svært ikke at få fornemmelsen af at nogen – borgerne, socialrådgiverne eller botilbuddene – på en eller anden måde skal føle sig ansvarlige for at have modtaget hjælp, fulgt lovgivningen eller skrevet kontrakt med kommunerne.

I rapporten omtales flere "regelforenklinger", eksempelvis for de mest påklagede paragraffer om BPA-ordninger, tabt arbejdsfortjeneste og hjælpemidler.

Sagen er bare den, at lovgivningen faktisk er temmelig klar for borgeren. Den er bare vidtgående og altså dyr for kommunen. Her bruges sproget til at definere, at noget er "uklart", hvorefter det er nemmere at lave om.

Tranæsudvalget foreslår at komme "ressourcekrævende og ufleksible regler" til livs, hvilket lyder rimeligt. Mere overraskende er det, at det er de 50 år gamle retssikkerhedsgarantier om partshøring og skriftlige afgørelser i forvaltningsloven, der henvises til.

Som løsning foreslås en gruppering af visse former for hjælp på børneområdet, så man sparer en afgørelse, når man skifter mellem to typer af hjælp.

Det faktum, at partshøring og afgørelser også tjener som samfundets sikkerhed for, at der er hjemmel til udgiften, borgerens værn mod forringelser og sagsbehandlerens mulighed for at følge op i sagen, er helt udeladt.

I den ideelle verden ville det måske kunne fungere. Med en sagsbehandleromsætning omkring de 20-25 procent i kommunerne er det i praksis et temmelig hasarderet forslag.

Prisen for forenkling vil ofte være standardiserede løsninger, hvilket er en indgribende ændring på et område, der hidtil har været styret af borgerens støttebehov.

Sanne Møller

"Politisk og økonomisk prioritering" og "styringsmuligheder" er andre nye make-up-ord. De dækker over, at kommunerne i højere grad skal kunne prioritere – mellem borgere, mellem ydelser og så videre. Men hvordan stiller det borgeren?

Rapporten mangler i den grad at regne på de menneskelige konsekvenser af excelarkets logikker.

Hvis handicaporganisationerne og flere fagligheder havde været repræsenteret i Ekspertudvalget, ville forudsætninger, sprogbrug og anbefalinger, nok havde lydt noget anderledes.

Torben Tranæs udtaler selv, at "udvalget ikke udfordrer borgernes behov eller ret til hjælp – det interesserer vi os ikke for".

Det er naturligvis et problem, at et såkaldt ekspertudvalg begrænser sit undersøgelsesområde så kraftigt, at det mangler kontakt med den virkelighed, det skal eksistere i.

Det er dog nok rimeligt at antage, at en (økonomisk presset) kommune oftere vil bruge et øget "frirum" på et billigere snarere end et dyrt botilbud, og at et billigere botilbud har mindre støtte.

Borgeren med mindre støtte vil oftere udvikle sig negativt og en dårligere fungerende borger har flere konflikter på sit botilbud. Flere konflikter giver sværere rekruttering, der giver dårligere arbejdsmiljø, der giver flere magtanvendelser – der igen øger risikoen for, at borgeren reagerer voldeligt og skal flyttes til et (ifølge rapporten) dyrere tilbud.

Rapportens anbefalinger om frirum risikerer med andre ord fodre den fordyrende spiral, som udvalget selv har identificeret, og var sat i verden for at vende.

Prisen for forenkling vil ofte være standardiserede løsninger, hvilket er en indgribende ændring på et område, der hidtil har været styret af borgerens støttebehov (kompensationsprincippet).

Dette er generelt slet ikke belyst i rapporten, så ministeren bliver nødt til at efterinddrage handicaporganisationerne, før lovgivningsprocessen kan gå videre – og så må det specialiserede socialområde vente – igen.