Værsgo, Mette Frederiksen. Her er fem forslag, der kan løfte socialpolitikken

Statsminister Mette Frederiksen (S) skal have tak for at sætte fokus på socialområdet i sin nytårstale og understrege, at den nye SVM-regering har store ambitioner på områdets vegne.

Et velfungerende socialområde er for mig at se noget af det vigtigste i vores velfærdssamfund. Derfor glæder det mig, at den nye regering har samme holdning, og jeg har store forventninger til den.

Men Mette Frederiksen var dog ikke så konkret, som jeg kunne have ønsket. Her er derfor fem konkrete forslag til, hvad regeringen kan tage fat på for at styrke socialområdet og give de socialt udsatte mere værdighed.

Først og fremmest er der Barnets Lov. Det er snart to år siden, at et bredt flertal i Folketinget indgik en aftale om udsatte børn og unge, kaldt Børnene Først, og den konkrete lovgivning, som har fået navnet Barnets Lov, ventes at blive fremsat i februar.

Lige nu er værdighed en by på Mars for mange af de mest udsatte borgere, som oplever svigt efter svigt i det sociale system

Cille Hald Egholm (V)
Medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune

Selvom jeg selvfølgelig godt kunne have ønsket, at man havde vedtaget Barnets Lov tidligere, glæder det mig alligevel, at der bliver lavet vigtig lovgivning, som styrker udsatte børn og unges rettigheder i anbringelsessager. Men jeg synes i forlængelse heraf, at man skal give børn endnu flere rettigheder.

Historien om Joannahuset, et krisecenter for børn og unge, som flere gange oplever at sende børn tilbage til det ustabile hjem, de er gået fra, fordi reglerne i dag kræver et forældresamtykke for at børnene må opholde sig i Joannahuset, rørte mig dybt. Der tegnede sig dengang et flertal for at ændre loven på området, så børn og unge ikke skulle sendes på gaden, hvis deres forældre ikke ville samtykke til at lade sit barn overnatte på Joannahuset, og regeringen bør kigge på endnu flere tiltag, som styrker børn og unge under 18 års rettigheder.

Om det er vedtagelsen af Barnets Lov, en ændring af den nuværende lovgivning, så Joannahuset kan tilbyde husly uden forældresamtykke, eller om det er bedre støtte til valg af uddannelsesvej, så er der en masse lavthængende frugter, som er lige til at tage fat på.

Dernæst bør det sociale frikort gøres permanent. I slutningen af 2022 besluttede man, for jeg ved ikke hvilken gang at videreføre det sociale frikort, men kun med seks måneder.

Ordningen, som i mine øjne for længst har bevist sit værd, er ellers indbegrebet af værdighed, som Mette Frederiksen understregede nu skulle være det vigtigste for de mest udstødte og udsatte mennesker i vores samfund.

Når man som udsat får mulighed for at passe et arbejde nogle timer om ugen, uden at det koster i diverse sociale ydelser, har det en enorm betydning. Men de korte forlængelser og den konstante usikkerhed omkring ordningen giver usikkerhed for de udsatte, som bruger ordningen, og det gør det mindre attraktivt for virksomhederne at ansætte borgere på ordningen.

Det sociale frikort skal derfor ikke bare forlænges. Det skal gøres permanent og forbedres, så endnu flere kan bruge ordningen, og så den for alvor kan udleve sit potentiale.

For det tredje: Giv nu sexarbejdere rettigheder. En af mine største personlige sejre – også selvom den i kroner og øre var lille – var, da Venstre ved sidste års budgetforhandlinger i Københavns Kommune sikrede en bevilling til foreningen The Red Van, som skaber trygge rammer for Vesterbros gadebaserede sexarbejdere i de sene nattetimer i weekenden.

Det var drønærgerligt, at Astrid Krag (S) nedlagde den arbejdsgruppe, der kiggede på, hvordan man kunne forbedre arbejdsvilkår for sexarbejdere

Cille Hald Egholm (V)
Medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune

På en t-shirt fra foreningens merchandisekollektion står der det klare budskab: “Rights, not rescue”. Et budskab, jeg synes rammer plet. For hvorfor er man så bange for at give sexarbejdere rettigheder?

Det var drønærgerligt, at daværende socialminister Astrid Krag (S) valgte at nedlægge den tidligere regerings arbejdsgruppe, der kiggede på, hvordan man kunne forbedre arbejdsvilkår for sexarbejdere (ikke prostituerede – det er et nedladende ord, som i mine øjne bør ende i samme kasse som andre socialt uacceptable ord).

Jeg erkender blankt, at der findes sexarbejdere med sociale problemer, som kunne have godt af noget ordentlig hjælp. Jeg har bare virkelig svært ved at se, hvordan manglende rettigheder skulle løse noget overhovedet. Jo dårligere arbejdsvilkår, og jo færre rettigheder, jo lettere er det at fastholde sexarbejdere – særligt de gadebaserede – i social udsathed. Uden værdighed. Og det er jo ikke det, vi vil, vel?

Derfor bør en sexarbejder ligestilles med en tømrer eller en skolelærer, når det gælder rettigheder, så arbejdsvilkårene forbedres. Og nej, sexarbejdere har stadig ikke større chance for at få en stomi end ikke-sexarbejdere, Astrid Krag.

For det fjerde bør hash legaliseres og hårde stoffer afkriminaliseres. Jeg blev glad, da jeg hørte statsministeren sige, at hun hellere så, at udsatte med stofmisbrug kan finde ro og omsorg i et fixerum, end at de skal sidde på gaden med os andre som tilskuere.

Men vi skal simpelthen gå skridtet videre.

Hash skal legaliseres, og de hårde stoffer skal afkriminaliseres for brugerne. Det vil afstigmatisere stofbrug og gøre det lettere for personer med et misbrug at søge hjælp til at kvitte stofferne. Vi må på et eller andet tidspunkt erkende, at kriminalisering af både hash og hårde stoffer ikke er godt for andet end bandernes pengekister, og at lovgivningen trænger til at blive lavet helt om.