Virksomheder skal tage ansvar for integration

NYHED: Virksomheder skal tage større ansvar for opkvalificering af ledige indvandrere, lyder det fra Jobcenter Slagelse.
Marie Louise Gørvild

Der er brug for en holdningsændring blandt virksomhederne, så de bliver medejere af den gode ide om at tage del i opkvalificeringen. Det vil både gavne integrationsindsatsen, men i høj grad også virksomhederne selv, der oplever en stigende mangel på arbejdskraft.

Niels Hilker
Integrationskoordinator, Jobcenter Slagelse
Fakta
Projekt Virksomhedsrettet Integration (VIP2) er et samarbejde mellem LO, DA, KL og seks forsøgskommuner.

Projektet har til formål at skaffe flere nydanskere i arbejde og fortsætter, som navnet antyder, hvor det tidligere 'Projekt Virksomhedsrettet Integration' slap. De seks kommuner er udvalgt til at være metodekommuner. De skal gå foran og afprøve de redskaber og metoder, der blev udviklet under projektets første fase. Det vil sige trappemodellen, jobpakker, mentorordninger og virksomhedsforlagt danskundervisning. Ved afslutning vil metodekommunerne stille deres erfaringer til rådighed for landets øvrige kommuner.

VIP2 bygger på den firepartsaftale som KL, arbejdsmarkedets parter og regeringen indgik i 2006, og løber frem til 31. marts 2009.


Kilde: vip2.dk
Ny SFI-undersøgelse viste i sidste uge, at 37 pct. af de indvandrerløse virksomheder angiver, at manglende kvalifikationer er årsagen.

Og det har virksomhederne ret i. Hovedparten af de ledige med indvandrerbaggrund er i matchgruppe 4. Det betyder, at de mangler kvalifikationer i form af uddannelse og sprogkundskaber. Der er derfor et stykke vej, før de kan matche arbejdsmarkedets krav.

Det fritager dog ikke virksomhederne fra at gå aktivt ind i opkvalificeringen af de ledige med indvandrerbaggrund,
Tværtimod er der brug for et større bidrag fra virksomhederne i arbejdet med at opkvalificere indvandrerne, lyder det fra Jobcenter Slagelse.

"Denne opkvalificering foregår allerbedst ude på en virksomhed. Man lærer bedst at sige godmorgen til kollegaer, når der er kollegaer at sige godmorgen til. Ligesom man bedst lærer, om praktisk rengøring ude på selve arbejdsplads. Vi har derfor brug for, at virksomhederne vil optræde som "træningsbaner" for indvandrerne, så vi i fællesskab kan opkvalificere dem, og dermed sikre virksomhederne arbejdskraft også i fremtiden," siger Niels Hilker, integrationskoordinator i Jobcenter Slagelse.

0:000:00