Domstolene skal i alle sager foretage en individuel og konkret vurdering af nødvendigheden af, at den dømte meddeles et opholdsforbud, og i givet fald også af opholdsforbuddets geografiske udstrækning.

Formålet er, at opholdsforbuddet skal målrettes de konkrete steder, hvor der er fare for, at den dømte vil begå lignende forbrydelser, såsom svømmehaller, idrætshaller, offentlige parker eller anlæg, skoler, legepladser, daginstitutioner, skove eller strandområder.

Domstolene kan endvidere efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 2, meddele den dømte et boligforbud. Et boligforbud indebærer, at den dømte ikke uden politiets tilladelse må lade børn under 18 år tage ophold i sin bolig eller selv tage ophold hos personer, hos hvem der opholder sig børn under 18 år. Et boligforbud omfatter ikke den dømtes egne børn eller adoptivbørn. Udtrykket ”tage ophold” betyder i praksis overnatning, og der skal i almindelighed være tale om flere overnatninger.

Domstolene kan herudover efter straffelovens § 236, stk. 1, nr. 3, meddele den dømte et besøgsforbud. Et besøgsforbud indebærer, at den dømte ikke må modtage besøg af et barn, der ikke er ledsaget af en voksen. Besøg omfatter også tilfælde, hvor den dømte uden for sin bolig, eksempelvis på en restaurant eller i en forlystelsespark, er vært for et barn, der ikke er ledsaget af en voksen.

Domstolene kan således ved afgrænsningen af et opholdsforbud tage hensyn til, om den dømte ejer eller har rådighed over ejendomme i området og sikre, at den dømte kan få adgang hertil. Hvis den pågældende tidligere har begået overgreb mod børn i den eller de pågældende ejendomme eller et lignende sted, kan domstolene meddele et bolig- eller besøgsforbud for at sikre, at ejendommen ikke kan anvendes til at begå nye overgreb mod børn.