Som oplyst i den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 2 indebærer lovforslaget bl.a., at et forbud fremover som udgangspunkt skal gives indtil videre, dvs. uden tidsbegrænsning.

Domstolene skal dog fortsat efter en konkret vurdering af karakteren af det begåede forhold og sagens øvrige omstændigheder, herunder den dømtes personlige forhold, kunne beslutte at tidsbegrænse forbuddet i 1-5 år. Det vil navnlig være relevant, når der er tale om mindre alvorlige lovovertrædelser, der ikke er begået mod børn, tiltalte ikke tidligere er dømt for lignende kriminalitet, og tiltaltes personlige forhold taler for, at forbuddet tidsbegrænses.

For så vidt angår domstolsprøvelse af forbud, der er givet indtil videre, følger det af gældende ret, at den dømte efter 5 års forløb regnet fra endelig dom kan forlange, at anklagemyndigheden indbringer spørgsmålet om forbuddets opretholdelse for retten, jf. straffelovens § 236, stk. 6, 1. pkt. Når særlige omstændigheder taler for det, kan justitsministeren endvidere tillade, at indbringelse for retten sker tidligere, jf. § 236, stk. 1, 2. pkt. Hvis afgørelsen går ud på, at forbuddet opretholdes helt eller delvis, kan spørgsmålet på ny indbringes for retten efter 2 års forløb, jf. § 236, stk. 6, 4. pkt.

Justitsministeriet har ikke fundet grundlag for at ændre gældende ret på dette punkt.