Pernille Vermund
 svarer 
Mattias Tesfaye

NB: Vil forbedrede vilkår på Sjælsmark gøre det sværere at hjemsende asylansøgere?

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

B 2, Spørgsmål 2

Mener ministeren, at forbedrede vilkår på Sjælsmark, kan føre til at flere får lyst til at blive eller bliver sværere at sende ud, hvis de ikke samarbejder om hjemrejse?

Svar fra tirsdag den 7. januar 2020
Tesfaye: De forbedrede forhold på Sjælsmark er udelukkende for børnenes skyld

Regeringen, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten er enige om, at der skal etableres et nyt center for de børn af afviste asylansøgere, der i dag er indkvarteret på Udrejsecenter Sjælsmark. Børnefamilierne tilbydes på den baggrund mulighed for at kunne flytte ud af centret senest i april 2020.

Lad mig i den forbindelse først og fremmest slå fast, at de forbedrede forhold for børn af særligt afviste asylansøgere, der i dag er indkvarteret på Udrejsecenter Sjælsmark, alene sker af hensyn til at skærme børnene. Det kan aldrig være børnenes skyld, at forældrene nægter at samarbejde med myndighederne og på den måde tager børnene som gidsler.

Når det er sagt, så er det naturligvis vigtigt, at vi ikke skaber forbedringer, som tilskynder forældrene til at blive i Danmark. Af samme årsag kan jeg heller ikke støtte den del af borgerforslaget, der handler om midlertidig opholdstilladelse i Danmark efter 18 måneders ophold til afviste asylbørn.

Jeg er af den klare opfattelse, at det er muligt at skabe et system, som først og fremmest har fokus på, at udlændinge uden lovligt ophold i Danmark skal rejse hjem, men hvor der samtidig tages hensyn til de børn, der uforvarende bliver involveret.

Jeg mener altså ikke, at de ændringer, vi foretager nu, vil have betydning for, om forældrene medvirker til deres udsendelse eller ej. Men det er naturligvis vigtigt, at vi løbende ser på, hvordan vi sideløbende med det nævnte tiltag mest effektivt sikrer, at så mange som muligt medvirker til deres hjemrejse. Jo højere grad afviste asylansøgere medvirker til deres udsendelse, desto kortere vil deres ophold på et udrejsecenter alt andet lige blive.

Mattias Tesfaye / Rebekka Schjellerup

0:000:00