Advokat: Ny lov rammer dem med små erstatningskrav hårdest

Af Karsten Høj
Advokat, Elmer Advokater

Der har netop været andenbehandling af lovforslag nr. 98 om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet (udvidelse af patienterstatningsordningen, fredning af udbetalte erstatninger med videre).

Da alle partier står bag en politisk aftale, bliver lovforslaget, der er sat til tredjebehandling 5. april, i løbet af kort tid vedtaget, og høringssvar, spørgsmål til ministeren etc. har således ikke flyttet noget som helst.

Dansk Folkeparti har udtrykt bekymring svarende til det, som jeg giver udtryk for i dette debatindlæg, men da de er en del af den politiske aftale, bliver det ved det.  

Erstatning sættes på pause
Ud over visse positive udvidelser af dækningen er hovedformålet at sørge for, at patienter, der får udbetalt erstatning i medfør af afgørelser, der ikke påklages inden en forkortet klagefrist på en måned, skal kunne beholde erstatningen.

Det skal gælde, selv om Ankenævnet ved klage over en senere afgørelse når frem til, at patienten ikke er berettiget til erstatning. I dag er retsstillingen mere usikker. Det lyder jo meget godt.

Det rammer dem med små erstatninger uforholdsmæssigt hårdt, og mig bekendt er det uden sidestykke i anden lovgivning.

Karsten Høj
Advokat, Elmer Advokater

Men partierne holder fast i, at når både patienten eller regionen klager over en afgørelse, så betyder det, at den erstatning, der er tilkendt i denne afgørelse, ikke udbetales til patienten, før klagesagen er afgjort.

Klager har dermed såkaldt 'opsættende virkning'. Det er selvsagt helt rimeligt, når det er regionen, der klager, fordi de mener, at en patient har fået tilkendt en for høj erstatning.

Men der ingen logik eller rimelighed i, at det også gælder, når det er patienten, der klager for at få forhøjet erstatningen, uden at regionen også klager. I den situation må regionen anses for at godkende afgørelsen.

Sådan må det nu engang være, når man har valgt at have et partssystem.

Regionerne har i dag dygtige jurister ansat til udelukkende at se efter, at Patienterstatningens afgørelser er korrekte. Vælger en region ikke at klage over tilkendt erstatning, må den udbetales til patienten, også selv om patienten klager. Sådan har det i øvrigt været i mange år på arbejdsskadeområdet.

Færre vil klage 
Når lovforslaget er vedtaget og trådt i kraft 1. juli 2018, vil patienter, der tilkendes erstatning, få oplyst, at de ikke får erstatningen udbetalt, hvis de klager over afgørelsen.

De må i så fald vente på Ankenævnets afgørelse. De fleste vil kunne forstå, at de må vente på at få deres erstatning, hvis 'modparten' – typisk regionen – klager. Men at ens egen klage for at få forhøjet erstatningen har samme konsekvens vil overraske de fleste.

Men værre er, at det helt sikkert vil afholde endnu flere end i dag fra at klage.

Det er retssikkerhedsmæssigt dybt betænkeligt, da det betyder, at Ankenævnet ikke kommer til at tage stilling til ret mange sager om udmåling af erstatning. Det begrænser også, hvor mange sager, der går videre til domstolene.

Meningen med vores patienterstatningsordning er, at Ankenævnet skal sætte retningslinjerne, og at domstolene skal kontrollere deres praksis. Det udhules med den nye lov.

Ældre- og Sundhedsministeren har i svar på udvalgsspørgsmål 32 givet tal for, hvor mange klager indgivet af patienterne, der i de sidste 5 år (2013-2017), har været om erstatningsudmåling, og hvor mange af disse klager, der har ført til et henholdsvis bedre og dårligere resultat for patienterne.

Oplysningerne viser, at over 100 patienter hvert år har fået et dårligere resultat ved at klage for at få mere i erstatning (i 2017 svarede det til cirka 23,6 procent af dem, der klagede). Det er mange flere end dem, der får et positivt resultat ud af at klage (i 2017 var det cirka 10 procent).

Hvorfor skal patienterne ikke have fuld erstatning?
Med den statistik taget i betragtning vil mange patienter, der fremover ikke får deres erstatning udbetalt, hvis de klager, holde op med at klage.

Det vil selvfølgelig ikke være alle, men det er min påstand, at om et par år vil det vise sig, at mange færre end de godt 500, der de senere år har klaget, vil klage. Det er en skidt udvikling.

Det er i det fremsatte lovforslag angivet, at udvidelsen af ordningen vil koste cirka 10 millioner kroner årligt, og at de formoder flere klager fra regionerne, fordi det, at man freder erstatningsbeløb tilkendt i upåklagede afgørelser, også vil koste cirka 10 millioner kroner.

At der skulle komme flere klager, tror jeg simpelthen ikke på. Men uanset hvad, så skal alle patienter, der tilkendes erstatning, betale disse i alt cirka 20 millioner kroner årligt ved, at der fradrages 7.300 kroner i erstatningen.

Det er virkelig besynderligt.

En patient, der tilkendes 15.000 kroner i svie- og smerte-godtgørelse for 2½ måneds ekstra indlæggelse grundet en fejlbehandling, vil fremover kun få udbetalt 7.700 kroner.

Men det er nok bare mig, der ikke forstår mig på politik.

Det rammer dem med små erstatninger uforholdsmæssigt hårdt, og mig bekendt er det uden sidestykke i anden lovgivning.