Aktører om alkoholbehandlingen: Regeringen skal ikke kun fokusere på kommunal styring

Højere kvalitet og flere i behandling
For der i den grad brug for højere kvalitet. Sundhedsstyrelsen har i den forbindelse foreslået, at der indføres nationale kvalitetsstandarder for alkoholbehandling, og at standarderne "bør gælde for alle behandlingssteder, der tilbyder alkoholbehandling, således, at borgeren er sikret behandling af god kvalitet og samme ensartede standard, uanset om det er et privat eller kommunalt behandlingssted eller hvor i landet, borgeren er bosat".

Det er svært at være uenig i. Samtidig peger Sundhedsstyrelsen på, at kun cirka 17.600 ud af de cirka 140.000 alkoholafhængige kommer i behandling. Eller med andre ord: Ni ud af ti alkoholafhængige kommer ikke i behandling.

Det har enorme menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser. Ikke-offentlige alkoholbehandlingstilbud udgør ifølge Social og Indenrigsministeriet en tredjedel af de samlede pladser i ambulant alkoholbehandling.

Ikke-offentlige spiller dermed en afgørende rolle i forhold til at sikre både det nødvendige udbud af pladser og borgerens frie valg.

Og netop det frie valg er ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsen bydende nødvendigt: Kun fem procent af de behandlede er henvist fra lægen, mens næsten totredjedele har henvendt sig direkte til behandlingsstedet.

Det frie valg og borgerens mulighed for at møde op på behandlingsstedet uden forudgående visitation spiller en nøglerolle i forhold til at få borgerne i behandling.

Vejen til bedre styring
Derfor er det også skudt forbi målet, at det nu tilbagetrukne lovforslag gav kommunerne mandat til at bestemme antallet af private tilbud, der må levere behandling uanset deres kvalitet, og på den måde begrænse udbuddet af pladser og borgernes frie valg.

Det må være kvaliteten, der afgør, om et tilbud skal kunne levere behandling til borgeren, og ikke den enkelte kommunes forgodtbefindende.

Der er brug for at gentænke alkoholbehandlingen, så langt flere kommer i behandling, og borgerne altid møder behandling af høj kvalitet.

Samtidig er det klart, at kommunerne skal kunne have hånd i hanke med udgifterne på området al den stund, at det er kommunerne, der finansierer behandlingen. Offentlige kroner skal bruges klogt og uden spild.

Derfor skal der skabes vished for, at vi som samfund får mest velfærd for pengene. Det kræver, at der skabes gennemsigtighed i taksterne i den ambulante alkoholbehandling i offentlige såvel som ikke-offentlige tilbud.

Der er afgørende, at vi finder en model, der tydeliggør sammenhæng mellem pris og kvalitet, der gælder på tværs af offentlige og ikke-offentlige leverandører. En sådan model vil naturligvis forudsætte, at det bliver gjort krystalklart, hvilke elementer der skal indgå.

Elementer som for eksempel husleje, vand, varme, HR, IT og andre supportfunktioner, der i dag opgøres forskelligt særligt mellem offentlige og ikke-offentlige tilbud.

Alle tilbud bør godkendes på grund af kvalitet
Det nu skrinlagte lovforslag om bedre styring af offentligt finansieret alkoholbehandling havde som nævnt fokus på kommunernes økonomiske styring.

I den forbindelse blev det foreslået, at alle ikke-offentligt ambulante alkoholtilbud skulle indgå aftale med mindst én kommune, der på egne vegne og på vegne af en anden kommune indgik en aftale om levering af alkoholbehandling.

Dermed ville kommunerne få ret til at afgøre, hvilke ikke-offentlige tilbud der kan levere alkoholbehandling. Uagtet det enkelte tilbuds kvalitet var godkendt af tilsynet.

Kravet skulle desuden ikke omfatte de offentlige tilbud, for som det fremgik af første udkast til lovforslaget, så bemærkede Sundheds- og Ældreministeriet, "at det forudsættes, at offentlige behandlingssteder leverer den forventede kvalitet til en passende takst".

Ministeriets forudsætning står dog i modsætning til Sundhedsstyrelsens servicetjek, der viser noget andet. En sådan tilgang er hverken konstruktiv eller rimelig i forhold sikre et tilstrækkelig udbud af offentlige som ikke-offentlige behandlingstilbud, og at disse tilbud leverer høj kvalitet.

Nyt lovforslag bør forholde sig til kompleksiteten
Derfor bør sikringen af det enkelte tilbuds kvalitet og dermed mulighed for at levere alkoholbehandlingstilbud placeres alene hos de to tilsyn, der allerede i dag har tilsynet med det enkelte tilbuds kvalitet, nemlig Socialtilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed.

Det gælder naturligvis også for de offentlige tilbuds vedkommende, så kommunerne ikke godkender sig selv, men at alle godkendelser sker på et objektivt grundlag og udført en myndighed over det kommunale niveau.

Sundheds- og ældreministeren oplyste i forbindelse med tilbagetrækning af lovforslaget, at regeringen "stadig ønsker at skabe de bedst mulige rammer for alkoholbehandlingen i Danmark".

Som repræsentanter for de ikke-offentlige alkoholbehandlingstilbud glæder vi os over regeringens ambition, som vi også deler.

I den forbindelse vil vi opfordre regeringen til at få opdaterede tal for området, herunder en belysning af de samfundsøkonomiske konsekvenser ved den manglede alkoholbehandling, så de politiske drøftelser kan foregå på et så kvalificeret grundlag som muligt.

Vi håber derfor, at ministeren i næste ombæring ikke blot fokuserer på kommunal styring, men vil sikre, at flere kommer i alkoholbehandling af høj kvalitet.