Debat

Antropolog: Politikere underprioriterer socialpsykiatrien

Socialpsykiatrien bliver modsat behandlingspsykiatrien ofte overset af politikerne, som skal huske problemet i arbejdet med tiårsplanen for psykiatrien, skriver Anne Mia Steno.

Socialpsykiatrien må ikke overses i den kommende tiårsplan for psykiatrien, som Folketingets partier har indledt forhandlinger om, skriver Anne Mia Steno.
Socialpsykiatrien må ikke overses i den kommende tiårsplan for psykiatrien, som Folketingets partier har indledt forhandlinger om, skriver Anne Mia Steno. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det socialpsykiatriske område vokser og er samtidig under pres.

I løbet af en treårig periode er der sket en stigning på 17 procent i antallet af borgere, der har brug for socialpsykiatrisk hjælp og støtte. Den udvikling skyldes blandt andet, at der i behandlingspsykiatrien nu er mere ambulant behandling, og at der er en generel stigning i antallet af borgere med psykiske vanskeligheder.

Hver tredje dansker har på et tidspunkt i sit liv en psykisk sygdom, og cirka 31.000 mennesker med psykiske lidelser får indsatser under serviceloven, herunder modtager omkring 21.500 borgere socialpædagogisk bistand og 6.000 borgere et botilbud.

I et historisk lys er det relativt nyt, at mennesker med psykiske lidelser er blevet et socialpædagogisk anliggende. Der er sket som et led i en udvikling, hvor man er gået fra primært at fokusere på neurobiologiske forståelser af psykisk sygdom, til i højere og højere grad også at fokusere på forskellige sociale forholds betydning for at få det bedre.

Den udvikling betyder, at socialpsykiatrien i højere grad er blevet et arbejdsområde for velfærdsprofessionelle som pædagoger, socialrådgivere og ergoterapeuter.

Bosteder med primært pædagogisk personale
En central del af den udvikling er anerkendelsen af muligheden for recovery, det vil sige, at man kan komme sig fra psykiske sygdomme, som tidligere blev opfattet som kroniske.

Det recovery-orienterede arbejde er også ofte mere uigennemskueligt i praksis end i teorien

Anne Mia Steno, antropolog og lektor ved Institut for Pædagoguddannelse på Københavns Professionshøjskole

Det sociale møde og relationerne mellem professionel og borger er som resultatet heraf også under forandring. Der er sket en demokratisering af ekspertise, hvor borgernes behov, meninger og viden inkluderes i tilrettelæggelsen af deres sociale indsats.

Jeg er antropolog og forsker og har i tre år fulgt en gruppe af unge voksne med svære psykiske lidelser, såsom paranoid skizofreni og angst. De bor alle på socialpsykiatriske bosteder, der hører under paragraf 107 i serviceloven, og som dermed tilbyder midlertidigt ophold i boformer til personer, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for det.

Beboerne er mellem 18 og 25 år og bor i gennemsnit tre til fem år på bostederne, hvor personalet primært består af pædagogisk personale, men også tæller ergoterapeuter og socialrådgivere.

Bostederne bestræber sig på at tilbyde hjemlige rammer, og der er således sofakroge i fællesrummene, ligesom indretningen bærer præg af mange planter, billeder på væggene og små hjørner med spil og sækkestole.

Uigennemskueligt i praksis
Bostederne arbejder recovery-orienteret og med særligt fokus på at støtte de unges evne til selvstændighed og mestring i eget liv.

Det betyder blandt andet, at personalet arbejder med ADL-træning, det vi sige træning i "almindelig daglig levevis," som for eksempel kan være at købe ind og vaske tøj. Derudover tilbyder de rammer for fællesskaber og demokratisk medbestemmelse i for eksempel beboermøder, fællesspisning og madlavning.

Det arbejde, der foregår på disse socialpsykiatriske bosteder, udgør for mange mennesker med psykiske sygdomme den tryghed og ro, som de har brug for til at få det bedre.

Det betyder imidlertid, ikke at alle bostederne er problemfrie. De er for eksempel udspændt mellem at være arbejdsplads for nogen (personalet) og hjem for andre (beboerne), hvilket betyder, at de kan komme til at opleves som sceniske øvelseshjem, hvor relationerne er svære at gennemskue for beboerne.

Det recovery-orienterede arbejde er også ofte mere uigennemskueligt i praksis end i teorien. Recovery-tankegangen har i sit udgangspunkt været en utrolig vigtig landvinding i det, den har sat fokus på det enkelte menneskes egen medbestemmelse og autonomi i forhold til bedring i centrum og bidraget til et opgør med behandleren som autoritet.

Det er et tab. Først og fremmest for de mange mennesker med psykisk sygdom, som har oplevet at blive kastet rundt mellem forskellige kortvarige tilbud og falder imellem forskellige stole

Anne Mia Steno, antropolog og lektor ved Institut for Pædagoguddannelse på Københavns Professionshøjskole

Husk nu socialpsykiatrien
Men beboere bliver stadig mange steder mødt med forventninger om at skulle ville få det bedre selv, at opføre sig på særlige måder, og de bliver belønnet for bestemte opførsler.

På den måde er socialpsykiatrien stadig en del af en historie med et autoritativt psykiatrisk regime, hvor patienter skal tage deres medicin og gøre, hvad der bliver sagt, selvom der i dag arbejdes helt anderledes inddragende.

På trods af de fortsatte udfordringer udfylder socialpsykiatriske bosteder en meget vigtig rolle i den forstand, at de i modsætning til behandlingspsykiatrien har mulighed for at tilbyde mennesker med psykiske sygdomme en anden form for kontinuitet og stabilitet på trods af deres midlertidige status. Derfor er det så vigtigt, at socialpsykiatrien ikke overses i den kommende tiårsplan for psykiatriområdet.

Dette er ikke et argument for, at behandlingspsykiatrien ikke er vigtig, men alene et opråb for socialpsykiatrien, som ofte politisk underprioriteres.

Måske fordi pædagogiske arbejdsområder ikke rangerer lige så højt som sundhedsprofessionelles, og det relationelle arbejde på bostederne ikke genkendes som lige så vigtigt. Det er et tab.

Først og fremmest for de mange mennesker med psykisk sygdom, som har oplevet at blive kastet rundt mellem forskellige kortvarige tilbud og falder imellem forskellige stole, fordi de "ikke er syge nok" til at være indlagt.

Dernæst er det et tab for de mange velfærdsprofessionelle, særligt pædagoger, som deler hverdagslivet med beboerne på socialpsykiatriske bosteder og som har potentialer til at gøre den forskel, der gør en forskel for de mennesker, som de arbejder med – hvis de får tid og penge tilført til deres område.

Læs også

E-mail Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion