Cepos: Ikke al ulighed i sundhed er usund

DEBAT: Ikke al ulighed afspejler forskelle i adgangen til sundhedsydelser. Noget af uligheden afspejler livsvalg, præferencer og evner. Derfor er det centralt, at vi kun bekæmper diskrimination – ikke diversitet, skriver Mia Amalie Holstein og Otto Brøns-Petersen.

Af Mia Amalie Holstein og Otto Brøns-Petersen
Hhv. velfærdspolitisk chef og analysechef i CEPOS

Uligheden i sundhed er samlet set støt faldende. Men når det er sagt, er det naturligvis et politisk problem, hvis de forskelle, som trods alt findes, skyldes diskrimination i adgangen til det offentlige sundhedssystem.

Grundlæggende er vores viden om ulighed i sundhed usikker. Det er der dog ikke meget, der tyder på, at der skulle være en betragtelig diskrimination i adgangen til sundhed.

Tværtimod viser Van Doorslaer et al. (2004), at der ikke er forskelle på høj- og lavindkomsters forbrug af lægeydelser samlet set.

Tallene er behovsstandardiseret – dvs. korrigeret for, at mennesker i lavindkomstgrupperne har dårligere helbred.

Ifølge Doorslaer er der heller ikke noget, der tyder på, at der er ulighed i sundhed for hospitalsindlæggelser.

Pensionister har dårligere helbred
Noget af den ulighed, vi ser, når vi betragter indkomstrelateret ulighed i sundhed, er, at pensionister er stærkere koncentreret blandt lavere indkomstgrupper og har et langt dårligere helbred end gennemsnittet.

Det kan også skyldes, at tidlig tilbagetrækning særligt bruges af dem, som trækker sig tilbage på grund af deres sundhedstilstand.

Dog har pensionisternes betydning for uligheden i sundhed ifølge Christiansen og Lauridsen (2016) været aftagende over tid, som deres socioøkonomiske status er blevet forbedret.

Når vi betragter uddannelsesrelateret ulighed, vil en del af den ulighed, vi ser, hænge sammen med, at dem med dårligt helbred i dag højst sandsynligt udgør en større del af de ufaglærte, end de gjorde tidligere.

For der er grund til at tro, at ’de raske liv’ i højere grad i dag end tidligere uddanner sig.

Et individuelt anliggende
Endeligt kan forskelle i sundhed også afspejle forskelle i livsvalg, præferencer og evner. Og det er ikke et politisk anliggende.

For eksempel vil en høj vægt på fremtiden tale for at vælge at uddanne sig og spare op, hvilket i gennemsnit vil resultere i højere indkomst. Det kan også tale for at vælge en sund livsstil.

I begge tilfælde er der gevinster på langt sigt, men afsavn på kort sigt.

Omvendt kan en høj vægt på nutiden tale for at foretage valg, som koster på lang sigt – både med hensyn til indtægt og levealder.

Om det ene er bedre end det andet er et helt individuelt anliggende.

Vi har usikker viden om årsagerne
Der har heldigvis været en stærk bevægelse i sundhedssystemet i retning af at respektere den enkelte patients autonomi og personlige valg. Det gælder for eksempel ved afvejningen af, om der bør foretages potentielt livsforlængende, men samtidig risikable og livskvalitetsforringende behandlinger, eller om behandlingen bør stoppes.

Der er en erkendelse af, at det er en fejl at tro, at selve afvejningen kan foretages på grundlag af lægelig autoritet. Den lægefaglige autoritet kan derimod bidrage til at foretage oplyste valg.

Desværre mangler der endnu noget i forståelsen af, at den enkeltes livsvalg, præferencer og evner på fuldstændig samme måde også i sidste ende kun kan være den enkeltes sag.

Og at bidraget til dette valg højst kan være at stille information til rådighed.

Vi må holde fast i, at vi har nogenlunde sikker vide om omfanget af social ulighed, men usikker viden om årsagerne.

Denne usikkerhed betyder, at bekæmpelse af ulighed i sundhed aldrig bliver et selvstændigt politisk mål. For der er kun grundlag for at bekæmpe diskrimination, ikke diversitet.

Forrige artikel Forsikring & Pension til Yngre Læger: Jeres kritik bygger på myter Forsikring & Pension til Yngre Læger: Jeres kritik bygger på myter Næste artikel Colitis-Crohn Foreningen: Lyt til patienten, før du behandler Colitis-Crohn Foreningen: Lyt til patienten, før du behandler