Cepos: Uligheden i sundhed falder

Af Mia Amalie Holstein og Otto Brøns-Petersen
Hhv. velfærdspolitisk chef og analysechef i Cepos

’Ulighed i sundhed’ henviser almindeligvis til, at man ønsker at afdække, om der er barrierer i adgangen til sundhedsydelser.

Men det er svært at skaffe et egentligt mål for adgangen til sundhedsydelser, hvorfor man ofte må anvende mere generelle mål, for eksempel det faktiske sundhedsforbrug, det selvrapporterede helbred eller levealderen.

Hvis man for eksempel ser på analyser af den samlede ulighed i levealder, er billedet klart: Der er en forskel i levetiden, men forskellene på, hvor gamle vi bliver, er faldende og har været det i hvert fald siden midtfirserne.

Faldende forskel i levetid
En del af forklaringen på den faldende forskel i levetid er den faldende børnedødelighed, men billedet gælder også for voksne isoleret. Selv forskellen mellem mænd og kvinder er nu vigende.

Samtidig er forskellene i levealder betydeligt mindre end for eksempel forskellene i indkomst.

Det er årsagerne til uligheden, som i nogle tilfælde udgør et problem.

Mia Amalie Holstein og Otto Brøns-Petersen
Hhv. velfærdspolitisk chef og analysechef, Cepos

Det gælder i øvrigt også, at forskellene i levealder er faldende globalt – levealderen stiger mest i de lande, hvor den er kortest.

Man kan godt finde analyser, som peger på, at der er en stigende ulighed i sundhed – for eksempel når man nedbryder uligheden i indkomst- eller uddannelsesgrupper.

Det kan synes paradoksalt, når den samlede ulighed nu er faldende. Men det indikerer snarere, at man skal være varsom med fortolkningen ved den slags opdelinger. For det er et tegn på, at der er bagvedliggende forklaringer, man ikke har indfanget.

Eksempelvis er det i den slags analyser vigtigt at tage højde for, at det ikke er de samme, som bliver ufaglærte i dag som for 40 år siden.

Dem med dårligt helbred vil i dag højst sandsynligt udgøre en større del af de ufaglærte, end de gjorde tidligere. For flere og flere tager en uddannelse, og der er derfor grund til at tro, at ’de raske liv’ i højere grad i dag end tidligere uddanner sig.

Årsagerne skal i fokus
Endvidere betyder den faldende dødelighed blandt børn og unge, at flere ’dårlige liv’ lever længere og når at blive talt med i for eksempel uddannelseskategorierne.

Det taler for, at det altså i overvejende grad er sundhedstilstanden, som bestemmer rekrutteringen til uddannelseskategorierne, og ikke uddannelsesforskellene, der forklarer forskellene i sundhed.

Det burde ikke være overraskende, at uligheden i sundhed samlet er faldende – blandt andet i lyset af en teknologisk udvikling med færre farlige og nedslidende job.

Men en faldende ulighed er naturligvis ikke ensbetydende med, at der ikke fortsat er forskelle i sundhedstilstanden i befolkningen. Det er imidlertid helt centralt at se nærmere på årsagerne.

For ulighed er ikke i sig selv et problem, som kan eller skal løses politisk. Den målte ulighed er i bedste fald en løs indikator og kan sagtens være vildledende. Det er årsagerne til uligheden, som i nogle tilfælde udgør et problem.

I vores næste indlæg vil vi se nærmere på, hvornår ulighed er et problem, og hvornår den ikke er.