Danske Regioner: Ekspertudvalg overser åbenlys løsning på det specialiserede socialområde

Markedet skaber et kollektivt handlingsproblem
Det er ubestrideligt, at en fornuftig økonomi er en nødvendig forudsætning for at løfte det store ansvar på det specialiserede socialområde. Både i forhold til det enkelte menneske og i forhold til at udvikle området til gavn for alle brugere.

Men jeg hæfter mig ved en lidt overset konklusion, som ekspertudvalget drager: Der er et stort problem med den markedslogik, som det specialiserede socialområde styres efter. Hvor tilbud til mennesker med handicap købes og sælges på tværs af kommuner, regioner og private.

Regionerne er oplagte at bringe i spil, når regeringen tager hul på at konkretisere planen om at organisere det specialiserede socialområde efter en specialeplan, som det kendes fra sundhedsområdet.

Jacob Klærke (SF)
Formand for Psykiatri- og Socialudvalget, Danske Regioner

Kommunerne mangler enkeltvis incitament til at investere i tilbud, hvor de selv kun anvender en lille del af pladserne. Særligt tilbud, der er målrettet de mest specialiserede behov, hvor målgruppen typisk er meget lille på landsplan.

Det skaber ifølge ekspertudvalget et ’kollektivt handlingsproblem’, hvor alle venter på hinanden, og ingen løber den økonomiske risiko på fællesskabet vegne. Som konsekvens bliver den nødvendige specialiserede kapacitet ikke etableret, udbyderne får monopollignende forhold, og kommunerne risikerer at købe for dyrt ind.

Regeringen og KL har forsøgt at løse problemet ved at etablere en lånepulje på 1,5 mia. kr. i perioden 2024-2026, men jeg tror ikke, det løser noget. For hvis ingen kommuner har lyst til at investere på vegne af andre, hvorfor skulle en kommune så have lyst til at optage lån på vegne af andre?

Den oplagte løsning er regionerne
Til gengæld findes der en åbenlys løsning, som det undrer mig, at Ekspertudvalget overser. Nemlig regionerne.

Regionerne har forsyningspligt overfor kommunerne, og kapaciteten fastsættes i en rammeaftale med kommunerne i regionen for to år ad gangen. Regionerne driver på den baggrund sociale tilbud til børn og voksne i hele landet fordelt på godt 3.000 døgntilbudspladser og knap 1.500 dagtilbudspladser. Regionerne er i fire ud af fem rammeaftaler den største leverandør. I den femte (Nordjylland) er regionen den næststørste leverandør.

Regionerne er desuden den eneste aktør på det specialiserede område, der hverken har en økonomisk interesse i form af profit (som de private) eller et snævert myndighedsansvar overfor egne borgere (som kommunerne).

Læg dertil, at der i regionerne er mulighed for tæt samspil med specialfunktioner på hospitaler og i psykiatrien, større befolkningsmæssig volumen til at drive og udvikle det specialiserede socialområde, hvilket også mindsker udfordringen med de snævre målgrupper.  

Jeg mener derfor, at regionerne er oplagte at bringe i spil, når regeringen tager hul på at konkretisere planen om at organisere det specialiserede socialområde efter en specialeplan, som det kendes fra sundhedsområdet.

Fjern muligheden for at hjemtage tilbud
I regionerne er vi klar til at løfte et større ansvar i fællesskabets interesse. Men det kræver, at specialeplanen gør op med kommunernes adgang til at overtage regionale tilbud, der drives med henblik på at betjene borgere uanset hvilken kommune de kommer fra.

Fremfor i dag, hvor der ofte fokuseres snævert på behovene indenfor den enkelte kommunegrænse. Et opgør med kommunernes mulighed for at tvangsovertage specialiserede regionale tilbud var en del af den forrige regerings forslag til reform af socialområdet. Jeg kan kun opfordre til, at den nuværende regering genfremsætter det forslag.

Ikke mindst fordi endnu et tilbud nu er på huggeblokken, idet Silkeborg Kommune planlægger at hjemtage et tilbud for voksne med autisme. Kald mig bare pessimist, men jeg frygter, at det også her vil føre til personaleflugt, færre højt specialiserede kompetencer. Og ikke mindst at brugere og pårørende vil opleve et fald i kvalitet. Selv vil jeg kalde frygten for nøgtern realisme.

Jeg håber derfor, at ekspertudvalget i det videre arbejde frem mod næste afrapportering vil se på, hvordan man kan bringe de aktører bedre i spil, som har de bedste forudsætninger – geografisk, kompetence- og befolkningsmæssigt.

Og ikke mindst fokus på hver, der kan og vil løfte det populationsansvar på tværs af kommunegrænser, som det specialiserede socialområde helt åbenlyst trænger til.