DF om tolkegebyr: Vi skal ikke belønne dem, der ikke vil lære dansk

Af Erik Høgh-Sørensen (DF)
Medlem af Regionsrådet og Forretningsudvalget i Region Nordjylland

En række organisationer ønsker sammen med læger, sygeplejerske- og lægestuderende samt patientforeninger at fjerne tolkegebyret i sundhedsvæsenet.

Tanken fra de i alt 12 organisationer er både kritisabel og uansvarlig, for når sundhedsvæsenet tilvælger én service for nogle, så fravælges en anden service for andre.

Afskaffes tolkegebyret, vil vi vende tilbage til 2017-tilstande, hvor der på landsplan blev brugt 181 millioner kroner på tolkning. Nu er der omsider tegn på, at tolkegebyret standser denne eksplosive omkostning.

Fjernes tolkegebyret, belønner vi lige netop dem, der ikke gider lære dansk. Det nuværende gebyr rammer nemlig kun migranter efter tre års ophold, og der er dispensation for folk med indlæringsvanskeligheder.

Hørehæmmede får ingen hjælp
Det hævdes dernæst, at tolkegebyret udløser større ulighed i sundhed. Virkeligheden er vel snarere modsat. Ældre dansktalende borgere på sygehus møder ofte udenlandske læger uden at modtage organiseret sproghjælp.

Lad os lige slå fast, at behandlingen i Danmark oftest er bedre, end hvor de pågældende kom fra. 

Erik Høgh-Sørensen (DF)
Medlem af Regionsrådet og Forretningsudvalget i Region Nordjylland

De ældre kan i nogle tilfælde ty til hjælp fra pårørende.

Hørehæmmede Vanitha Jørgensen, som jeg har været i kontakt med, er et andet eksempel på de prioriteringer, der skal gøres.

Vanitha Jørgensen fik ingen tegntolke-hjælp fra det offentlige, da hun for nogle år siden startede et praktikforløb på en arbejdsplads. Trods faderens forsøg på at hjælpe gik det pågældende praktikforløb galt – heldigvis kom Vanitha Jørgensen senere videre til noget andet og bedre.

Pointen er, at hvor Vanitha Jørgensen intet kan gøre ved sin manglende hørelse, kan indvandrere løse deres problem ved at lære dansk.

Kritikere af tolkegebyret hævder, at manglen på tolkning kan medføre dårligere behandling af socialt udsatte indvandrere.

Det er muligvis rigtigt, men lad os lige slå fast, at behandlingen i Danmark oftest er bedre, end hvor de pågældende kom fra. Det står dem frit at rejse hjem.

Måske kan Lægeforeningen finansiere fjernelse af tolkegebyret
Derudover er tolkebistand ingen garanti for andet end offentlig udgift. Tolkning kan være direkte sundhedsskadelig.

I Rigsrevisionens kritiske rapport om brug af tolkeydelser, marts 2018, findes blandt andet et eksempel, hvor en tolks fejloversættelse fik en patient til at drikke olivenolie. Dialogen udløste diarré.

I et andet eksempel kunne Radio24syv berette, hvordan en person, der hævdede at tale swahili, fik tilbudt job, selvom han i virkeligheden kun evnede at bestille to øl på swahili.

Samtidig undrer jeg mig over Lægeforeningens rolle som en af de 12 klage-organisationer. 

Lægeformand Andreas Rudkjøbing burde snarere bruge sin tid på at løse reelle problemer, eksempelvis den kendsgerning, at Praktiserende Lægers Organisation (PLO) ikke vil eller kan bidrage til at sikre aftendækningen i lægevagten i Farsø i Vesthimmerland.

Fra 1. december i år mister dette lokalsamfund – inklusive indvandrere – sin aftendækning på hverdage, fordi PLO ikke vil eller kan stille med læger. 

Til orientering tjener en vagtlæge i Region Nordjylland mellem 5.000 kroner og 25.000 kroner for en otte-timers-vagt. På jævnt jysk er det ikke helt ringe, så måske kan Lægeforeningens medlemmer selv finansiere en fjernelse af tolkegebyret?

Tillad mig at omformulere den amerikanske præsident John F. Kennedys ord fra 1961: "Spørg ikke sundhedsvæsenet efter flere penge, kære læger. Fortæl, hvad I selv vil yde".