Diabetesaktører: Diabetespatienter er afhængige af et løft af det nære sundhedsvæsen

DEBAT: Den nationale diabeteshandlingsplan blev lanceret af satspuljepartierne i Folketinget, men der er behov for, at handlingsplanen revideres, skriver Jørgen Andersen og Allan Flyvbjerg. 

Af Jørgen Andersen og Allan Flyvbjerg
Hhv. konstitueret formand for Diabetesforeningen samt direktør på Steno Diabetes Center Copenhagen og tidligere formand for Diabetesforeningen

Det var utrolig positivt, da Den Nationale Diabeteshandlingsplan blev lanceret på Verdens Diabetesdag tilbage i 2017 – ikke mindst fordi planen anerkender, at diabetes er en sygdom, som har store konsekvenser hos dem, der har diagnosen.

Det er i dag cirka fem procent af alle danskere, og tallet er stigende. 

Diabeteshandleplanen indeholder konkrete initiativer, der er bygget op om fire pejlemærker: at færre udvikler type 2-diabetes, at børn og unge får et bedre liv med deres sygdom, at flere får en velreguleret diabetes, og at der er mere sammenhæng i behandlingsforløbene.

Ambitionen var langsigtet, og initiativerne er fulgt op af en samlet bevilling på 65 millioner kroner til udvikling af pilotprojekter, der vil kunne danne grundlag for potentielle nye fremtidige indsatser. 

De forsøger at finde løsninger
Nu er vi halvvejs, og vi vil gerne gøre status. Men vi møder en udfordring, for i planen mangler der konkrete mål for, om der reelt er sket en forbedring af behandlingen med udgangspunkt i pejlemærkerne.

Det er svært at afgøre, da der er sket meget andet på diabetesområdet, siden handlingsplanen blev lanceret.

Blandt andet har de fem regionale Steno-centre udviklet sig og er i gang med at skabe forskning, faglig udvikling og fornyelse inden for forebyggelse, uddannelse, behandling, samarbejde med kommuner og almen praksis, brugerinddragelse, og meget mere.

Der er sat flere end 40 klinisk orienterede udviklingsprojekter i gang, de fleste forsøger at finde løsninger på de udfordringer, der er centrale i den nationale diabeteshandlingsplan.

Almen praksis og kommunerne gearer sig også til at håndtere behandlingen af flere personer med type 2-diabetes.

Overenskomsten fra 2017 besluttede, at almen praksis i højere grad skal være behandlingsansvarlig for personer med forholdsvis ukompliceret type 2-diabetes.

Kommunerne har ansvaret for rehabilitering, herunder patientuddannelse, og flere steder i landet er etableret kommunale diabetescentre, som er blevet spydspidser inden for kommunal rehabilitering og støtte til personer med type 2-diabetes. 

I løbet af de næste par år kommer resultaterne, og her er det vigtigt at gribe de succesrige projekter og omsætte dem til drift. Ikke kun dér, hvor projekterne er udviklet, men i hele landet.

Behandlingen afhænger af løft
Selvom der disse år sker masser af positiv udvikling på diabetesområdet, er der også forsat udfordringer at løse, før vi får skabt det ønskede nære og sammenhængende sundhedsvæsen af høj kvalitet. 

Diabetesforeningens medlemmer efterlyser i en ny større undersøgelse, at sammenhængen mellem sundhedsvæsenets aktører bliver bedre.

Derfor er der brug for en fortsat national ramme for, hvordan vi får mest ud af de mange gode initiativer, der lige nu vokser op alle vegne, og styrket sammenhængen mellem sektorerne.  

Aktuelt bliver der talt meget om behovet for en grundlæggende sundhedsreform for at styrke det nære sundhedsvæsen, senest af Kommunernes Landsforening (KL).

Der er ingen tvivl om, at diabetesbehandlingen vil afhænge af, at der sker et markant løft af sundhedsfagligheden, ressourcerne og sammenhængen i kommunerne og almen praksis, hvis vi skal se et reelt fungerende nært og sammenhængende lokalt sundhedsvæsen, der er gearet til en nær fremtid med et stigende antal danskere med type 2-diabetes. 

De geografiske uligheder er for store
Der er desværre stadig stor variation fra den ene praksis til den anden, og kommunerne kæmper med for få sundhedsfaglige ressourcer, uklare krav til kvaliteten og forvaltningsmæssige barrierer, der ikke understøtter det nødvendige samarbejde mellem eksempelvis sundhedsforvaltningen, der står for patientuddannelse og rehabilitering, og socialforvaltningen, der bevilger hjælpemidler til den samme gruppe af borgere.

Samlet set henvises for få personer med type 2-diabetes til relevante, kommunale initiativer.

Med al den aktivitet og den nationale diabeteshandlingsplan som omdrejningspunkt er der så overhovedet behov for et nationalt politisk fokus?

Ja, det mener vi, for ud over at styrke det tværsektorielle samarbejde er der andre udfordringer, som ikke er løst. 

De geografiske uligheder er for store. De skal udjævnes, så personer med diabetes i dag kan regne med, at deres tilbud om hjælp fra kommunen og behandlingstilbuddet fra sygehuse, Steno-centre og de praktiserende læger ikke afhænger af deres postnummer. 

De teknologiske løsninger skal bringes mere i spil, så flere personer med diabetes har adgang til det rette udstyr, som kan løfte deres livskvalitet, forbedre behandlingen og sikre, at færre udvikler følgesygdomme.

Hvis fordelene skal høstes i fremtiden, skal vi turde investere nu. 

Vi skal anvende afgifter mere modigt
Forebyggelse og øget folkesundhed skal spille en stærkere rolle. Uanset et sundhedsvæsen, der generelt leverer en særdeles høj kvalitet, kan vi ikke behandle os ud af diabetesudfordringen.

Det kræver initiativer til at forebygge blandt andet overvægt og en prioritering af folkesundheden ved blandt andet at anvende afgifter mod rygning og usunde fødevarer langt mere modigt.  

Desuden bør vi med så stor aktivitet på diabetesområdet sikre, at der er en klar retning for udviklingen og en plan for fortsat god diabetesbehandling i et nært og tværsektorielt sundhedsvæsen. 

Diabeteshandleplanen indeholder støtte til udviklingsprojekter – og det er godt – men alt for ofte løber sådanne projekter ud i sandet på grund af manglende ressourcer til at drifte dem.

Standardsvaret fra landspolitikerne er, at pengene til at drifte ny viden skal findes i de allerede afsatte regionale og kommunale budgetter.

Nævnte problemer bør adresseres 
Vi kunne derfor ønske, at man på nationalt niveau er mere ambitiøs frem mod udformningen af en ny national diabeteshandleplan 2021-2024 – version 3.0 – når den nuværende plan udløber.

En plan, der bygger videre på de projekter, der er blevet igangsat, og med fokus på at implementere den viden, der aktuelt er under udformning, også i de kommunale og regionale diabetescentre.

Her bør der afsættes særlige regionale og kommunale driftsmidler, der gør, at dette kommer til at ske. Samtidig bør de nævnte udfordringer adresseres i en ny handleplan.

En sådan tilgang vil komme alle danskere med diabetes til gavn, for med god diabeteskontrol følger færre følgesygdomme. Og ligeså vigtigt vil denne indsats ikke kun gøre gavn på diabetesområdet.

Den nye viden kan forventeligt også anvendes inden for mange andre kroniske sygdomme og dermed komme mange danskere til gavn.  

Forrige artikel Tandlæger om tandpleje til socialt udsatte: Vi har brug for en helt ny struktur Tandlæger om tandpleje til socialt udsatte: Vi har brug for en helt ny struktur Næste artikel Debat: Offentlig og privat alkohol­behandling trænger til et servicetjek Debat: Offentlig og privat alkohol­behandling trænger til et servicetjek