Ergoterapeuter: Er der reelt frit valg af genoptræning?

Af Tina Nør Langager
Formand for Ergoterapeutforeningen

Patienterne skal genoptrænes hurtigt. 

Det er indholdet i regeringens lovforslag om at ændre sundhedsloven, så patienterne har frit valg til at vælge genoptræning hos en privat leverandør, hvis det offentlige ikke kan tilbyde genoptræning inden for syv dage efter udskrivningen fra sygehuset.

Umiddelbart lyder det som et godt forslag, at alle, der udskrives med en genoptræningsplan, får en ret til genoptræning inden for få dage.

En hurtig genoptræning er jo forudsætningen for, at borgerne hurtigt kan vende tilbage til deres normale liv efter eksempelvis en ulykke eller sygdom. 

Alligevel rummer lovforslaget, som netop er sendt i høring, en række udfordringer, som der skal tages hånd om.

Af lovbemærkningerne fremgår det, at de private leverandører skal koordinere og sikre sammenhængende forløb i den nye frit valgs-ordning. Spørgsmålet er, hvor realistisk det er at indfri denne intention.

Tina Nør Langager
Formand, Ergoterapeutforeningen

For det første er det en udfordring at sikre den nødvendige tværfaglige indsats og koordinering, når genoptræningen skal leveres via private leverandører.

Af lovbemærkningerne fremgår det, at de private leverandører skal koordinere og sikre sammenhængende forløb i den nye frit valgs-ordning. Spørgsmålet er, hvor realistisk det er at indfri denne intention.

For en genoptræning efter en hospitalsindlæggelse kræver ofte, at der er en tværfaglig indsats og et tæt samarbejde med kommunens øvrige tilbud som ergoterapi, fysioterapi, hjemmepleje, praktisk hjælp, boligændringer og hjælpemidler.

Hele intentionen med at flytte genoptræningsområdet i 2007 til kommunerne var da også netop at understøtte sammenhæng i den samlede indsats. Og vi ved fra forskningen, at jo flere aktører, der eksisterer på tværs af sektorer, desto sværere bliver det at koordinere og sikre sammenhæng for borgeren.

Fokus på faglig kvalitet
For det andet er der en udfordring i forhold til, hvorvidt de private udbydere vil kunne levere den nødvendige faglige kvalitet og ydelser.

Det er vigtigt, at genoptræningen indeholder de ydelser, som borgeren har behov for og ikke blot reduceres til det, som en leverandør kan tilbyde. 

Der er i dag meget få ergoterapeuter i den private sektor. Det hænger sammen med, at ergoterapeuter i modsætning til eksempelvis fysioterapeuter ikke har en overenskomst med det offentlige, og dermed ikke er en del af ydernummer-systemet. 

Derfor vil det være helt afgørende for kvaliteten, hvordan leverandørerne vil sikre en ergoterapeutisk genoptræning.

På længere sigt vil en løsning være, at ergoterapeuter får den samme mulighed som eksempelvis fysioterapeuter til at nedsætte sig med deres egen praksis med et ydernummer og en økonomisk samarbejdsaftale med det offentlige om ydernumre.

Tilbud skal være tilgængelige i hele landet
En sidste udfordring er, hvorvidt de relevante tilbud vil blive tilgængelige alle steder i landet. Det er højst usikkert, at der kan sikres et tilstrækkeligt antal private leverandører, der kan levere de nødvendige genoptræningsydelser i hele landet.

Det skal nødig blive sådan, at borgerne skal rejse meget langt – og gennem flere kommuner – for at finde en leverandør, som kan levere den fornødne kvalitet på et specifikt genoptræningsfelt.

Kommunerne har, siden de overtog genoptræningsområdet i 2007, opbygget en stor ekspertise. Med den foreslåede lovændring risikerer man et betydeligt tab af viden og erfaring samt mere bureaukrati.

Det er vanskeligt at se, hvordan de private leverandører kan opbygge tilsvarende kompetencer, da volumen af genoptræningsforløbene formentlig bliver begrænset. 

Det er et problem for borgerne, som efter en henvisning eller efter eget valg kan havne hos en privat leverandør, som ikke har de nødvendige faglige kompetencer til en given genoptræning.

Så hvad der på overfladen ser ud som et fremskridt for borgernes genoptræning med et frit valg af privat leverandør efter syv dage, er måske snarere det modsatte.