Ergoterapeuter: Kommuner skal ikke skille hovedet fra kroppen

Af Tina Nør Langager
Formand for Ergoterapeutforeningen

I debatindlægget ”Somatiske patienters psykiske problemer underbehandles” rejses en meget vigtig problemstilling i vores sundhedsvæsen om den behandlingsmæssige opdeling i krop og psyke.

Som debattørerne skriver, så viser flere studier, at psykiske problemer såsom depression, angst og søvnproblemer samt svær træthed rammer 20-30 procent af patienter med somatisk sygdom. Det giver dårligere livskvalitet, kan forværre sygdomsforløbet og stå i vejen for en vellykket rehabilitering.

Samme billede ser vi desværre også omvendt, hvor en del borgere med psykisk sygdom har oversete somatiske sygdomme.

Gammeldags opdeling
Problemet er i dag, at mens forskningens resultater entydigt peger på, at vi skal behandle det hele menneske og ikke opdele det i hoved og krop, så følger behandlingen desværre stadig en opdelt silotankegang. Det skal vi have ændret.

Min opfordring til kommunerne er at skabe en anden struktur end den traditionelle opdeling. I har en enestående mulighed for at gøre tingene anderledes, fordi I er tæt på borgerne og kan skabe rehabilitering i nærmiljøet. 

Min opfordring til kommunerne er at skabe en anden struktur end den traditionelle opdeling.

Af Tina Nør Langager
Formand for Ergoterapeutforeningen

Gør op med rigid diagnosetilgang
Kommunerne kan i langt højere grad tage udgangspunkt i borgerens funktionsevne og mestringsevne i stedet for en rigid diagnosetilgang. Ved at tage udgangspunkt i borgerens hverdagsliv og sammenkæde sundhed, social og beskæftigelse har kommunerne en helt anden mulighed end andre aktører for at tage sig af det hele menneske.

Som ergoterapeuter bidrager vi hellere end gerne med de metoder og redskaber, vi har i værktøjskassen til en vellykket rehabilitering. Men et velfungerende kommunalt sundhedsvæsen skal stå på mange ben. Derfor er der mere end nogensinde brug for et tværfagligt samarbejde, hvor alle faggrupper bidrager med deres kompetencer i forhold til patienterne.

Kun på den måde kan vi rehabilitere det hele menneske bedst muligt og få borgeren tilbage til det hverdagsliv, som er bedst for borgeren selv og for samfundet.