KL har også bemærket, at kommunerne er ”meget bekymrede” for den økonomiske ramme. Lovgivningen og retningslinjerne bør diskuteres og kvalificeres meget grundigt – og et tilsvarende forløb bør helt klart igangsættes og vedtages for voksne.

Kaffe og ludo er ikke nok

Når jeg i min egenskab af direktør for Fonden Mental Sundhed taler med kommunerne rundt om i landet, har de fleste det samme ønske. De vil gerne etablere grundige, dokumenterede tilbud med høj kvalitet. Selvfølgelig vil de det. De ved bare ikke, hvordan de skal gøre det.

Et stort samfundsproblem forsøges løst med gode intentioner, men uden faglig soliditet og reelle politiske handlingsplaner

Christian Gaden
Direktør i Fonden Mental Sundhed

Vi risikerer, at der indføres tilbud uden reel ballast. At kommuner vælger korte, billige eller frivillige tilbud, der ikke er fagligt stærke nok til at håndtere alvorlig stress. Ligeledes prioriterer mange ”peer to peer” og ”fællesskaber” som en central kommunal strategi. Foreningslivet, som kan handle om friluftsliv, dans og motion eller frivillige væresteder for udsatte borgere.

Lad mig med det samme slå fast, at civilsamfund, frivillighed og foreningsliv har en enormt vigtig rolle for vores mentale sundhed. Det viser hundredvis af videnskabelige studier. Men når stress bliver alvorligt, når et menneske knækker, er det ikke nok. Mange alvorligt stressramte har brug for mere end et værested med kaffe og ludo. De har brug for et fagligt højt kvalificeret forløb.

Ingen one size fits all-løsning

I mere end ti år som forsker på Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Rigshospitalet har jeg oplevet den udvikling i stressforskningen, der har været i den periode. Samtidigt har jeg opbygget en enorm respekt for den kompleksitet, der kendertegner stress og mistrivsel. Der er ikke én årsag til stress, og der er ikke en one size fits all-løsning.

Politikere og beslutningstagere skal altså ikke lede efter én metode, der har ’knækket koden’. I stedet skal der investeres i et generelt, veltilrettelagt kvalitetsløft, som bygger på samarbejder mellem forskere og praktikere. Evidens, teoretisk viden og erfaring skal bruges aktivt til at forme kommunal praksis sikkert og systematisk hen over en årrække.

Det er muligt, og det koster langt mindre, end mange andre initiativer, der prioriteres. Der kan udvikles kvalitetskrav, faglig hjælp og netværk – som der er på stort set alle andre former for sundhedsfaglig behandling. Hvis ikke, så risikerer vi, at kommunale stresstilbud bliver dårligere, når der ikke tages ordentlig politisk stilling til at kvalitetssikre offentlige stresstilbud.

Lige nu løber vi videre af det spor, hvor et stort samfundsproblem forsøges løst med gode intentioner, men uden faglig soliditet og reelle politiske handlingsplaner.