Har Kühnau og co. smedet endnu et søm til regionernes kiste?

Har Region Midtjylland med deres meget omtalte kapacitetsrapport rykket regionerne endnu et skridt mod nedlæggelse, eller har politikerne i Region Midt blot udvist rettidigt omhu? Det spørger vi de to gæster om i dette afsnit af Politisk Stuegang, hvor vi også vender Medicinrådet og de praktiserende læger.

I denne udgave af Politisk Stuegang deltager Mads Koch Hansen og Jakob Kjellbjerg. Ole Møbjerg Toft er vært.
I denne udgave af Politisk Stuegang deltager Mads Koch Hansen og Jakob Kjellbjerg. Ole Møbjerg Toft er vært.Foto: Arthur J. Cammelbeeck
Emma Agner Carstensen

Region Midtjylland har udløst intern vrede blandt de andre regioner og hos regeringen med deres kapacitetsanalyse, der fik medierne til at gå i breaking-gult. 

Men hvis regionsrådet gerne vil undgå igen at blive overrasket af en ny møgsag a la kræftsagen fra AUH, hvad skulle de så ellers have gjort? 

Det taler vi om i Politisk Stuegang. Her taler vi også om, hvorvidt kritikerne af Medicinrådet har ret. Siger Medicinerrådet virkelig i stigende grad nej til medicin, der kan redde alvorligt syge mennesker? 

Og så er der et fagligt og økonomisk slagsmål brudt ud. De praktiserende læger står - for første gang i 12 år - til at bruge flere penge end aftalt med regionerne. Hvad bør konsekvensen være af det? 

Læs også

Dagens deltagere er:

Jakob Kjellberg, professor i sundhedsøkonomi hos Vive og medlem af Sundhedsstrukturkommissionen. 

Mads Koch Hansen, tidligere formand for Lægeforeningen og lægelig sygehusdirektør, i dag selvstændig rådgiver og tilknyttet Rud Pedersen.

 

Det blev der blandt andet sagt:

Jakob Kjellberg

Kapacitetsanalysen af Region Midtjylland maler et billede af en stærkt udfordret region. Er det retvisende?

”Jeg synes ikke, at de største udfordringer vi har, er bevillingerne til det højtspecialiserede. Udfordringerne ligger i, at vi ikke har basal lægedækning på Lolland. Men det er der ikke rigtig nogen, der gider at spørge om. Vi har endnu større problemer, end det der er afdækket her [i analysen, red.]”

Medicinrådet kritiseres for at afvise for meget medicin. Hvem har ansvaret for, at den rette medicin godkendes?

”Det må være den, der sælger et produkts ansvar at overbevise køberen om, at der er noget fornuft i det. Og køberen er fællesskabet. Det er ikke patientforeningen. Det er ikke den enkelte læge på en afdeling. Det er fællesskabets midler, og der er et ansvar for at bruge dem fornuftigt”

Når den almene praksis overskrider budgettet, hvad er det så et udtryk for?

”Det er et symptom på en fordelingsmekanisme af ressourcerne hos almen praksis, som er ude af trit. Der er noget helt galt i måden, vi fordeler ressourcerne ude i almene praksis.” 

Læs også
 

Mads Koch Hansen:

Hvordan kommer en møgsag som den hos AUH til at påvirke regionsrådets arbejde?

”Jeg kan godt forstå, at man gerne vil have ro på bagsmækken. Det er bare ikke et vilkår der findes lige nu. Og jeg tror, at indtil Strukturkommissionen har talt, vil der også være en kæmpestor uro i de politiske kredse i regionerne”

Er der grund til bekymring blandt regionsrådsformændene?

”Der bliver presset på i forhold til de øverste administrative lag i øjeblikket, og det vidner en lang række opsigelser fra højt placerede direktører også om. Og nogle af stillingerne har tilsyneladende også været svære at besætte. Så der er noget omkring de vilkår regionerne har at fungere på, som skaber bekymring.” 

Læs også


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00