Hjerteforeningen: Forebyggelse bør være en fælles ambition

Af Anne Kaltoft
Administrerende direktør, Hjerteforeningen

For at mindske følgerne af sygdom foretager vi langsigtede investeringer.

Når et nyt supersygehus skal bygges, planlægges byggeriet i mange år forud. Det tager yderligere år at bygge, og i planlægningen fremskriver man sundhedsvæsenets kapacitetsbehov mindst 10 –20 år efter opførelsen og nogle gange endnu længere frem.

Det samme fremsyn har vi, når vi forsker for at forbedre den behandling, der foregår på sygehuset. Her er tidshorisonterne ofte ti år eller mere, før en ny behandling kan være klar.

Det er investeringer til flere milliarder kroner. Det er ikke investeringer, der ”skal kunne betale sig”. Men investeringer, vi foretager, fordi det er værdifuldt, og fordi sygdom er en trussel, som vi har valgt at bekæmpe.

Gode leveår er en vigtig investering
Vi skal blive ved med at investere i behandling, men vi bør også investere i forebyggelse med samme fremtidsperspektiver, som vi investerer i bygninger til behandlingen og i behandlingsmetoder.

Staten skal skabe rammer og opstille forpligtigelser for sig selv, for kommunerne og for de virksomheder, som udnytter menneskers afhængigheder og sårbarheder til egen vinding.

Anne Kaltoft
Administrerende direktør, Hjerteforeningen

Det er vigtigt at investere i både vort eget og næste generations helbred, fordi det giver bedre livskvalitet at være rask så længe som muligt. Det er godt for familier, for børn og børnebørn, når man ikke skal bekymre sig om sygdom eller de kriser, der følger med sygdom.

Diskussionen om forebyggelse kommer ofte lidt forsimplet til at handle om statistik, om hvor mange der ryger, hvor mange der dør og så videre.

Men bag statistikken er der mennesker, der lever med kroniske sygdomme som KOL, diabetes og hjerte-kar-sygdomme. Nogle får sågar flere kroniske sygdomme samtidig.

Det er alle mennesker, der er i alvorlig risiko for at få dårligere livskvalitet og for at skulle gennemleve mange lidelser. At kunne forebygge disse kroniske forløb kan naturligvis betale sig!

Det er nemlig en beskeden pris at betale for, at vi selv og vores familier undgår – eller udskyder – sygdomme og unødvendig lidelse. Den samme sygdom og lidelse, som jo vil medføre, at vi skal betale mange hundrede milliarder årligt for hospitalsbehandlinger. 

Forebyggelse giver sandsynligvis økonomisk overskud, selvom det kan være svært at dokumentere, men vi skal også investere i forebyggelse, fordi det ikke at være alvorligt syg har stor værdi for den enkelte og for samfundet.

Forebyggelse kræver lovgivning
I dag er der ikke et samlet overblik over, hvor mange penge vi bruger på forebyggelse, men vi kan nok blive enige om, at det ikke er en kæmpe post i den kommunale økonomi.

Vi kan nok også blive enige om, at det er en post, som ofte står forrest, når økonomien er trængt, og der skal findes besparelser.

Forebyggelse er ikke et lovkrav. Forebyggelse er en mulighed i loven. Forebyggelse har ingen institutioner eller budgetter. Der er heller ikke rigtigt noget statsligt ansvar for de forhold, som påvirker sundheden uden for kommunernes område.

Sundhedsprofilerne peger på, at det generelt går den forkerte vej med danskernes sundhed, og sundhedsprofilerne har vist os, at den forebyggelse, der følger af ændrede livsstilsvaner, ikke bare kommer af sig selv.

Det er svært for den enkelte at tage det sunde valg. Eksempelvis har reduktionen i antallet af rygere stået stille siden 2011.

Derfor skal der i højere grad satses på strukturelle forebyggelsestiltag, som skal følges op af forebyggelsesaktiviteter tæt på borgerne.

Vi skal sikre, at alle kender til og har mulighed for tobaksafvænning, at alle har adgang til og mulighed for sund mad – og ved, hvad det er, samt at alle kender til betydningen af og har uhindret mulighed for at bevæge sig i hverdagen og indgå i fællesskaber.

Forpligt industrien
De store virksomheder bag for eksempelvis tobak, alkohol og sukkerholdig mad er af gode grunde ikke interesserede i at sælge mindre. De arbejder i sagens natur for at sælge mere. De har enorme markedsføringsbudgetter og skal ikke tage hensyn til andet end bundlinjen.

Alt peger på, at det går den forkerte vej med danskernes sundhed, og at det vil blive værre i fremtiden, hvis ikke alle tager ansvar for at forebygge sygdom. Derfor skal vi op i gear. Vi skal investere i danskernes sundhed.

Kommunerne skal tage ansvar, skal have visioner og sætte mål, som skal afspejles i kommunernes planlægning og aktivitet.

Staten skal skabe rammer og opstille forpligtigelser for sig selv, for kommunerne og for de virksomheder, som udnytter menneskers afhængigheder og sårbarheder til egen vinding.

Forebyggelse bør være en fælles ambition.