HØPA: Har høreapparatindustrien ansvaret for dyrere behandling?

DEBAT: Høreapparatindustriens indtog på høreområdet skader behandlingen, og industrien pumper problemet op for at få flere penge, skriver formanden for HØPA. Industriens brancheforening afviser beskyldningerne.

Af Bjarne J. Hansen
Formand for HØPA og Speciallæge i øre-, næse-, halssygdomme

(Læs høreapparatindustriens svar i bunden af debatindlægget.)

Privat høreapparatbehandling i Danmark i dag er snarere blevet til blot udleveringer af høreapparater end til egentlige sundhedsfremmende behandlinger. 

Hvorfor? Jo, omkring 75 procent af samtlige private høreapparatbutikker er i dag ejet af høreapparatproducenterne, og audiologiassistenterne, der varetager udleveringerne, har ikke en sundhedsfaglig uddannelse.

Før år 2002 var høreapparatbehandlingen udelukkende offentlig, og da var lægerne på sygehusene ansvarlige for audiologiassistenternes arbejde. Var der problemer af sundhedsfaglig karakter, kunne en sundhedsperson altid kontaktes.

Manglende faglighed
Da der dengang også var lange ventetider, vedtog man på Christiansborg, at der måtte gives tilskud til høreapparater til private klinikker.

Hvad politikerne dog glemte var at sikre borgernes retsstilling ved at opgradere audiologiassistenternes tekniske uddannelse til en sundhedsfaglig uddannelse, så de var klædt på til at undersøge, vurdere og eventuelt behandle de høreapparatbrugere ude lokalt, som har andre tilstødende problemstillinger end alene hørenedsættelse. 

Dette også set i lyset af, at høreapparater i dag er et medicinsk udstyr, hvorfor kun sundhedspersoner bør undersøge og vurdere behandlingsbehov.

Faktuelt har det gjort, at Danmark i dag faktisk er det land i Europa, som har den dårligste behandling af høreapparatbrugere, idet man i alle andre EU-lande har personale, der er sundhedsuddannet til at varetage udlevering af høreapparater.

Man har sågar for nylig i Holland fyret et helt segment af audiologiassistenter i en butikskæde, hvor man mente, at uddannelsesniveauet var for ringe.

Hertil kommer det økonomiske aspekt, som jo nok er det primære issue. Hvad gør vi her i Danmark?

Jo, vi lader høreapparatindustrien bestemme, hvad der er bedst for høreapparatbrugeren. Hvorfor? Fordi Oticon, GN og Widex tilsammen varetager omkring 50 procent af markedsandelen af det globale salg af høreapparater og derved gavner landets BNP.

Store beløb i region og kommuner
Men – hvor store beløb giver Danmark retur til høreapparatindustrien for at få behandlet vores hørehandicappede?

De store beløb, som regioner og kommuner – og ikke mindst høreapparatbrugeren selv – bruger til den private høreomsorg kunne med lethed nedbringe al ventelisteproblematik, hvis disse økonomiske ressourcer blev kanaliseret retur til sundhedssystemet. Dels til sygehusene, som kunne varetage de mere sundhedsfaglige komplicerede høretab, og dels til de praktiserende øre-, næse-, halslæger, som har den sundhedsfaglige kompetence og vilje til at løfte opgaven, hvilket er beviseligt i for eksempel Region Hovedstaden.

Kan det sandsynliggøres? Ja, taget i betragtning af, at høreapparatindustrien bruger store summer på markedsføring, spindoktorer, provisionsaflønnede audiologiassistenter og sponsorerer omkring halvdelen af Høreforeningens budget via annonceringer. Hertil kommer, at de beviseligt unddrager i momstilbagebetaling, der som minimum bør være 1.000 kroner per sæt høreapparater uden egenbetaling af borger, men oftest på borgernes fakturaer ligger på omkring 125–300 kroner per sæt, på trods af en egenbetaling på op til 40.000 kroner.

Hertil kommer, at de indkasserer den dobbelte indkøbspris i det private system i forhold til det offentlige system på selv samme høreapparattype.

Mange andre urimelige tiltag fra høreapparatindustrien kan nævnes, blandt andet at de i deres markedsføring estimerer, at 16 procent af befolkningen har behov for høreapparater, men i deres sammenslutning EHIMAs mødereferater beskriver, at der blot er evidens for fem procent.

De proklamerer tillige, at høreapparatbehandling er en vigtig faktor i udviklingen af demens, at forhøjet blodtryk og ubehandlet diabetes øger risikoen for høretab, trods der ikke findes evidensbaseret videnskab, der underbygger disse påstande.

Hvor finder man sagligheden i, at høreapparatbrugere kan deltage som testpersoner, men kun forudsat, at det er mere end 3½ år siden der sidst blev givet tilskud til høreapparater og dermed højst ½ år til nyt tilskud?

Og – hvordan hænger det sammen, at det er tilladt for høreapparatindustrien at varetage høreapparatudlevering i et og samme moment, som at de ikke må være tilstedeværende i butikker ved reklamefremstød ifølge lovgivningen?

Kære politikere
Endelig bruger producentejede hørebutikkæder telemarketing med blandt andet telefonisk uopfordret borgerkontakt. Mest skræmmende er dog, at producenterne har tilgang til samtlige høreapparatbrugeres persondataregistrering via blandt andet batteriservicering og høreapparatrekvisitioner. 

Herved er borgers sikkerhed via persondatalovgivningen kompromitteret.

Hvordan får vi som sundhedsfaglige ”advokater” for høreapparatbrugere politikere til at indse, at man som land godt kan få dansk høreapparatbehandling sundhedsfagligt på højde med resten af EU uden at fordyre det for skatteborgerne i Danmark?

Vi er uden mulighed for at investere store summer til lobbyister og andre gængse ”kommunikationsmidler”.

Ved borgermødet på Bornholm vil et panel sammensat af industrien igen diskutere høreapparatbehandling i Danmark under titlen Hørebehandling i Danmark – foregangsland eller uland?

Kære politikere – prioritér nu fagligheden på lige fod med samtlige andre EU-lande. Det er da pinligt, at høreapparatindustrien i så mange år via spin har degraderet høreapparatbehandling her i landet til et ulandsstadie ved at kæmpe mod speciallægernes faglige kompetence.

 

Søren Hougaard, generalsekretær for EHIMA, høreapparatindustriens europæiske brancheforening, svarer herunder på indlægget.

På vegne af HØPA fremsætter Bjarne Hansen en lang række udokumenterede påstande, som vi ikke mener kan danne basis for en seriøs debat om en opgradering af den danske hørerehabilitering.  

Vi er dog enige med Bjarne Hansen i, at der er behov for bedre uddannelse af det personale, som bør varetage den væsentligste del af arbejdet med at karakterisere et høretab og udføre hørerehabilitering, og at denne personalegruppe bliver certificeret som sundhedsfagligt kvalificeret inden for det audiologiske område. Uddannelsen til klinisk audiolog, som startes på SDU til efteråret, er et skridt på vejen mod dette mål.

På den anden side må vi erklære os uenige i det synspunkt, at de praktiserende øre-, næse-, halslæger per definition er kvalificerede til at forestå hørediagnostik og hørerehabilitering. Læger er uddannet til diagnosticering og behandling af sygdomme, men kun et meget beskedent fåtal af borgere med behov for hørerehabilitering lider af sygdomme, som kræver lægelig behandling.

Hvad angår hvor mange mennesker, der har høretab, bakker vi op om professor Bridget Shields omfattende rapport fra 2006, der når frem til tallet 16 procent. Dette er siden støttet af forskning fra såvel Tyskland, USA og Canada.

Det er uforståeligt, hvordan Bjarne Hansen kan referere fra fortrolige mødereferater i EHIMA og især omtale ”evidens” for fem procent. Dette tal stammer fra WHO og vedrører det, de kalder ”disabling hearing loss”.

Det har intet at gøre med, hvor mange danskere der kunne have gavn af høreapparater.

Forrige artikel Socialrådgiverne: Tillid er afgørende for at bekæmpe stress Socialrådgiverne: Tillid er afgørende for at bekæmpe stress Næste artikel Arne Astrup: Kostrådene kunne bruge et kritisk eftersyn Arne Astrup: Kostrådene kunne bruge et kritisk eftersyn