Vi kommer ikke videre ved at dæmonisere hinanden i debatten om landbruget
Konflikten om dansk landbrug står mellem folk, der driver deres virksomhed inden for de rammer, de har, og folk der kan se, at rammerne skal ændres. Og debatten kommer ikke videre, hvis vi dæmoniserer hinanden eller holder krampagtigt fast i det velkendte, skriver Thomas Roland.
Thomas Roland
Chef for vareansvarlighed og kvalitet, Coop DanmarkFor nogle år siden sad jeg en eftermiddag sammen med vores nu afdøde nabo og hørte hende fortælle om egnen i gamle dage og om "morfars hus", aftægtsboligen, som vi bor i. Om dengang, der var svinesti, hvor vi nu har have. Og om turen langs stendiget ved markvejen, der nu er nedlagt og fjernet.
Hun fortalte med barndomsmindernes klarsyn om det mylder af vilde blomster, som groede i skellet, og som hun plukkede buketter af, når hun alligevel var ude for at hente en spandfuld græs til hønsegården. Blæresmælde, blåklokke, torskemund, vild gulerod og gul snerre stod her engang i mængder.
Nu er blomsterfloret væk, og det, der spirer frem om lidt, er draphavre, brændenælder, en enkelt cikorie hist og her og vild pastinak under spredning. Langt de fleste mennesker tænker ikke over den forarmede natur, som dagens overgødskede og effektive landbrugsland har frembragt. Vi har ganske enkelt hverken sprog eller tidsperspektiv til at erkende tabet.
Det er synd, at flere ikke bidrager med bud på, hvordan deres drømmelandbrug i pagt med samfundets ønsker og behov skal se ud, men primært tager afstand fra andres bud og visioner.
Thomas Roland
CSR-chef, Coop Danmark
Men min nabo, der også havde set strukturudviklingen lukke landbrug efter landbrug, indtil der i dag stort set kun er tre store jordbesiddere tilbage i sognet, begræd udviklingen.
Fødevareindustrien er altid til debat. Supermarkederne er det, fordi vi som kunder kommer der så ofte, og fordi de definerer rammerne for, hvad vi kan vælge imellem. Og landbruget, fordi det i bogstavelig forstand fylder vores land og definerer rammerne for, hvilken natur vi har mulighed for at nyde.
Den seneste måned har tre rapporter givet hvert deres bud på fremtidens bæredygtige landbrug. Fremskrivningerne vil alle medføre en reduceret husdyrproduktion. Fra foder til føde II, Svarer-udvalgets anbefalinger til klimabeskatning og senest Den Grønne Ungdomsbevægelses Manifest for et levedygtigt landbrug.
Fælles for de debatter, som rapporterne har affødt, er, at nogle repræsentanter for landbruget og nogle af partierne på Christiansborg glimrer ved deres fravær. Konspirationsteoretikere kan måske ligefrem hævde, at de af taktiske grunde holder krudtet tørt, indtil realpolitiske forhandlinger om rammevilkårene spidser til.
Kun da Arla, Danish Crown og Danish Agro valgte at smække med døren og melde sig ud af Økologisk Landsforening i protest over processen med at udvikle rapporten 'Fra foder til føde II', blev det kortvarigt synligt, hvilke følelser, holdninger og økonomiske interesser der i øjeblikket primært luftes bag lukkede døre.
Jeg synes, det er synd, at flere ikke bidrager med bud på, hvordan deres drømmelandbrug i pagt med samfundets ønsker og behov skal se ud, men primært bruger energien på at tage afstand fra de bud og visioner, som andre har fremlagt. Jeg forstår det til gengæld godt, for hvis man føler sig uretfærdigt kritiseret, ser sit levebrød truet eller ikke tænker, at skribenterne forstår den situation og det handlerum, man har som producent, er det svært ikke enten at tage afstand – eller holde kæft.
Men vi har brug for det modsatte, nemlig at tale sammen på tværs for at agere på de større sammenhænge.
Ulykken ved den situation, vi er havnet i – tydeligst illustreret ved vores iltfattige fjorde, dalende biodiversitet og truede grundvand – er, at ingen er skyldige. Alle har blot gjort, hvad der forventes af dem og holdt sig til loven.
Alligevel presser vi naturen som aldrig før, fordi konsekvenserne ikke er resultatet af den enkelte landmands handlinger, men summen af en produktion og et fødevaresystem, som vi som samfund har accepteret og endda understøttet.
Vi siger, at forståelseskløften i fødevaredebatten findes mellem land og by. Det er jeg uenig i. Konflikten i fødevaredebatten står mellem folk, der driver deres virksomhed inden for de rammer, de har, og folk der kan se, at de rammer skal ændres, hvis ikke vi skal forværre forholdene for klima, biodiversitet, sundhed og dyrevelfærd.
Ulykken ved den situation, vores natur og biodiversitet er havnet i, er, at ingen er skyldige. Alle har blot gjort, hvad der forventes af dem og holdt sig til loven.
Thomas Roland
CSR-chef, Coop Danmark
Det er altså ikke "byen", som ikke forstår "landet" eller omvendt. Det er et spørgsmål om, hvilket perspektiv man navigerer efter.
Handler det primært om udbyttet og resultatet her og nu, eller accepterer vi, at de komplekse sammenhænge mellem vores fødevaresystem, vores produktionsgrene og vores naturs resiliens kræver, at vi løfter blikket, søger ny viden og udstikker en ny kollektiv retning, før vi igen koncentrerer os om hver vores lille del af helheden?
Vi kommer ikke videre ved at dæmonisere hinanden, ved at holde os ude af debatten, eller ved at holde krampagtigt fast i det, vi kender. Vi er alle nødt til at læne os ind i det ukendte, være nysgerrige på nye veje og lytte mere, end vi taler.
I mellemtiden har jeg sået liden klokke, gul snerre og blæresmælde i min have. Men jeg frygter reelt, at de når at blive kvalt, inden vi har skabt et fødevaresystem, som sikrer deres overlevelse uden kunstigt åndedræt.