Kræftens Bekæmpelse og 3F: Sundhedsudspillet mangler konkrete løsninger på ulighed i sundhed

Det danske sundhedssystem er frit og lige for alle uanset social position i samfundet. Alle får samme behandling, høj som lav.

Det er det, vi fortæller, når folk fra andre lande spørger os om vores sundhedsvæsen. Det er også, hvad vi fortæller hinanden. Men det passer ikke - virkeligheden er en helt anden.

Mennesker med en kort uddannelse er i stigende grad udfordret i det danske sundhedssystem. Ufaglærte og mennesker uden for arbejdsmarkedet bliver tidligere syge, mærker større konsekvenser af sygdom og dør i en tidligere alder end dem med lang uddannelse og høj indkomst.

Ulighed i sundhed er stadigt meget til stede

Trods alle intentioner om at gøre op med uligheden i sundhed, oplever vi det stik modsatte.

Det paradoksale lige nu er, at der er færrest læger i de områder, hvor folk er mest syge

Jesper Fisker og Tina Christensen
Direktør, Kræftens Bekæmpelse og konstitueret direktør, 3F

Den rigeste fjerdedel af danske mænd lever i gennemsnit 10 år længere end den fattigste fjerdedel, og kortuddannede kvinder dør næsten seks år før de højtuddannede kvinder, ifølge Sundhedsstyrelsen.

Helt konkret betyder det, at chaufføren, stilladsarbejderen, skraldemanden og kantinemedarbejderen har langt dårligere forudsætninger for et langt liv med godt helbred.

På kræftområdet ser vi uligheden i sundhed i alle faserne af et kræftforløb. De fleste kræftformer optræder hyppigere blandt personer med kort uddannelse og lav indkomst. Kræften er mere fremskreden, når den opdages. Behandlingen er ikke den samme og flere får senfølger og tilbagefald. Generelt er overlevelsen dårligere. På fem år ville mere end 11.000 flere kræftpatienter overleve, hvis alle klarede sig lige så godt som de bedst stillede.

Det er ikke den enkeltes ansvar

Men er det ikke vores eget ansvar at leve sundt og komme til lægen, hvis der er problemer? Så enkelt er det desværre ikke. Der er mange årsager til ulighed i sundhed. Nogle af dem findes allerede, inden et barn bliver født. Det er derfor ikke op til den enkelte at få bugt med uligheden. Derimod er det et samfundsansvar at finde løsninger, der kan gøre uligheden mindre.

Mange politikere har i tidens løb sagt, at de ville gøre noget ved uligheden i sundhed. Mange gode intentioner har der været, men problemet er stadig ikke løst. Tværtimod er uligheden i sundhed vokset.

Håbet og forventningerne var derfor, at S-regeringen med sit udspil til en sundhedsreform ville komme med ambitiøse forslag til at bekæmpe den stigende ulighed.

På forebyggelsesområdet har regeringen vist vilje til at gå nye og slagkraftige veje. Rygning, alkohol og andre livsstilsfaktorer er årsag til en stor del af uligheden i sundhed. Derfor er det positivt, at sundhedsudspillet bød på et forslag om at udfase tobak og en 18-årsgrænse for køb af alkohol. Når det kommer til overvægt og bevægelse er udspillet mere vagt.

Fokuser på hele systemet, ikke enkelte sygdomme

Regeringen varsler i sit udspil en indsats for at mindske ulighed i kræftbehandlingen, fordi det koster menneskeliv – især kortuddannede og lavtlønnede menneskeliv. Det er glædeligt, at der nu er fokus på ulighed i behandling af en af de største folkesygdomme.

Men hvad med hjerte-kar-sygdomme, diabetes, gigt og alle andre sygdomme, der rammer mange mennesker? Skal uligheden ikke også bekæmpes for deres vedkommende? Det mener vi. Det er hele sundhedssystemet, der skal ses efter i sømmene – ikke enkelte sygdomme. For uligheden i sundhed er alle steder.

Alle borgere skal ikke behandles ens for at få samme hjælp

Jesper Fisker og Tina Christensen
Direktør, Kræftens Bekæmpelse og konstitueret direktør, 3F

Alle borgere skal ikke behandles ens for at få samme hjælp. Nogle har brug for en ekstra hånd for at blive lige så sunde som deres højtuddannede og højtlønnede medborgere.

Måske skal nogle have mere tid end de ti minutter, der normalt er sat af til en konsultation hos lægen. Måske skal lægen være mere opsøgende over for nogle patienter, og måske skal der være flere læger i de områder, hvor udfordringerne med sundhed er størst. Det paradoksale lige nu er nemlig, at der er færrest læger i de områder, hvor folk er mest syge.

Også på sygehusene er der brug for, at nogen guider patienterne rundt i den jungle, som et behandlingsforløb kan være. Patientansvarlig læge og sygeplejerske skal være fast procedure, og særligt sårbare patienter kan have fordel af en særlig støtteperson, der deltager i samtaler og følger med til behandlinger.