LA: Forkert at påstå, at pengepungen afgør sundhed og levealder

Af May-Britt Kattrup (LA)
Sundhedsordfører

Ulighed i sundheden har til alle tider været et hedt sundhedspolitisk emne. Og det bliver ofte anvendt af venstrefløjen, når de skal ridse de største udfordringer i sundheden op.

Længe har det lydt fra venstrefløjen, at der er markant forskel på levealderen i de forskellige indkomstgrupper i Danmark.

Nu viser det sig dog, at de bedre stillede slet ikke lever så meget længere end de økonomisk dårligere stillede.

Det kan man læse i et nyt forskningsresultat fra Københavns Universitet, som Claus Thustrup Kreiner, Torben Heien Nielsen og Benjamin Ly Serena står bag.

Beskeden forskel i levealderen
Sammenligner man i dag en økonomisk bedre stillet 40-årig mand med en dårligt stillet 40-årig mand, så er forskellen i forventet middellevetid blot 2,4 år.

Regionerne er alt for dårlige til at oplyse patienterne om muligheder for valg af private aktører. 

May-Britt Kattrup (LA)
Sundhedsordfører

Det er langt mindre, end man tidligere har troet. Og det er vel at mærke mindre end forskellen i middellevetid på mænd og kvinder.

Der er altså kun en ganske beskeden forskel i levealderen, og det kan man ikke bruge som billede på et forrået Danmark med store forskelle på rige og fattige.

Undersøgelsen fra København Universitet viser, at gruppen af danskere, der kan rubriceres som enten "fattig" eller "rig" er meget dynamisk.

Halvdelen af de rige kommer i løbet af en 10-årig periode til at tjene mere og dermed flytte væk fra gruppen med højst dødelighed, mens halvdelen af de fattige rykker ned i gruppen med lavere indkomst og kan dermed forvente at leve kortere, end dem, der forbliver rige.

Andre uligheder skal adresseres
Dynamikken er stor, og man kan derfor ikke påstå, at der er en systemisk ulighed i sundheden, hvor det er pengepungen, der afgør ens sundhed og levetid.

Vi ved fra andre undersøgelser, at forskellen i høj grad skyldes KRAM-faktorer – kost, rygning, alkohol og motion.

De økonomisk bedre stillede ryger gennemsnitligt lidt mindre, spiser lidt sundere og motionerer lidt mere. Til gengæld drikker de en smule mere.

Der er dog andre uligheder i sundheden, som vi skal have adresseret.

Vi ser blandt andet en geografisk ulighed, hvor grundigheden og kvaliteten af den behandling, patienterne tilbydes, ofte afhænger af, hvor i landet patienterne bor, og hvilket sygehus man kommer ind på.

Det private kan aflaste det offentlige
Uligheden lader også til ofte at forekomme i behandling af patienter med stort overskud til at stille de kritiske spørgsmål og patienter, der - grundet deres sygdom - ikke kan finde kræfter til at deltage aktivt i deres eget behandlingsforløb.

Det gælder også, når vi taler patientrettigheder. Regionerne er alt for dårlige til at oplyse patienterne om muligheder for valg af private aktører.

Vi ved, at det private sygehusvæsen står klar til at aflaste det offentlige.

Det potentiale bliver ikke udnyttet godt nok, og det går især ud over de patienter, som ikke selv har mulighed for at finde disse oplysninger.