Debat

Læger og Selskab for Patientsikkerhed: Sagerne om kødædende bakterier kalder på refleksion. Sådan undgår vi dem i fremtiden

Sagerne om kødædende bakterier kalder på refleksion. Vi kan ikke eliminere alle dødsfald eller fejl, men vi kan bruge de tragiske sager til at forbedre sundhedsvæsenet. Der er brug for mere åbenhed for patienters og pårørendes historier og psykologisk tryghed for personalet, skriver Inge Kristensen, Marco Bo Hansen og Anette Bygum.

Patienten og de pårørendes viden skal bruges aktivt i den diagnostiske proces, skriver Inge Kristensen, Marco Bo Hansen og Anette Bygum.
Patienten og de pårørendes viden skal bruges aktivt i den diagnostiske proces, skriver Inge Kristensen, Marco Bo Hansen og Anette Bygum. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Anette Bygum
Inge Kristensen
Marco Bo Hansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

DR1 Dokumentar har de seneste mandage rullet over skærmen med hjerteskærende fortællinger om tre patienter, som blev angrebet af kødædende bakterier.

Ligesom med meningitis er der tale om en tidskritisk sygdom. Infektionen skal opdages hurtigt, hvis den skal stoppes, før der sker alvorlig skade eller dødsfald.

I alle tre tilfælde hører vi, hvordan pårørende henvender sig igen og igen til vagtlægen og rapporterer om ulidelige smerter hos deres kære, men trods dette ikke får den nødvendige hjælp.

To af sagerne ender fatalt, og i det sidste tilfælde er det kun med nød og næppe, at en ung kvinde redder livet ved blandt andet amputation af armen. I alle tre tilfælde er det vurderingen, at det ikke havde behøvet at gå så galt, hvis der var blevet lyttet, forstået og handlet i tide.

Sagerne er desværre ikke enestående. Der er cirka 150 tilfælde af denne skræmmende infektion årligt i Danmark. Cirka 25 procent ender med, at patienten dør. Styrelsen for Patientsikkerhed har på ti år behandlet 66 indberetninger om utilsigtede hændelser i sygdomsforløb med kødædende bakterier. Så der er et problem med at genkende og reagere på denne sygdom.

Diagnosefejl koster dyrt

Diagnosefejl er i det hele taget et stort problem. I mere end 60 tilfælde om året gives der erstatning for diagnosefejl, der har ført til dødsfald, og der udbetales 250 millioner kroner til patienter og efterladte.

Fejl opstår ikke kun, hvis man ikke er tilstrækkelig forberedt. De kan også opstå, hvis man er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, eller arbejdstilrettelæggelsen og strukturen ikke er i orden. 

Inge Kristensen, Marco Bo Hansen og Anette Bygum, hhv. direktør, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, læge, ph.d. og hudlæge, professor, SDU

Vi kan ikke forhindre alle livsfarlige bakterier og sygdomme. Ej heller at der bliver begået fejl. Men vi skal gøre alt, hvad vi kan for at begrænse antallet – og lære af sagerne, så vi undgår lignende fejl i fremtiden.

Et skridt på vejen er, at Styrelsen for Patientsikkerhed, Sundhedsstyrelsen og regionerne er gået i gang med at udarbejde en såkaldt national instruks om kødædende bakterier. En instruks gør det imidlertid ikke alene. Den skal implementeres i en virkelighed, hvor der kan være mange grunde til, at processen med at udrede og stille en diagnose mislykkes.

I lægeverdenen er der et ordsprog, som lyder: ”Når du hører hovslag, skal du tænke på en hest før en zebra”.

Metaforen dækker over, at man som læge først og fremmest skal tænke på de mest almindelige sygdomme, da diagnostik involverer sandsynligheder. Man kan ikke overveje alle diagnoser. Det er for ineffektivt og omkostningstungt. En læge kommer hurtigt frem til en diagnose ved at genkende mønstre, såkaldte symptombilleder. Der er flest heste, men en sjælden gang kommer der en eksotisk zebra forbi. I dokumentaren var det en kødædende bakterie.

Hvordan løser vi så problemet med hestene og zebraen?

Lægen skal ikke være alene om diagnosen

Sundhedspersonalet skal kunne reagere, når noget er særligt alvorligt. Men der kan være flere grunde til, at diagnosticeringen af en hest eller zebra svigter.

Det blev blandt andet påvist i rapporten ”Veje til bedre diagnoser”, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Patienterstatningen udgav i 2019. Analysen viste, at 80 procent af fejldiagnoserne kunne spores tilbage til patientens første kontakt med lægen, det vil sige den tidlige fase i lægevagten, akutmodtagelsen eller almen praksis.

Rapporten konkluderer blandt andet, at lægen ikke skal være alene om den diagnostiske proces, men bør inddrage informationer, observationer og vurderinger fra plejepersonale og andre faggrupper samt fra patienten selv og de pårørende. Det er pointer, som også er direkte relevante for de aktuelle sager om kødædende bakterier.

Lyt til patienter og pårørende

”Lyt til din patient, og hun fortæller dig diagnosen,” er en velkendt sentens i moderne medicin.

Patienten og de pårørendes viden skal bruges aktivt i den diagnostiske proces. Patientambassadørerne er et netværk af tidligere patienter og pårørende med personlige historier om fejl i sundhedsvæsenet, som har udarbejdet en stribe gode råd til mødet mellem sundhedsfaglig og patient/pårørende i akutte situationer.

De fremhæver blandt andet, at et vigtigt tegn kan være graden af bekymring hos en pårørende, der kender patienten godt. Det er aldrig patientens eget ansvar at få stillet den korrekte diagnose, men man kan selv hjælpe til i processen ved at insistere på at få fortalt hele historien, udviklingen i symptomer og det som man undrer sig over eller har været usædvanligt.

I patientsikkerhedssprog taler man om fikseringsfejl, hvor sundhedspersonalet låser sig fast på en forkert diagnose uden at overveje alternativer. Ofte sker fikseringen tidligt i forløbet, måske fordi den indlæggende læge har nævnt en forkert diagnose, som hospitalet forfølger.

I sagerne med de kødædende bakterier tolkes opkast og diarré hos 17-årige Mathilde som en mavetarminfektion. Men hun havde fået en svær blodforgiftning (sepsis), som følge af bakterierne. Hævelse og rødme af låret hos Søren blev tolket som ”compartment syndrom” af den indlæggende praksislæge – og den teori blev forfulgt på hospitalet i første omgang.

Det handler om kulturen – og om empati

Fejl opstår ikke kun, hvis man ikke er tilstrækkelig forberedt. De kan også opstå, hvis man er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, eller arbejdstilrettelæggelsen og strukturen ikke er i orden. Medarbejderne i sundhedsvæsenet kan være sårbare og bliver nogle gange sat i rammer, der giver arbejdspres og utryghed. Det er ledelsens ansvar at sikre rimelige arbejdsvilkår, og at medarbejderne får mulighed for at arbejde med en forbedringskultur, også i relation til utilsigtede hændelser.

Vi har set og hørt nok, og vi har viden nok til at gøre det bedre – for patienterne og for de sundhedsprofessionelle. I sidste ende er målet et mere empatisk sundhedsvæsen til gavn for både patienter og personale.

Inge Kristensen, Marco Bo Hansen og Anette Bygum, hhv. direktør, Dansk Selskab for Patientsikkerhed, læge, ph.d. og hudlæge, professor, SDU

Medarbejdernes psykologiske tryghed er større i en kultur, hvor man taler åbent om fejl. Hvor det er velkomment at sige til og fra, også overfor chefer eller mere erfarne kollegaer, hvis man mener, de går i en forkert diagnoseretning. Eller hvis der er så travlt, at det kan føre til alvorlige fejl.

Det er samtidig politikernes og myndighedernes ansvar at sikre rammerne for et lærende system, hvor ingen skal frygte sanktioner, fordi de åbent taler om fejl. Disse rammer er i dag langt fra optimale.

Et redskab til at blive mere lydhør er at fokusere på patientfortællinger. På Syddansk Universitet har man, inspireret af en global trend startet ved Columbia University, indført faget narrativ medicin på medicinstudiet. Her lærer de studerende at lytte til og have ydmyghed, nysgerrighed og empati for patienters og pårørendes fortællinger. Der læses skønlitteratur og laves skriveøvelser som et middel til at se andre menneskers verden indefra.

Lægens faglighed kombineres med en større indlevelse og mulighed for at se patienten som et menneske, der skal hjælpes, frem for en arbejdsopgave, der skal løses på kortest mulig tid. Professor Morten Sodemann, som underviser i faget, bruger ofte følgende udsagn: ”Selv den bedste medicin virker ikke på den forkerte sygehistorie”.

Patientfortællinger er utroligt stærke, ikke kun i medierne. De kan med fordel inkorporeres endnu mere i uddannelsen af sundhedspersonale. Det giver ydmyghed, når man ser, hvor let det kan gå galt. For de involverede parter har det uden tvivl været dyre lærepenge, men ved at dele historierne kan andre lære og i bedste fald undgå at begå tilsvarende fejl.

Målet er et mere empatisk sundhedsvæsen

Compassion, eller aktiv empati, kan også bidrage til god kvalitet og patientsikkerhed. I de seneste år er der særligt internationalt kommet fokus på begrebet i sundhedsvæsenet. Compassion kan defineres som en åbenhed over for egen og andres lidelse, samt et dybtfølt ønske om at rumme, lindre og forebygge lidelse.

Det lyder blødt, men har meget konkrete resultater. Compassion kan hjælpe til at bevare professionalismen og humanismen i en presset arbejdssituation. Hvis vi som sundhedspersonale kan bevare empatien og udviser compassion, vil det øge motivationen, give bedre samarbejde og sikre en bedre og mere sikker patientbehandling.

Compassion fremmer patientinddragelse og egenomsorg, ligesom det samlede forbrug af sundhedsydelser rent faktisk nedsættes. Det er også en modgift til udbrændthed. Fordelene ved både at kere sig om andre og samtidig tage vare på sig selv og kolleger udforskes i Danmark blandt andet gennem det tværfaglige Netværk for Compassion ved Syddansk Universitet.

Det genfindes også i et projekt om mental sundhed for sundhedsprofessionelle på Herlev-Gentofte Hospital, hvor man arbejder med at skabe en kultur med mere omsorg for og samtaler mellem kollegaer på en hospitalsafdeling med mange intense oplevelser og svære situationer.

Vi har set og hørt nok, og vi har viden nok til at gøre det bedre – for patienterne og for de sundhedsprofessionelle. I sidste ende er målet et mere empatisk sundhedsvæsen til gavn for både patienter og personale.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Sodemann

Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet
cand.med. (Aarhus Uni. 1989), ph.d. (Aarhus Uni. 1996)