Ledelseseksperter: Sundhedsreformen kræver ny forståelse af god offentlig ledelse

En sundhedsreform er på vej. Regeringen fremhæver i udspillet blandt andet de 21 sundhedsklynger, som skal styrke sammenhæng og kontinuitet i behandlingen af borgere og patienter - et område, der ofte karakteriseres som en bermuda-trekant, hvor borgerne og patienterne fortaber sig og forsvinder imellem aktørerne: de praktiserende læger, kommunerne og regionerne.

De valg, der træffes, når politikken skabes, sætter rammen for, om det kan lykkes. Der er brug for stærke og klare mål, som forpligter alle aktørerne i regioner, kommuner og almen praksis på at læne sig ind og tage både initiativ og ansvar.

Der er brug for en retning, som giver handlerum lokalt og skaber incitamenter til at samarbejde. Der er brug for prioriteringer af, hvilke målgrupper det er vigtigst at skabe sammenhæng for – børn, unge, ældre, psykisk syge og kritisk syge.

Reformens tænkere og ejere skal tage afsæt i interaktionen med andre politikområder frem for sektortænkningen, så alle de dygtige fagprofessionelle som skal levere politikken i praksis skubbes og trækkes den vej. En sundhedsreform kan ikke tænkes uafhængigt af socialpolitikken og den kommende ældrepolitik, og heller ikke uafhængigt af udvidede forpligtelser for de praktiserende læger.

Stærke kræfter trækker tilbage

Borgernes behov går på tværs af lovgivninger, organisationer og systemer. Sammenhængen skabes i toppen – politikere og topledere bør derfor indtage en ”mellemrumsposition” og også forholde sig til reformen fra det perspektiv.

Det kræver ydmyghed og ledelsesmod at træde ud af tryghedszonen, og med kompetence og kapacitet acceptere egne begrænsninger.

Karsten Mellon og Jette Runchel
Hhv. forfatter, ekstern lektor, SDU og ledelsesudvikler, Komponent

Der er brug for at gøre op med traditionel tænkning. Der er behov for at skabe rum for en ny god offentlig ledelse, hvor der sikres forbindelse hen over dét, vi kalder ”mellemrummet” - ved at træde ud i det og lede derfra.

Og alligevel bliver det svært at få det til at ske i virkeligheden, fordi det ER svært. Der er stærke kræfter, der konstant trækker både politikere, topledere, ledere og medarbejdere tilbage til “eget” ledelsesfaglige rum.

Det er dér, hvor logikkerne og sproget er kendt, hvor man kan skabe overblik, styre økonomien, sikre egne prioriteter og faglige mål og følge op. I ”mellemrummet” - dér hvor en sundhedsreform skal gøre en forskel for patienter og borgere - dér skal man være villig til at afgive magt og selvbestemmelse.

Dér skal man tåle, at andre får æren. Dér skal man være villig til at lade sig udfordre med andre faglige perspektiver, og dér skal man være villig til at dele sine ressourcer og sin økonomi i fællesskabets tjeneste, fordi der er et højere formål.

Forpligtelsen begynder derfor i toppen

”Mellemrumspositionen” kalder på en ny forståelse af god offentlig ledelse. Man erkender, man ikke selv har alle svarene og handler på nødvendigheden af samarbejde på tværs af traditionelle organisatoriske skel.

Det kræver ydmyghed og ledelsesmod at træde ud af tryghedszonen, og med kompetence og kapacitet acceptere egne begrænsninger, og at andre (faglige) perspektiver kan være lige så rigtige og værdifulde som egne. Konkret kan ”mellemrummet” - som en invitation til nye samarbejdsformer og løsningsmodeller - se forskelligt ud, men kræver først og fremmest, at ledelsen i toppen har modet til at udfordre sektortænkningen.

Forpligtelsen begynder derfor i toppen og skabes gennem de politiske mål. For det er herfra, man kan se hele vejen rundt, kende de kritiske sammenhænge og skabe prioriteringerne og de mulighedsrum, som ledere og medarbejdere har brug for.

Sundhedsreformen kræver ny god offentlig ledelse, der tør bryde organisatoriske vægge ned, insistere på at ledere og medarbejdere i respekt for andre (professions)logikker både udfordrer sig selv og hinanden, og udvikler og samarbejder om løsninger. Nogle, vi endnu ikke har set mulige, men som ”mellemrummet” kan bane vejen for. Vi kan ikke længere tåle, at borgerne og patienterne fortaber sig og forsvinder imellem aktørerne.