Praktiserende læger: Løkkes sundhedsfællesskaber skal have en stærk faglig ledelse

Af Christian Freitag
Formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO)

Statsministeren bebudede i sin tale ved Folketingets åbning, at der omkring de 21 akutsygehuse i Danmark skal etableres såkaldte ”sundhedsfællesskaber”.

Dermed løftede han en del af sløret for det kommende forslag til en sundhedsreform.

Det er svært at tage stilling til regeringens forslag, så længe indholdet kun er sparsomt beskrevet.

Men i PLO deler vi ambitionen om at sikre større tryghed og mere sammenhængende forløb for især de patienter, der på samme tid er afhængig af sygehuset, kommunen og den praktiserende læge.

I mine øjne kan man skabe sundhedsfællesskaber både med og uden en regionsstruktur, så den del af debatten vil jeg ikke gå ind i her.

Med al respekt for mine sygehuskolleger så er lægerne på sygehusene bedst til at løse opgaver for de patienter, der er indlagt.

Christian Freitag
Formand, Praktiserende Lægers Organisation

Hvis tankerne om sundhedsfællesskaber skal lykkes, skal vi svare på nogle afgørende og ikke helt lette spørgsmål. Disse er først og fremmest:

Hvordan finder vi balancen mellem behovet for et ensartet nationalt sundhedstilbud til borgerne, samtidig med at sundhedsfællesskaberne får reel indflydelse på arbejdet i netop deres område?

Efter PLO’s mening er det fortsat nødvendigt med landsdækkende aftaler og krav til kommuner, sygehuse og almen praksis. Ellers risikerer vi 21 forskellige tilbud til borgerne, og så har vi intet vundet.

Omvendt skal der ligge en anerkendt og reel indflydelse i sundhedsfællesskaberne, der kommer det (fåtal, trods alt) af patienter til gavn, der er afhængige af et gnidningsfrit samarbejde i sundhedsvæsenet.

I mine øjne bliver det bedst sikret ved, at ledelsen i sundhedsfællesskabet får en stærk sundhedsfaglig profil, der har reel indflydelse i både kommuner, på sygehuset og i forhold til de praktiserende læger i området.

Hvordan sikrer vi, at det bliver en enhed, der fokuserer på den nære del af sundhedsvæsenet og ikke en udbygning af sygehusvæsenet?

Med al respekt for mine sygehuskolleger så er lægerne på sygehusene bedst til at løse opgaver for de patienter, der er indlagt.

Når patienterne er udskrevet, skal vi arbejde for, at de vender hurtigst muligt tilbage til deres dagligdag. Den primære ekspertise på dette område ligger i kommunerne og i almen praksis.

Det vil være afgørende med en stærkt faglig repræsentation fra sygehuset, men udgangspunktet i sundhedsfællesskabet bør være: ”Hvad kan sygehuset gøre for at få borgeren til at fungere i det nære sundhedsvæsen”?

Hvordan løser vi opgaven i storbyerne, hvor akutsygehusene er ret forskellige?

Udfordringen i en model med 21 sundhedsfællesskaber kan være, at nogle af akutsygehusene især i de store byer i dag er så specialiserede, at ingen af dem har alle de normale funktioner.

For eksempel foregår fødsler flere steder i landet på ét sygehus, kræftbehandling på et andet og behandling af urinvejssygdomme på et tredje sygehus.

Næsten alle praktiserende læger og kommuner i disse områder har således med flere sygehuse at gøre i hverdagen, så et af store praktiske problemer i denne model er at håndtere samarbejder om patientforløb, som går på tværs af flere sygehuse.

Hvordan bryder vi tendensen til kassetænkning i samarbejdet mellem sygehus, kommune og almen praksis?

I Wales har de vist, at det ikke behøver at koste milliarder at skabe lokale incitamenter, der skaber sammenhold og virker.

Forestil dig, at et sundhedsfællesskab, der skaber gode forløb for demente, får en ”præmie” i form af bedre og mere venlig skærmning på demensafsnittet på det lokale plejecenter.

Forestil dig, at et bedre forløb for KOL-patienter kan medføre, at der oprettes endnu et hold med lungefysioterapi på det lokale træningscenter.

Forestil dig, at færre akutte tvangsindlæggelser i et område bliver belønnet med en besøgsordning hos nogle af vores mest udsatte psykiatriske patienter.

Kun fantasien sætter grænser.

Lad os bruge tankerne om 21 sundhedsfællesskaber til at vække og stimulere den faglighed, som vi ved, at vi deler på tværs af sygehuse, kommuner og almen praksis. En faglighed, som vi deler, uanset om vi er læger, sygeplejersker, SOSU-assistenter eller fysioterapeuter – simpelthen fordi vi har patienterne til fælles.