Analyse: Hvor er forskellene på rød og blå sundhedspolitik?

VALGFORBEREDELSER: Venstre og Socialdemokratiet er gået på voldsom hugst i hinandens sundhedspolitik. Dansk Folkeparti og regeringens forlig om en sundhedsreform lægger dog op til en valgkamp for eller imod Løkkes sundhedsreform og til et pengekapløb. 

Med regeringen og Dansk Folkepartis forlig om en sundhedsreform kan man nu for alvor begynde at sammenligne sundhedspolitikken mellem blå blok og især Socialdemokratiet.

Der mangler dog en stor brik: økonomien.

Regeringen og Dansk Folkeparti blev godt nok enige om at afsætte 8,5 milliarder kroner til sundhedsreformen frem mod 2025.

Overordnet skal halvdelen bruges på nye sundhedshuse og andre anlægsprojekter, mens de andre dele skal gå til flere praktiserende læger, uddannelse af sundhedsansatte, fri adgang til fysioterapi og næsten utallige andre små og store tiltag.   

Men der er flere penge på vej, understregede Lars Løkke Rasmussen (V) til tirsdagens pressemøde om reformforliget i Statsministeriet. Og statsministeren lovede, at der ved de kommende finanslove løbende vil blive afsat flere penge til drift.

Hvem lover flest penge – formentlig et uløst mysterium
Socialdemokratiet slog allerede i efteråret fast, at sundheds- og plejeområdet skal have tilført 53 milliarder kroner fra 2019 til 2025.

I valgkampen vil Venstre formentlig lancere et sundhedsudspil som selvstændigt parti. Her bliver det interessant at se, hvilket beløb Venstre vil afsætte til drift af sundhedsvæsenet de kommende år – ud over de 8,5 milliarder kroner fra reformen.

Om nogen uvildig ekspert bliver i stand til at sammenligne de to sundhedsudspils reelle økonomiske størrelse og angive, hvad der er såkaldt gamle og nye penge, er dog stærkt tvivlsomt.  

Kopi-kapløbet på sundhedsområdet
En anden grund til, at det er svært at forudsige temaerne i valgkampen, er, at Venstre og Socialdemokraterne de seneste år og især måneder har kopieret en række af hinandens politiske tiltag.

Her er de punkter, hvor de nærmer sig enighed:

  • Efter års modstand gik Socialdemokratiet pludselig ind for regeringens behandlingsgaranti på en måned.
  • Private sundhedsforsikringer er ikke længere et stridspunkt. Thorning-regeringen fjernede VK-regeringens skattebegunstigelse af forsikringerne, men Løkke-regeringen har ikke genindført begunstigelsen.
  • Venstre har lagt tidligere tiders snak om en reform af brugerbetaling på hylden.
  • V og S har begge som regeringspartier primært løftet psykiatrien via satspuljen.
  • S og V foreslog med få måneders mellemrum, at fødende skal have ret til at blive længere på hospitalet efter fødsel.
  • S foreslog 1.000 nye sygeplejersker i deres sundhedsudspil fra efteråret, regeringen foreslog så 2.000.
  • Adgang til fysioterapeuter uden lægehenvisning fik DF forhandlet ind i sundhedsreformen, men Socialdemokraterne har meldt ud, at man støtter tiltaget med en indbygget evaluering.

Problemet med enigheden mellem V og S
Mette Frederiksen og hendes løjtnanter har for længst afskrevet Lars Løkkes reform som et stort skrivebords- og centraliseringsprojekt. Men når man kigger på S-udtalelser og taler med socialdemokrater, så er det reelt set især regionsrådsnedlæggelsen, som direkte bliver kritiseret.

Valgkampsstrategisk er Venstre og Socialdemokratiet voldsomt udfordret af en stor enighed i sundhedspolitikken.

Behandlinger skal flyttes ud fra sygehusene, flere sundhedstilbud tættere på borgerne, bedre behandlinger og sammenhæng i sundhedsvæsenet og bekæmpelse af lægemangel er man enig om.

Hvis man læser efter, så er det også primært nedlæggelsen af regionsrådene og oprettelsen af de fem sundhedsforvaltninger i stedet, som sosserne har skudt på. Med til den nedlæggelse hører også oprettelsen af Sundhedsvæsen Danmark, de 21 sundhedsfællesskaber og de dertilhørende 21 patient- og pårørenderåd.

Svært at se, at Socialdemokratiet ser nogen ide i at oprette patientråd og Sundhedsvæsen Danmark, hvis man beholder regionsrådene. Men man bør holde øje med Socialdemokratiets holdning til sundhedsfællesskaberne under valgkampen eller de alternativer, de måtte foreslå.

Kortfattet og løsrevet S-udspil stiller store spørgsmål
En af udfordringerne med at sammenligne Socialdemokraternes sundhedsudspil fra efteråret med regeringens reform er dog forskellen på omfanget af de to udspil.

”Socialdemokraterne har ikke leveret en samlet vision for sundhedsvæsenet. Udspillet er en samling løsrevne ideer, der ikke kommer med et sammenhængende svar,” siger en central sundhedsaktør, der ellers er partiet venligt stemt.

Og i den vurdering er der korrigeret for, at Socialdemokraterne ikke har kunnet trække på embedsapparatet, som regeringen har til sit udspil. Andre aktører har samme vurdering af Socialdemokratiets 22 sider lange udspil, der står i kontrast til regeringen og Dansk Folkepartis 60 sider lange forligstekst, der bygger oven på regeringens 140 siders forslag til en sundhedsreform, hvoraf det meste er kommet urørt med i reformen.

”Venstre og de andre partier har dybest set fået embedsværket til at lave et omfattende valgoplæg,” som en centralt placeret embedsmand lidt irriteret noterer sig uden for citat. 

Centralt i valgkampen kommer så formentlig til at stå en retorisk kamp for eller imod Løkkes reform med nedlæggelsen af regionsrådene i centrum ud over økonomispørgsmålet.

Både rød og blå blok har stribevis af tiltag til at forsøge at bremse manglen på især praktiserende læger.

Socialdemokraterne har dog skilt sig ud ved at foreslå, at det i en årrække bliver obligatorisk for nyuddannede læger at gøre tjeneste seks måneder i almen praksis for hurtigt at sikre flere læger til almen praksis. Lægeforeningerne har voldsomt kritiseret tiltaget, og Venstre og blå blok står bag lægerne.

Nærhospitalerne – ny vare fra S
En anden forskel, der er værd at fremhæve, er Socialdemokratiets forslag om nærhospitaler. Nærhospitalerne er ifølge partiet ”en slags udvidet kommunalt sundhedshus med regionale sygehusfunktioner”, som regioner og kommuner skal drive i fællesskab. Men igen vil man formentlig fra regeringspartiernes side sige, at man i sundhedsfællesskaberne kan indgå lignende aftaler.  

Rygning er med godt 14.000 rygerelaterede dødsfald årligt den livsstilsfaktor, som uden sammenligning slår flest danskere ihjel. Statsminister Lars Løkke Rasmussen har i flere interviews signaleret, at Venstre i valgkampen vil foreslå højere tobaksafgifter.

Samme melding er ikke kommet fra Socialdemokraterne, hvor partiets sundhedsordfører senest i Politiken bedyrer, at man endnu ikke har diskuteret spørgsmålet i partiet.

Antagelsen er, at Socialdemokraterne vil afvente Venstres afgiftsudspil i valgkampen. Socialdemokratiet vil dog på andre områder gå længere på tobaksområdet, blandt andet med krav om neutrale cigaretpakker og tobak under disken, indføre en tobaksbevilling for udsalgssteder, som butikkerne kan få frataget, hvis de sælger til mindreårige.

Læser man Socialdemokraternes sundhedsudspil, så fylder afsnittene om forebyggelse mere end i regeringens sundhedsreform. Generelt så taler Socialdemokraterne mere om behovet for at bekæmpe den sociale ulighed på sundhedsområdet. Og partiet har blandt andet et lille forslag med socialsygeplejersker, der skal hjælpe udsatte patienter.

Social og geografisk ulighed – hvad er forskellen?
De seneste to Venstre-sundhedsministre har hellere villet tale om den geografiske ulighed i sundhed. Her er vi måske over i noget, der lugter af ideologiske forskelle. Ulighed på grund af social baggrund er et mere klassisk venstreorienteret tema. Venstre har distanceret sig ved at sige, at man skal bekæmpe ulighed i sundhed, i forhold til hvor folk bor eller bliver behandlet.

I klassisk borgerlig politik er det udbredelsen af patientrettigheder og muligheden for at vælge et privat alternativ, hvis ventetiden i det offentlige er for lang. Regeringen vil her hjælpe socialt udsatte patienter ved at sikre hjælp til at udnytte de patientrettigheder, som især de ressourcestærke har lettere ved at udnytte.

Samtidig har regeringen i sundhedsreformen lagt op til, at behandlings- og udredningsgarantien – i en eller anden form – skal bredes ud til at gælde adgangen til praktiserende speciallæger, hvor garantierne i dag kun gælder sygehusbehandling.

Det forslag findes ikke hos Socialdemokraterne, men regeringen har også kun skrevet, at muligheden skal undersøges for blandt andet gynækologer, øre-, næse- og halslæger og børne- og ungdomspsykiatere. Formentlig vil Socialdemokraterne tilslutte sig, at det bliver undersøgt, og dermed kan heller ikke det diskuteres ret længe i valgkampen.

Man kan dog sagtens finde flere mindre forslag fra regeringen og Socialdemokratiet, som modparten ikke har. Men bortset fra de nævnte forskelle, så er det ikke to markant forskellige sundhedsvæsener, de to blokke promoverer.

Lars Løkke går således til valg – for anden gang – på at nedlægge de fem regioner. Sidst i 2011 tabte han.

En af forskellene er, at det denne gang primært kun er regionsrådene, som nedlægges, da de fem nye sundhedsforvaltninger følger regionernes gamle geografi. I 2011 var det Venstres ide, at de fire år gamle regioner skulle erstattes af tre sygehusfællesskaber.

Forrige artikel Blå sundhedsaftale har ingen penge til at ansætte flere sygeplejersker og sosu’er Blå sundhedsaftale har ingen penge til at ansætte flere sygeplejersker og sosu’er Næste artikel Flere sager vil lande på ministerens bord med ny sundhedsaftale Flere sager vil lande på ministerens bord med ny sundhedsaftale
Politisk stuegang: Regeringen vil have alt for meget med i psykiatriplan

Politisk stuegang: Regeringen vil have alt for meget med i psykiatriplan

PODCAST: En tiårsplan for psykiatrien skal fokusere på de alvorligt psykisk syge, mener eksperterne i denne omgang Politisk Stuegang. Lyt med, når Ole Toft, Sidsel Vinge og Leif Vestergaard Pedersen gennemgår de sundhedspolitiske udmeldinger i regeringens forståelsespapir.