Professor om prisloft på medicin: Prisen er kun én del af ligningen

Af Peter Hokland
Klinisk professor, Aarhus Universitet

For en del år siden havde jeg en patient med et langsomt udviklende forstadium for leukæmi.

Han producerede ikke nok blodplader og kunne derfor opleve ret alarmerende blødninger, oftest næseblødninger, som ikke ville stoppe.

Han var på det tidspunkt på den anden side af de firs og ret dement. Han havde været meget aktiv i det lokale øsamfund, han var en del af, og havde mere eller mindre på egen hånd startet en småindustri op, som man stadig har glæde af.

Patientens tarv
Til denne ældre, demente herre ordinerede jeg en ny slags medicin, som på hidtil uset vis øgede egenproduktionen af blodplader. Det kostede (i runde tal) små 200.000 kroner på årsbasis.

Det var noget, man stejlede over, når jeg holdt foredrag for de lokale politikere, men her havde jeg en undskyldning klar: Denne patient havde i hvert fald tre gange skullet transporteres med helikopter fra lokalsamfundet til universitetshospitalet, hvor han – i nattens mulm og mørke – skulle pendles mellem to specialafdelinger, først for at få blodplader, derefter brænding af blødningskilden i næsen mulig.

Jeg fortalte en ældre herre, at hver af hans behandlinger mod hans lymfekræft kostede 18.000 kroner. Til det svarede han, at så ville han "hellere have pengene!"

Peter Hokland
Klinisk professor, Aarhus Universitet

Nu ved jeg ikke, hvad sådan en transport koster, men én ting var sikkert: Vi kunne vente flere af dem. Jeg så selvfølgelig først og fremmest på patientens tarv: Han skulle tage en tablet derhjemme (ja, den nye medicin var tabletter!), kunne blive i lokalsamfundet og skulle ikke opleve de omvæltninger, jeg omtalte, som var meget traumatiserende for ham og hans familie.

Husk de kompenserende besparelser
Når man fra politisk side taler om dyr medicin og prissystemer til at holde udgifterne nede, ville jeg som behandler ønske, at man på Christiansborg ville tage aspektet kompenserende besparelser med.

I dette tilfælde var det således, at tabletterne hjalp, og i de følgende år, hvor patienten ikke kom til hovedlandet mere, mener jeg, at samfundet endte med at spare på min ordination. Jeg ville derfor ønske mig, at sådanne besparelser, som vel ikke kan udregnes med decimalers nøjagtighed, var med i den offentlige debat.

Den omtalte tablet er blot ét eksempel på, at der kommer ny medicin frem, altså ikke bare (endnu) et kemoterapi-middel, men en helt ny måde at behandle kræft på og/eller understøtte patienterne under en ofte ærlig talt afskyelig tid i deres liv.

Forlænget erhvervsevne er også en besparelse
Det forgangne år var præget af debat om cancer immunterapi, som er endnu dyrere end tabletterne, den ældre herre fik.

Med lægemidler inden for denne gruppe af antistoffer og de endnu dyrere såkaldte CAR-T-celler er der ikke blot tale om at holde kræftpatienter i live i nogle få måneder længere, men inden for en række sygdomme om, at desperat syge borgere, til hvem kræftlægerne ikke havde flere tilbud, faktisk kan helbredes.

Dette er uhørt i mine næsten tredive år som overlæge og over 15 som professor – og gav en amerikansk og en japansk forsker Nobelpriser i 2018. Her er der kompenserende besparelser, som virkelig batter, nemlig i bedste fald, at en forsørger kan holdes i erhverv i årtier.

Lyt til patienterne
Min hensigt med dette indlæg er derfor ikke at bidrage med indspark til, hvordan et prissystem skal indrettes, og hvilke instanser som skal involveres, men blot at gøre opmærksom på, at når talen er om ny, dyr medicin, så er der mere mellem himmel og jord end kroner og ører til den.

At høre, hvad patienten selv synes, er også altid en god idé, men det er ikke altid, at man får det svar, man venter.

Jeg fortalte en (anden) ældre herre, at hver af hans behandlinger mod hans lymfekræft kostede 18.000 kroner. Til det svarede han, at så ville han "hellere have pengene!" Men han havde nu også været sognerådsformand i en mindre kommune i Midtjylland.